Mens et fåtal fra den danske journaliststand diskuterer om palæstinensiske journalister er at betragte som journalister, likvideres palæstinensiske journalister på stribe af den zionistiske besættelsesmagt.
En af dem er den palæstinensiske journalist Hossam Shabaat. Han vidste bedre end nogen anden, at den zionistiske besættelsesmagt ville ham til livs. For hvis besættelsesmagtens lovløse annektering, skamløse fordrivelse og skandaløse opførsel fortsat skal stå uantastet hen, ja, så kræver det en masselikvidering af reportere i Palæstina.
I lørdags blev to, unge libanesiske journalister, Fatima Ftouni og Hajj Ali Choeb, ligeledes ofre for målrettede droneangreb fra den zionistiske besættelsesmagt. Og hvad var de palæstinensiske journalisters forbrydelse? At de bar Press-veste.
Men hvorfor tillader vi dog dette? Hvorfor vender vi den anden kind til, når besættelsesmagtens uden blusel dræber journalister og civile? Hvorfor trækker vi på skuldrene, når besættelsesmagten angriber først Iran og så Libanon?
Fordi vi krampagtigt opretholder et romantiseret glansbillede af Israel. Vi tiltror til stadighed Israel demokratiske værdier, skønt landets premierminister er tiltalt for massiv korruption, mens Knesset netop har vedtaget dødsstraf for, ikke befolkningen, men for palæstinensere! Jeg mener… Hvilke demokratiske stater gør lige det?
Læs også: Våbenhvilen føles så bittersød
“Mellemøstens eneste demokrati”
Allerede under besættelsesmagtens første, kollektive afstraffelser af den palæstinensiske befolkning mødte jeg den blåøjede skildring af Israel. Under en P1-debat i oktober 2023 blev jeg tæppebombet i bedste besættelsesmagtstil af Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen og en holdningsjournalist, fordi jeg udpegede besættelsesmagten som ansvarlig for bombningen af Al-Ahli Arab-hospitalet i Gaza.
At besættelsesmagten kunne finde på at bombe et hospital tilstoppet med civile var alligevel hinsides politikerens og journalistens fatteevne.
Men hvorfor så det? Måske fordi disse stadig betragter staten Israel som enhver anden normal stat i det internationale samfund fremfor en besættelsesmagt.
Historien ville dog vise, at besættelsesmagten ingen midler skyr i forfølgelsen af palæstinenserne. Skoler, hospitaler og andet infrastruktur bombes, mens familier atomiseres, alt sammen under dække af det dersens påståede selvforsvar af ”Mellemøstens eneste demokrati”.
I skrivende stund annekteres det sydlige, kristne, Libanon af den zionistiske stat. Israel har bombet alle broer over Litany-floden, så hverken civilbefolkning kan flygte eller nødhjælp komme til. Alle internationale love og konventioner er brudt.
Gravkirken har besættelsesmagten lukket, så ingen markering af påsken i år, ligesom der heller ikke var nogen tilbedelse i Al-Aqsa under ramadanen, da den holdes lukket af besættelsesmagten – noget som ikke er sket siden 1967 .
Men hvor mange demokratier bomber mindst 128 medicinske faciliteter og ambulancer i det sydlige Libanon samt 25 hospitaler og medicinske centre i Iran? Pigeskoler med 165 pigeelever? Invaderer, angriber og terroriserer andre stater i forsøget på at destabilisere landene? Indfører dødsstraf, så man kan komme dissidenter til livs? Ledes af korruptionstiltalte præsidenter?
Kun ”demokratiet” Israel kan bryste sig af dette. Og USA.
Læs også: Hvordan 9/11 ændrede verden for altid