Denne mærkværdige gruppe, som i dag synes at tilhøre et overstået kapitel i historiebøgerne, var notorisk kendt for aldrig at rette sine angreb mod USA og Israel, men altid mod USA’s og Israels fjender. Det var nærmest som om, at den tjente islams fjenders interesser mere end den tjente muslimernes.
Det bør her understreges, at islam forbyder terrorhandlinger og overgreb mod uskyldige civile. At målrette angreb mod kvinder, børn og ikke-kombattanter er uforeneligt med islamiske principper, og sådanne handlinger kan ikke retfærdiggøres gennem islam.
Dette rejser spørgsmålet om, hvorfor en gruppe, der fremstiller sig selv som islamisk, altid gik efter islamiske og muslimske mål, men meget sjældent syntes at tjene muslimernes interesser. Den skabte mere splittelse, død og ødelæggelse i de muslimske lande, end den gjorde mod dem, som reelt angriber og dræber uskyldige muslimske civile.
Siden ISIS trådte frem på den internationale scene, har gruppen i vid udstrækning bidraget til destabilisering og konflikt i den muslimske verden. Det har ofte været til fordel for vestlige interesser og for Israel, mens det har været vanskeligt at identificere konkrete handlinger fra gruppen, der har haft til formål at beskytte muslimske befolkninger eller fremme muslimske interesser.
Dette rejser derfor spørgsmålet om, hvem ISIS i praksis tjener – og hvordan gruppen oprindeligt blev til.
En bande kriminelle
I mange vestlige medier fremstilles ISIS som en ekstremistisk bevægelse, som skulle afspejle islamiske værdier. Sandheden er dog, at denne bande for det meste udgjordes af kriminelle udskud, hvis handlinger ofte var motiveret af en økonomisk gevinst frem for en religiøs. Ifølge den undersøgende journalist Kit Klarenberg udgjordes gruppen af “lejesoldater”, der “handlede på vegne af en række internationale donorer, forbundet af fælles interesser.” Han argumenterer for, at gruppen i praksis snarere bør forstås som en kriminel organisation, hvor ideologi i høj grad var en facade.
Dette giver anledning til spørgsmålet om, hvilke interesser gruppen i praksis tjener. For at besvare det spørgsmål må vi først afdække, hvem der skabte ISIS til at begynde med.
ISIS – et produkt af vestlige efterretningstjenester
MI6’s hovedkvarter i London, som minder om et gammelt hedensk tempel.
Ifølge Kit Klarenberg var CIA og MI6 blandt de aktører, der begyndte at støtte og finansiere “nationalistiske jihadister” i Mellemøsten. Denne strategi blev beskrevet i en RAND-rapport fra 2008 med titlen “Unfolding the Future of the Long War.”
RAND er en yderst indflydelsesrig “tænketank” med hovedkvarter i Washington D.C., som finansieres med næsten 100 millioner dollars årligt af Pentagon. Den offentliggør regelmæssigt anbefalinger vedrørende national sikkerhed, udenrigspolitik, militærstrategi samt hemmelige og offentlige operationer.
RAND-rapporten fra 2008 undersøgte måder, hvorpå USA kunne fortsætte sin endeløse “krig mod terror”, også efter at besættelsen af Irak formelt ville ophøre. Ifølge rapporten ville en amerikansk tilbagetrækning kunne skabe et magtvakuum og dermed udfordre vestlig dominans og kontrol over energiressourcer, særligt olie og gas, som RAND vurderede fortsat ville være af strategisk betydning for USA’s fremtidige interesser.
For at modvirke denne trussel foreslog tænketanken en del-og-hersk-strategi for at bevare USA’s interesser i regionen. Tilbagetrækningen af amerikanske tropper ville skabe et magtvakuum, men Washington kunne udnytte “konflikter mellem [Iraks] forskellige salafi-jihadistgrupper til at vende dem mod hinanden og udtømme deres energi i interne konflikter,” samtidig med, at man “støttede autoritære sunnitiske regeringer mod et fortsat fjendtligt Iran”:1
“[…] USA og dets allierede i Mellemøsten kunne bruge nationalistiske jihadister til at iværksætte kampagner for at miskreditere de globaltorienterede jihadister i lokalbefolkningens øjne… [Dette] ville være en billig måde at købe tid på […] indtil USA kan vende sin fulde opmærksomhed mod den lange krig. USA’s ledere kunne også vælge at udnytte den ‘vedvarende shia-sunnimuslimske-konflikt’ ved at tage parti med de konservative sunni-regimer mod shiamuslimske modstandsbevægelser i den muslimske verden.”
Set i bakspejlet kan man let se, hvordan strategien, RAND beskrev i 2008, nu er blevet en realitet: den syriske borgerkrig endte med at vende salafi-jihadistgrupper mod hinanden i en klassisk del-og-hersk-strategi, hvor muslimer blev fanget i interne konflikter i stedet for at bekæmpe den fælles fjende. Derudover har vi set Washington tydeligt støtte “autoritære sunnitiske regeringer” [læs: Saudi-Arabien] mod Iran og dermed fremme Israels interesser gennem Abraham Accord-aftalerne og normaliseringsprocessen, som først nu er blevet bremset som et resultat af Israels folkemord i Gaza siden 2023.
Ifølge Kit Klarenberg afviste Bashar al-Assad et qatarsk forslag om at “føre Dohas enorme gasreserver direkte til Europa via en 10 milliarder dollars og 1500 kilometer lang rørledning, der strækker sig gennem Saudi-Arabien, Jordan, Syrien og Tyrkiet.” Dette er blevet omfattende dokumenteret af WikiLeaks, som hævder, at de amerikanske, israelske og saudiarabiske efterretningstjenester besluttede at vælte Assad ved at opildne og støtte et lokalt sunnimuslimsk oprør og begyndte at finansiere oppositionsgrupper til dette formål.
Denne strategi blev kaldt Operation Timber Sycamore og blev igangsat i oktober 2011, hvor CIA opererede gennem Storbritanniens MI6 for at undgå at skulle informere Kongressen om, at man bevæbnede oprørerne i Syrien. CIA og MI6 begyndte at omdirigere våben og krigere fra Libyen til Syrien, efter at de havde fået fjernet Muammar Gaddafi i en tv-transmitteret henrettelse.
I august 2012 var vestlige efterretningstjenester fuldt ud klar over, at krigerne i Syrien havde intentionen om at oprette en såkaldt islamisk stat i Levanten (ISIL), som afsløret i en rapport fra USA’s Defense Intelligence Agency (DIA):
“Hvis situationen fortsætter, er der reel mulighed for at etablere et officielt eller uofficielt salafistisk styre i det østlige Syrien… Dette er præcis, hvad de magter, som støtter oppositionen i Syrien ønsker for at isolere det syriske regime… ISIS kan også erklære en islamisk stat gennem sin alliance med andre terrororganisationer i Irak og Syrien, hvilket vil skabe stor fare.”
Den “farlige” udsigt til en såkaldt “islamisk” stat i Irak og Syrien stoppede dog ikke CIA fra at sende våben og penge til Syriens “moderate” oprørere, velvidende at disse våben ville ende i ISIS’ hænder. Lækkede dokumenter fra den britiske efterretningstjeneste afslører, at risikoen for, at udstyr, våben og mandskab ville ende hos ISIS og al-Nusra, blev vurderet som “høj.” Dette stoppede dog hverken briterne eller amerikanerne fra at sende penge, våben og træning til disse grupper.
Det er næsten, som om intentionen netop var at træne og bevæbne dem?
Hvad kan vi lære af dette?
Er der nogle lærdomme, som vi kan trække ud af fortidens fejl for at sikre, at vi ikke gentager dem? Alt for længe har vi været ‘følgere’ styret af andre, som leder os ned ad veje, der ender med at ødelægge os. Det er på tide, at muslimer bliver uafhængige og ikke tillader sig selv at blive manipuleret af tænketanke og fremmede magter, som ikke tjener den muslimske ummahs interesser. Tværtimod er de åbenlyst fjendtlige og søger at ødelægge muslimsk sammenhold.
Alt for længe er muslimer faldet i fælden, og det sømmer sig ikke for en troende at falde i den samme fælde to gange:
Det er blevet overleveret fra Abu Hurayrah – må Allah være tilfreds med ham – at Profeten ﷺ sagde:
“En troende bliver ikke stukket to gange fra det samme hul.”
(Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)
Det, vi kan tage med os herfra, er, at muslimer bør lære af deres tidligere fejl. En tydelig og åbenlys fjende må behandles som netop det – en åben fjende.
De vestlige hegemoniske magter (inklusive Israel) er åbenlyst i opposition til islam og muslimer og søger at underminere pan-islamisk sammenhold. Muslimer bør ikke være naive og så let lade sig narre af tomme ord og romantiske forestillinger om demokrati og menneskerettigheder. Den såkaldte “regelbaserede” verdensorden er død, og Vesten bør ikke kunne slippe afsted med at spise det globale syd af med tomme slogans, når USA, Europa og Israel selv er de største regelbrydere af den internationale orden.
I et forsøg på at ødelægge islam og muslimer, har Vesten skabt ødelæggelse i den muslimske verden de sidste 200 år, og alligevel ser vi nogle muslimer alliere sig med dem og hjælpe dem med at fremme denne agenda.
Måske er det på tide at blive selvstændige og være sine egne ledere, i stedet for at lade sig udnytte som bonden på et skakbræt?
- Christopher G. Pernin, Brian Nichiporuk, Dale Stahl, Justin Beck, and Ricky Radaelli-Sanchez. Unfolding the Future of the Long War, pp. xvi and xxiii. ↩︎