Hvad er liberalisme?

Denne artikel er anden del af en trepartsserie, hvor vi dykker ned i liberalismen og dens manglende evne til at rumme andre ideologier end dens egen, herunder i særdeleshed islam.

Første artikel i serien: Kan liberalismen tolerere islam?

Liberalismen kan spore sin tilblivelse tilbage til oplysningstiden og oplysningsfilosoffernes idealer om tolerance og frihed. Det var især filosoffen John Locke, som på baggrund af de religiøse krige mellem katolikker og protestanter udviklede konceptet om religiøs tolerance.

Reformationen havde ført til et clash mellem den katolske kirke og udbrydergruppen af protestanter. De ønskede et opgør med traditionen og kirkens magtmonopol. Fokus skulle være på individet og dennes eget forhold til Gud. Kirken skulle træde i baggrunden, da den var en årsag til korruption og forvanskning af kristendommen.

Liberalismen blev født med en tanke om at ‘frigøre’ mennesket fra kristendommens dogmer og ’lænker’. Det var OK at tro, men man skulle ikke være fundamentalistisk og ’pådutte’ andre sin tro. Det blev en privat sag, da man mente at for ‘meget’ religion førte til intolerance og krig. Det havde Trediveårskrigen vist os med sine omtrent 4 mio. mistede menneskeliv.

Når vi taler om liberalisme, så taler vi om filosofisk liberalisme. Det vil sige idealet om at maksimere frihed, lighed og individualisme. Det er en ide, som er sprunget ud af det moderne Europa, og den har til hensigt at løsrive individet fra traditionelle værdier som familie, fællesskab og religion. Dermed står den i direkte modstrid med islams værdier om fællesskab, familieidealer og troen på Én Gud.

Det 19. og 20. århundrede var præget af ideologiernes kamp om dominans. Marxismen, kommunismen, socialismen, kapitalismen, fascismen, nazismen, de havde alle det tilfælles, at de var ’moderne’ ideologier. Det vil sige, at de er udsprunget af den moderne verdens forsøg på at finde mening nu, hvor “Gud var død”¹, som Nietzsche proklamerede. Men de moderne ideologier havde også en anden ting til fælles: filosofisk liberalisme. 

Dette kan virke kontraintuitivt for mange. Hvordan kan nazismen, fascismen og kommunismen have noget med (filosofisk) liberalisme at gøre? Dette skyldes, at de alle udspringer af samme idé: oplysningstidens idealer om frihed, lighed og maksimering af individets valgmuligheder. De er blot uenige om, hvordan man bedst kommer derhen. Hvor stor en rolle skal staten spille i opnåelsen af denne frigørelse af individet? Hvilken rolle skal markedet og civilsamfundet spille i denne jagt på at oplyse og sætte mennesket fri fra religion? Filosoffer udviklede forskellige syn på, hvordan dette bedst kunne opnås.

Konservatisme, socialisme og liberalisme

De konservative mente, at det var vigtigt med en stærk leder og en stærk fællesskabsfølelse, hvor alle kendte deres plads og stillede sig tilfreds med sin rolle i at få maskineriet til at køre. Samfundet skulle ses som en helhed, en organisme, hvor alle celler, organer og dele spiller sin rolle for at opnå den maksimale udnyttelse og sammenhængskraft.

Socialisterne mente, at staten skulle være stor og stærk og bruges som et værktøj til at sætte individet fri ved at tage sig af de opgaver, som normalt havde været allokeret til familien: børnepasning, uddannelse, sundhed og alderdom. Staten skulle overtage familiens rolle for at sætte individerne fri, så de kunne forfølge deres egen lykke og maksimering af frihed.

De liberale ønskede en komplet frigørelse af individet fra især staten: den skulle spille en så lille rolle som muligt både i det private og på markedspladsen. Hvis markedet fik lov til at regulere sig selv, kunne hvert individ forfølge sin egen lykke, og så længe man ikke skadede andre, var man fri til at gøre, som man ville. 

I dag er der sket et slags kompromis mellem socialismen og den markedsorienterede liberalisme. Staten skal stadig være stærk, men mange af opgaverne skal outsources til det private. Man taler om ‘public–private partnership’ (PPP), hvor staten og private selskaber indgår i et partnerskab om at overtage visse af statens roller, den såkaldte udlicitering, hvor staten skal spare på de offentlige udgifter. Dette er også kendt som ‘neoliberalisme’.

Fælles for alle de store ideologier i det 20. århundrede, er deres enighed om, at det moderne gennembrud og frisættelsen af individet fra det, de kalder “religionens lænker” er godt, og at den moderne verdensorden skal bevares. Det, som de er uenige om, er hvor hurtigt denne frigørelse skal være, og hvilken rolle staten skal spille i dette frigørelsesprojekt.

Islam: Den sidste bastion

I slutningen af det 20. århundrede faldt Sovjetunionen og dermed kommunismens beskytter og opretholder. Det fik den kendte professor og forfatter Francis Fukuyama til at proklamere ‘the End of History’. Med det mente han, at ideologiernes kamp var ovre, og at liberalismen havde sejret. Det liberale demokrati ville nu gå sin sejrsgang over hele verden.

Selvom den sidste påstand ikke har vist sig at holde stik (verden er ikke blevet mere demokratisk men snarere mere autokratisk²), så holder det dog stik, at verden er blevet mere liberal forstået på den måde, at alle verdens lande nu søger at maksimere frihed, lighed og individualisme. Vi ser det i engang så traditionelle samfund som Saudi-Arabien og Golflandene, hvor kønsroller, seksualitet og traditionelle værdier er i opbrud.

Den eneste livsform, som holder igen med at liberalisere og omvende sig til de nye tiders ideologi om at maksimere frihed, lighed og individualisme, er den islamiske civilisation. Dette på trods af ihærdige og aggressive forsøg fra den liberale verdensorden om at tvangskonvertere alle civilisationer i verden til liberalismen.

Hvis ikke man makker ret og indfører lovgivning, der tillader homoseksualitet, menneskerettigheder, NGO’er og tilstedeværelsen af amerikansk militær, kan man blive udsat for sanktioner og i værste fald militære interventioner. Nægter man at normalisere diplomatiske relationer med Israel, eller hvis man på anden måde udgør en trussel mod den zionistiske stats sikkerhed, kan man blive afsat, infiltreret eller udsat for ‘regimeskifte’ ved at underminere sammenhængskraften i landet ved at støtte liberale bevægelser og antiislamiske fløje i landet.

Nu står vi overfor et ‘Clash of Civilizations‘ som forudsagt af Samuel P. Huntington i hans kendte værk. Den sidste bastion er islam. Alle andre kulturer og civilisationer har overgivet sig til liberalismen og den moderne verdens krav om progressivisme, aftraditionalisering og individualisme. Spørgsmålet bliver, om den muslimske civilisation vil kunne modstå bølgen af forandringer og krav om konformitet og ensretning, eller om den muslimske civilisation vil kunne genopstå som menneskehedens vejleder og læremester. En guide, som viser menneskeheden den rigtige vej til lykke, frihed og lighed.

“The West won the world not by the superiority of its ideas or values or religion but rather by its superiority in applying organized violence. Westerners often forget this fact; non-Westerners never do.” — Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations

1. Mange fortolker ofte Nietzshes udsagn “Gud er død” som om Nietzsche promoverede ateisme. I virkeligheden advarede Nietzsche om, at samfundet ikke var forberedt på konsekvenserne af at miste et fælles religiøst fundament – så hans udsagn skal mere ses i lyset af en kritik af modernitet og tabet af mening. ↩︎
2. Ifølge data fra V-Dem-instituttet er andelen af verdens befolkning, der lever i autokratier, steget fra 46% i 2012 til 72% i 2022. Samtidig er antallet af liberale demokratier faldet fra 44 i 2009 til 32 i 2022. ↩︎