I det antikke Rom var Colosseum mere end blot et sted for underholdning. Det var et politisk redskab. Gladiatorkampe, offentlige henrettelser og blodige optrin samlede tusinder af borgere, som sad hypnotiserede på tilskuerpladserne, mens magthaverne styrede riget i baggrunden. “Brød og skuespil” var strategien: Giv folket underholdning nok, og de stiller færre spørgsmål. Mens publikum råbte, jublede og væddede på liv og død, forsvandt opmærksomheden fra ulighed, magtmisbrug og politiske beslutninger, der formede deres liv uden deres reelle indflydelse.
Luk øjnene et øjeblik. Åbn dem igen, vi er nu i 2026.
Colosseum er væk, men arenaerne står stadig. De hedder blot Camp Nou, Santiago Bernabéu eller VM-stadions. I stedet for gladiatorer har vi fodboldspillere. I stedet for kejserens tommelfinger har vi VAR, sponsorer og milliardkontrakter. Masserne samles igen. Følelserne koger. Loyaliteten er absolut. Timer, dage og uger opsluges af kampe, analyser og debat, mens verden udenfor fortsætter uforstyrret.
Hypnosen er mere sofistikeret nu. Den er pakket ind i fællesskab, passion og identitet. Men mekanismen er den samme: Når underholdningen fylder alt, fortrænger den det væsentlige. Det er ikke fordi at fodbold som sport er forkert i sig selv. Problemet opstår, når fodbold bliver en erstatning for mening, ansvar og kritisk bevidsthed.
Romerne troede, de var frie, mens de jublede på lægterne. Det gjorde imperiets magthavere også.
Spørgsmålet er, om vi har lært noget siden.
Læs også: Vores frygt, deres hverdag
Og det har vi måske. Vi er blevet mere kritiske. Vi stiller flere spørgsmål. Vi kan sætte fingeren på uretfærdigheden, på hykleriet, på magtens dobbeltmoral. Men spørgsmålet er, om denne påståede bevidsthed i virkeligheden blot er et selvbedrag. En fortælling, vi holder fast i, for at kunne retfærdiggøre en praksis, vi ikke ønsker at se konsekvenserne af. For fodbolden har en effekt, som især former vores drenge – og den effekt er langt mere gennemgribende, end vi vil indrømme.
Fodbolden idoliserer voksne mænd, hvis ultimative succes er reduceret til én handling: at sparke en bold mellem to stolper. Når det lykkes, bryder voksne mennesker, især mænd ud i eufori. De løber, danser, græder, skriger. De mister sproget, kontrollen og dømmekraften. Livescore holder dem vågne om natten. I de ekstreme tilfælde bliver der talt grimt, slået, begået hærværk og nogle bliver racistiske – ikke i affekt over liv og død, men over et spil. Over underholdning.
Det absurde er ikke selve reaktionen, men at den er blevet normaliseret. At en så massiv følelsesmæssig investering opfattes som sund, naturlig og identitetsskabende. At det accepteres, at noget, der kan ryste et menneske i sin grundvold og få en mand til at græde eller miste besindelsen, skyldes et spil uden konsekvens, uden mening og uden betydning for noget større end øjeblikket selv.
Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’
Samtidig er de økonomiske ofre massive. Det er ikke længere tilfredsstillende blot at se en kamp i fjernsynet. Der investeres i billetter til de bedste tilskuerpladser, abonnementer, betalingskanaler, officielle fan trøjer, fodboldrejser, væddemål og hele selvstændige medieøkosystemer. Tid, penge og mental energi kanaliseres systematisk ind i noget, der fremstilles som passion, men i praksis resulterer i overforbrug og for nogle udvikler sig til afhængighed og ludomani.
Fodbold er et fænomen, der har overbevist os om, at man kan bruge sit liv på noget, der i sig selv mangler et højere formål, at flytte en bold fra ét sted til et andet, og alligevel kalde det succes og det at gøre en forskel i verden. At jonglere en bold med gennemtænkt taktik tillægges betydning. At dedikere sig fuldt og professionelt til dette fremstilles som noget, der er værd at bygge både identitet og selvforståelse omkring. Og netop her træder den moderne nihilisme frem. Ikke som fraværet af mening, men som opløsningen af enhver forpligtende målestok for, hvad der er værd at leve for. Mening reduceres til oplevelse, engagement til intensitet og betydning til det, der kan mærkes her og nu, uden reference til noget større end individet selv. På den måde bliver det muligt at ophøje enhver dedikation, uanset formål, til noget meningsfuldt, blot fordi den udføres helhjertet. Og når alt kan føles betydningsfuldt, uden at forpligte mennesket moralsk, eksistentielt eller åndeligt, bliver ligegyldighed paradoksalt nok fundamentet, vi bygger vores liv på.
Ideologisk hviler fænomenet på liberalistiske idealer og et værdigrundlag, der i praksis er uden faste principper. Klubbers symbolik og holdninger skifter med tiden: korstogssymboler sammen med regnbuefarver. Antikoloniale budskaber og antifolkemord-retorik, når det passer ind i samtidens trends. Ikke ud fra principper, men ud fra kommerciel markedslogik. Fodbold er blevet et vigtigt redskab for “soft power” – et politisk begreb for subtile former for politisk indflydelse. Spillet er omformet til et globalt produkt, drevet af profit, markedsført med følelser og dyrket som en alternativ sekulær identitet. En moderne arena, hvor masserne engageres, mens det væsentlige igen og igen skubbes i baggrunden.
Hvad er det, der får os til på trods af al den kontrast, fodbolden bringer med sig i forhold til muslimske værdier, alligevel at kaste os ind i det med en dedikation så intens, at vi drømmer om, at vores børn skal blive den næste Ronaldo?
Læs også: Den liberale refleks: Når sekularisme bliver paternalisme
Den dybe fascination af spillet rummer mere end blot magien i driblinger, præcisionen i afleveringer, teknikken i afslutningerne eller styrken i forsvaret. Den fylder vores liv med falsk mening, falske sejre og en følelse af tilhørsforhold i en tid, hvor mange lider af identitetsmæssig tomhed og en tørst efter at føle sig værdifulde. For den muslimske identitet er denne tomhed særlig alvorlig. Den er resultatet af et historisk nederlag, hvor ummaen, det globale muslimske fællesskab, blev fragmenteret, blandt andet gennem Sykes–Picot, og erstattet af nationale identiteter, der har opløst følelsen af et fælles formål. I stedet for ét samlet folk blev vi konkurrerende nationer. I dag ses konsekvensen tydeligt: Når et muslimsk land vinder over et andet på banen, udløser det en sejrsrus, som om den sande fjende er besejret – selvom sejren i virkeligheden er over ens muslimske bror.
Når man lever med gentagne kulturelle og politiske nederlag og samtidig fjerner sig fra den åndelige forankring, begynder man at se op til stormagterne. I vores samtid er det Vesten. Det, Vesten tillægger værdi, begynder muslimen også at tillægge værdi, selv når det grundlæggende ikke harmonerer med det transcenderende formål, mennesket er blevet tildelt: at leve et liv, der efterlever dét, Skaberen accepterer og elsker. Når forbindelsen til den sande identitet og hengivenheden til Gud svækkes, søger man hurtigt noget, der kan give følelsen af værdi. Det findes i et hold, en klub, en landskamp – i noget, der i sig selv er trivielt. Spillet bliver en erstatning. Det giver sejre, kollektiv glæde og eufori, men det bærer ingen reel vægt. Og jo mere tid, energi og følelser vi binder til det, desto mere overskygger det det væsentlige. Vores rollemodeller ændres, vores idealer forvrænges, og sjælen bliver træt, afhængig og blind for det sande formål.
Hvad er alternativet? Hvem siger, at vi skal finde på et alternativ, når fodboldindustrien har været med til at fordærve vores orientering i livet og udhule forståelsen af, hvad der overhovedet er værd at at engagere sig i? Problemet ligger ikke i spillet. Sporten i sig selv kan dyrkes. Problemet ligger i måden, den fylder alt på, i måden den fortrænger det vigtige og bliver til et instrument, en industri og et fænomen, der systematisk styrer vores opmærksomhed og prioriteringer.
Er det ikke vigtigere at spørge: Hvordan ønsker min Skaber, at jeg skal underholdes og hvad ønsker Han, at jeg investerer mit liv i tidsmæssigt, følelsesmæssigt og i hvilken retning?
Vejen ud af fælden er enkel, men ikke let. Den starter med at genleve kilderne til den sande identitet: At farve sig selv med hengivenhed til sin Skaber, og omsætte den hengivenhed til handlinger i hverdagen, så tilbedelse i sin altomfattende forståelse bliver livets centrum. Først dér, når man lever sit sande formål som menneske – kan man gennemskue alt, der trækker én væk fra det, der virkelig betyder noget.