Af Sara El-Khatib
Jeg er født og opvokset i Danmark. Mine barndomsminder er fyldt med sneklædte skoledage, fodboldstævner og frivilligt arbejde. Her lærte jeg, at demokrati ikke kun er noget, vi taler om, men noget, vi gør sammen. Alligevel har jeg som ung muslim altid mærket en ubalance mellem det formelle og det virkelige liv. Uanset hvor engageret jeg er i foreningslivet, hvor aktiv jeg er, hvor ofte jeg stemmer, eller hvor godt jeg klarer mig i skolen, bliver mit engagement ofte mødt med en stille tvivl. Ikke på grund af mine handlinger, men på grund af mit navn og min baggrund. Særligt når der er valgkamp.
Læs også: At stemme – et ansvar i vores tid
Kommunalvalget i 2025 er ingen undtagelse. Tværtimod viser det endnu engang, hvordan politiske skræmmekampagner flytter sig på tværs af landegrænser. Begreber som “remigration” glider ind i den danske debat, og tonen over for muslimer bliver hårdere. En rapport fra TrygFonden, viser, at 84% af det hadefulde indhold online er rettet mod personer med mellemøstlig baggrund. Derudover er 15% af hadet baseret på religiøs overbevisning – og ud af det er 92% rettet mod muslimer, mens 6% rammer jøder. Det rejser et uundgåeligt spørgsmål: Er Danmark et trygt sted at være muslim? Den politiske strategi er tydelig. Vi, der er født og opvokset her, får igen og igen at vide: “Uanset hvad du gør, vil din baggrund og din tro forblive noget, du skal bevise. Igen og igen.”
På deres præmisser.
Danmark forstås ofte som et land med stærk social sammenhængskraft og plads til forskellighed. Men hvad betyder det, når muslimer – en mangfoldig befolkningsgruppe med vidt forskellige liv – konsekvent omtales som en ensartet kategori forbundet med kriminalitet, social kontrol eller “problemer”? Det underminerer ikke kun vores deltagelse. Det underminerer selve idealet om lighed, som Danmark ellers hylder som en grundpille i demokratiet.
For mange i min generation er spørgsmålet derfor ikke længere, om vi kan passe ind. Det er, om det giver mening at bevise, at vi gør det. Skal vi leve under en permanent undtagelsestilstand af forventninger? Eller er det på tide at afvise præmissen, fordi den aldrig har været retfærdig?
Læs også: Dobbeltmoral i kulturpolitikken
Selv om denne generation af danske muslimer er mere engageret, organiseret og politisk bevidst end nogensinde, møder vi stadig en form for mental apartheid: en forestilling om, at vi kun er “gode nok” borgere, hvis vi beviser det mere end andre. Vi forventes at tage afstand fra forbrydelser, vi ikke har begået, og fra hændelser, der fandt sted før vores fødsel. Trætheden er reel, men den er også blevet vores drivkraft. Vi har lært at stå stærkt, fordi vi har været nødt til det.
Danmark er ikke altid et trygt sted at være muslim. Ikke når politikere taler om os for at teste demokratiets grænser. Ikke når partier forsøger at vinde stemmer på bekostning af vores religion. Men Danmark er også det sted, vi er blevet voksne. Hvor vi organiserer os. Hvor vi har venner, naboer og kollegaer, som kender os – ikke karikaturen af os. Det er dér, lyset findes: Vi har været her længe nok til ikke længere at spørge, om vi hører til. Vi ved, at vi gør det. Nu er det på tide, at det politiske system indser det samme.
Vi er hverken farlige eller uintegrerede. Vi er mennesker med værdi, viden, kærlighed – men også grænser. Hvis et demokrati kun kan rumme dem, der ligner hinanden, så er det ikke et demokrati, men en klub. Og vi er ikke medlemmer af en klub. Vi er borgere i et land, vi kalder hjem. Derfor siger jeg det tydeligt: Det er ikke os, der skal bevise vores plads. Det er demokratiet, der skal bevise, at det har plads til os. Indtil de gør det, er kampen ikke vores problem. Den er Danmarks.