Logo for Kriterium med latinske bogstaver i brun skrift ovenpå det arabiske ord "Furqan" skrevet i lysegrøn kalligrafi, på beige baggrund.

Den politiske elite kan ikke tolere islam

I tidligere artikler har vi stillet spørgsmålet, om liberalismen, som er den dominerende ideologi i Danmark og vesten, kan tolerere islam. Med andre ord, om den herskende måde at leve på og indrette samfundet på i vesten – en ideologi som hævder frihed og tolerance for alle – i virkeligheden er intolerant overfor andre ideologier end sin egen herunder i særdeleshed islam.

I denne tredje artikel i serien vil vi gennemgå en række eksempler på den seneste tids liberale intolerance. Eksempler, som cementerer, at liberalismen har overordentligt svært ved at rumme islam og dens altoverskyggende trang til at gennemtvinge sin egen vilje og skabe konforme liberale og sekulære borgere.

De to andre artikler i serien kan læses her og her.

Den tredje erkendelse

Siden ‘krigen mod terror’ begyndte, har vi set forskellige udbrud af liberalismens intolerance over for muslimer, men det er især de seneste år, at debatten har taget en ny drejning med kravet om assimilation. Tidligere hed det sig, at man var integreret, hvis man kunne sproget, var i arbejde og ikke begik kriminalitet. Dette paradigme lykkedes det Frederik Vad, udlændingeordfører for Socialdemokratiet, at ændre med sin tale i Folketinget 5. april 2024.1

Her proklamerede han, at vi står overfor en ”tredje erkendelse” i udlændingedebatten. Det er ikke længere nok at have taget en uddannelse og være i arbejde, ikke begå kriminalitet og betale sine skatter. Nu skal man også have det rette ’mindset’ for at kunne betragtes som en integreret borger. Vad hævdede, at det danske samfund står overfor en sammensværgelse, hvor indvandrere fra muslimske lande underminerer det danske samfund indefra ved ikke at have de korrekte ’værdier’ og den rette ‘ånd’.

Frederik Vad går på kompromis med en af hjørnestenene i et liberalt samfund. Han siger nemlig, at liberalismen ikke længere kan tolerere anderledes holdninger end dens egne. Hvis en muslimsk borger går rundt og mener noget ’forkert’ om demokratiet, eller hvis hans handlinger er motiveret af religion og han mener, at den står højere end noget andet, så er han en ’trussel’ for samfundet og disse typer skal opsnuses med henblik på at afdække, hvor stort ’problemet’ er. Han runder sin tale af med, at der skal være en ”fuld tilslutning til danske værdier”:

”Folketinget ønsker, at alle respekterer grundlæggende værdier og konstaterer, at ægte integration – og det her, det er vigtigt – ikke kun opnås gennem beskæftigelse, uddannelse og danskkundskaber, men gennem en fuld tilslutning til danske værdier.”

Frederik Vad

Man er med andre ord ikke accepteret eller ‘god’ nok, før man har taget de liberale trosdoktriner til sig og fuldt ud konverteret til sekularismens dogmer.

Alex Vanopslagh: Sindelagskontrol i demokratiets navn

Siden Frederik Vad på ny satte gang i debatten om integration i Danmark, har Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, fulgt op med krav om ’sindelagskontrol’ og ’screeninger’ af ansøgere til dansk statsborgerskab. Personer, som ønsker at blive danske statsborgere, skal ifølge Vanopslagh igennem en screeningsproces, hvor det bliver tydeligt, om de deler nogle ’forkerte’ holdninger, dvs. ikke-liberale holdninger. Hvis de gør det, kan de ikke opnå statsborgerskab. Han udtaler:

”Det skal fremover kun være muligt at få statsborgerskab, hvis man reelt deler de værdier, som det vores åbne, liberale samfund og vores grundlov bygger på.”2

Alex Vanopslagh

Ifølge Vanopslagh skal man ikke kunne tildeles dansk statsborgerskab, hvis man ”åbenlyst besidder anti-demokratiske værdier”. Som eksempler nævner han at være medlem af Hizb-ut-Tahrir, at man gentagne gange har hyldet ”jødehad” – hvad end der så ligger i det begreb – samt hvis man er ”åbenlyst fjendtligt indstillet over for homoseksuelle eller kvinder – eller på anden vis har udvist anti-demokratisk adfærd.”3 Der er med andre ord tale om en meget bred og udefineret ramme for, hvad det vil sige at være ”anti-demokratisk”. Faktisk kan termen reduceres til, hvad politikerne mener og ‘føler’ er antidemokratisk. Det er således overladt til politikernes subjektive holdninger, hvornår man er ’værdig’ og hvornår man er ’uværdig’.

Vanopslagh går så langt, at han er villig til at tage dybt indgribende, antiliberale og potentielt ulovlige midler i brug for at spore og opsnappe disse anderledestænkende borgere. Han foreslår, at borgere skal ’screenes’ for udtalelser, engagement og værdier. Vanopslagh er altså med andre ord villig til at erodere det fundament, som liberalismen og demokratiet bygger på, med henblik på at opfange ”antiliberale” holdninger hos borgeren. Alt dette i demokratiets og liberalismens navn, selvfølgelig.

Statsministeren: islam udgør en trussel

Senest har statsministeren også meldt sig på banen, hvor hun nu utvetydigt har stillet sig bag sin spirende nye karrierepolitiker og hans ’tredje erkendelse’. I Jyllands-Posten havde hun et langt interview, hvor hun erklærede sig enig i hans analyse, og at hun mente, at der måtte være noget i religionen islam, som førte til vold, kriminalitet og ’herskermentalitet’. Samtidig pointerede hun, at et samfunds sammenhængskraft afhænger af, at størstedelen af befolkningen deler de samme værdier. Muslimer, mente hun, havde så anderledes værdier, at de udgjorde en trussel, hvis ikke de adopterede de liberale værdier. Nogen løsning på “problemet” havde hun dog ikke.

Det seneste halve års retorik har nu resulteret i den første ’screening’ af kommende statsborgere. I december 2024 har en række borgere været til samtaler med indfødsretsudvalget for at afhøre dem, om deres værdier stemmer overens med det liberale demokrati. Denne form for sindelagskontrol er et direkte resultat af den ændrede retorik i udlændingedebatten. De sidste 20 års ‘krig mod terror’ (læs: islam) har nu kulmineret i den mest åbenlyse form for diskrimination og intolerance. “Hvis du ikke er med os, er du med terroristerne”, som George W. Bush proklamerede i sin post 9/11-tale:

Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with us, or you are with the terrorists.4

George W. Bush

Ansporet af nogle Facebook-opslag som en af ansøgerne lavede for nogle år siden, skal disse borgere nu stå skoleret foran en storinkvisition af folketingspolitikere, som på baggrund af deres egne racistiske holdninger skal afgøre, om en person kan få statsborgerskab. Alle ansøgerne opfylder de objektive kriterier, det som nu afgør deres skæbne, er politikernes nåde.

Konklusion: er der plads til islam i Danmark?

Det er uomtvisteligt, at Danmark går en mørk tid i møde. Det bliver sværere og sværere at leve som muslim og især, hvis man er praktiserende og ønsker at bede fem gange om dagen, faste i ramadanen, tilbede Gud alene og ikke være en slave for de sociale normer og kapitalismens jerngreb, der har skabt forbrugere fremfor mennesker.

Så kan man sige: jamen hvorfor tager I ikke bare “hjem” til jeres eget land? For det første, så er de fleste muslimer født her. Danmark er deres land. De kender ikke til andet. Den eneste grund til, at de er i Danmark, er fordi vesten har skabt krige i deres forfædres hjemlande for at udbrede “liberalisme” og “demokrati”.

For det andet, så blev muslimer lovet en drøm. En drøm om at kunne leve i frihed og værdighed, som dem de er. Det vil sige med religionsfrihed til at dyrke deres religion og leve i sameksistens med det omgivende samfund. Hvis det samfund er blevet så intolerant af sekularismens fanatisme, så bliver spørgsmålet, om det bare var en drøm?

Var der bare tale om et falsk koncept, et fatamorgana, som lyder godt på papiret, men som ikke gælder i virkeligheden? Liberalismen bliver testet i disse dage, men konklusionen er klar:

Liberalismen kan ikke tolerere islam.

  1. https://www.dansketaler.dk/tale/frederik-vads-tale-i-folketinget-om-udlaendingestramninger ↩︎
  2. https://www.facebook.com/share/p/15BSHHfeDN/ ↩︎
  3. https://www.facebook.com/share/p/15t4qAiJqA/ ↩︎
  4. https://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/09/20010920-8.html ↩︎
Del artiklen: