Det sker hele tiden og er en absurd cyklus. Først var problemet, at vi var kriminelle. Så var det sproget. Så var det kønsopdelt svømning. Nu er vi veluddannede og i arbejde, men så er fortællingen, at vi undergraver samfundet indefra. Vi har vundet hver eneste kulturelle “test”, blot for at opdage, at målstregen flyttes, hver gang vi når den.
Og med en valgkamp lige rundt om hjørnet er det vigtigt, at vi stiller os selv det spørgsmål: Hvorfor spiller vi overhovedet med? Der vil altid være et nyt narrativ, som vi føler os tvunget til at modbevise, så længe vi lader dem definere spillets regler.
I det seneste afsnit af Det, Muslimer Taler Om kalder Omar Alkhatib os for ”islamofobidetektiver”. Han har ret. Men vi skal turde se sandheden i øjnene. Problemet er ikke kun, at vi overvåger deres hykleri. Problemet er, at vi er holdt op med at definere, hvad islam er, fordi vi har travlt med at være apologeter for, hvad det ikke er.
Virkeligheden på jobbet og studiet er dog mere kontant. Her er ”detektiven” ikke en hobby; det er en overlevelsesmekanisme. Vi er bange for, at hvis vi ikke fanger fordommen i opløbet, koster det os respekten i frokoststuen eller karrieren. Vi har ladet os nøje med at være brandslukkere, fordi vi føler, det er den eneste måde at navigere sikkert på.
Hver gang en politiker smider en tændstik, bruger vi vores pauser på at få folk til ikke at hade os. Vi ruller forsvarstalen ud: ”Islam er ikke kvindeundertrykkende,” ”vi er ikke antidemokratiske.” Når vi gør det, har vi allerede tabt. Vi har givet modstanderen lov til at definere banen. Det er ikke åndelig oprustning, men åndelig kapitulation.
Læs også: Politisk hjemløshed: et strukturelt vilkår?
Intentionen kender ingen titler. Min opfordring er ikke ment kun til den ressourcestærke muslim. Det er en åndelig rustning for alle. Når du sidder ved kassen i Netto og vælger at møde verden med islams karakter og ihsan, så er det ikke bare kundeservice – det er en definitionsmagt, der gør dig suveræn i din egen hverdag.
Lad os ikke forveksle autenticitet med passivitet. Vi skal have stærke stemmer og organisationer, der tager de systemiske kampe. Men vi må ikke begå den fejl at tro, at hver enkelt muslim skal fungere som et omvandrende forsvarskrift i hver eneste frokostpause. I stedet for at bruge tid på at få folk til ikke at hade os, skulle vi måske prøve at kalde folk til islam ved at vise, hvor berigende det faktisk er at være muslim, så vi selv sætter rammen for samtalen.