Kommentar af Amar El Chiekh Khalil
B.T. har for nylig bragt en artikel om den unge influencer, Mohamed Junasen, kendt som “Le Mo”, der nu risikerer op til fire års fængsel for udtalelser, han selv afviser som en opfordring til vold.
Man kan diskutere hans formuleringer. Man kan være uenig i hans retorik. Men man kan ikke ignorere, at vi ser et mønster: Når muslimer taler højt, særligt om Palæstina, falder øksen, både i medierne og juridisk. Når andre inden for andre mærkesager siger: “Vi kæmper for vores rettigheder” eller “Vi må ofre for de kommende generationer”, bliver de kaldt modige, handlekraftige og principfaste.
Når medier og myndigheder konsekvent udvælger, forvrænger og overeksponerer muslimers ord mens konteksten udelades, er det ikke journalistik; det er hetz. Og vi har set lige netop dette i et voksende omfang den seneste tid. Vi så det for nylig med Aqeel-sagen, og nu ser vi det igen.
Det sker i en tid, hvor et folkemord vidnes på vores skærme. Palæstinensere udsultes, massakreres og fordrives. Danmark, som ellers bryster sig af at værne om menneskerettigheder og internationale love, medvirker ved at støtte op om den stat, der begår disse forbrydelser. Hvor er lovparagrafferne, når et helt folk nægtes mad og vand? Hvor er overskrifterne om brud på konventioner?
Det, jeg hører i Mohamed Junasens ord, er ikke en opfordring til blind vold, men et desperat råb fra en ung mand, der, ligesom mange af os, har demonstreret, boykottet, skrevet, delt og protesteret i årevis, mens massakren kun er blevet værre. Vi har løftet skilte, flag og vandmeloner i snart tre år, mens antallet af døde stiger. Hvor længe skal man råbe, før nogen lytter?
I stedet for at se på den frustration og magtesløshed, mange danske borgere føler, vælger man at pille enkelte sætninger ud og bruge dem til at undertrykke hele budskabet. Det er en velkendt kolonimagtstaktik: At vende blikket mod oprøreren, så man ikke behøver se på det, oprøret handler om.
Jeg opfordrer ikke til vold. Jeg opfordrer til, at vi bruger de værktøjer, vi har til rådighed: lægger pres på vores egne politikere, kræver handling fra EU, og stiller magthaverne til ansvar for medvirken til forbrydelser mod menneskeheden.
For når vi kriminaliserer de undertryktes råb men tier om undertrykkerens handlinger, er vi ikke neutrale. Vi er medskyldige.