Indlæg af Amar El Chiekh Khalil (gæsteskribent)
“Der kommer først fred, når palæstinenserne elsker deres børn mere end de hader israelerne”1.
Morten Dahlin (V), Kirkeminister
Palæstinensere elsker deres børn som alle andre forældre, og ingen har ret til at antyde andet. At tilkendegive andet er en umenneskeliggørelse, der fjerner fokus fra de strukturelle årsager til folkedrabet, blokaderne og brud på menneskerettigheder.
Palæstinensere har båret en ufattelig byrde, ofret mere end de fleste kan forestille sig, og lever hver dag med tab, ingen forælder bør kende. De bærer hver dag deres børn i hvide klæder, klar til at lægge dem i jorden. Hvis ikke dræbt, så bevidner de deres børn uden legemer, velvidende, at de aldrig vil kunne lege, som de plejer. Velvidende, at de er deres eneste kilde til beskyttelse, for verden derude, politikere som Dahlin, beskytter dem ikke.
Disse nedsættende og afstumpede udtalelser får mig til at tænke på et mønster af dansk retorik rettet mod forældre af anden etnisk baggrund. Det får mig til at tænke på min egen mor, på alle de mødre, der har forladt alt, de kender, og er begyndt forfra i et fremmed land. Som har båret deres børn i den ene hånd og et fremtidshåb i den anden og bygget et hjem op fra nul med ubearbejdet trauma.
En mors kærlighed til sine børn
Min mor kom til Danmark som 25-årig. Hun ville gerne lære sproget, forstå samfundet og finde sin plads. Hun vidste, at den bedste måde at lære dansk på var at se dansk TV, høre danske nyheder, deltage i samtaler og fællesskaber. Men det danske TV var ikke bare sprog; det var også kultur, historie og dansk tradition. Og hun stod over for et valg: Skulle hun fordybe sig i det danske sprog og dermed den danske kultur og risikere, at hendes børn mistede deres arabiske kultur, eller skulle hun holde fast i det arabiske og tage ansvar for, at hendes børn blev forankret i deres rødder?
Hun valgte os, sine børn. For hun vidste, at vi nok skulle lære dansk i skolen. Men hvem ville lære os arabisk, hvis ikke hun gjorde det? Hvem ville sikre, at vi kunne tale med vores bedsteforældre, forstå vores kultur, vide hvor vi kom fra?
Min mor er højtuddannet. Udover en bachelorgrad fra Libanon, har hun en bachelor og kandidatgrad fra et land, hvor sproget ikke engang var hendes modersmål. Hun er intelligent, disciplineret, lærenem. Alligevel har hun måtte lægge øre til kritik; At hun ikke taler godt nok dansk, og at hun derfor ikke er “integrationsvillig”, selvom hun har deltaget aktivt i samfundet og det frivillige arbejde.
Men dem, der kritiserer hende, ville de have valgt det samme? Ville de have opgivet deres karrieredrømme, sociale netværk og sproglige ambitioner for at sikre deres egne børns kulturelle forankring? Ville de være i stand til at tage en bachelor og kandidat på et sprog, der ikke var deres? Et sprog, de knap nok kunne snakke?
Og hvad med lærerne i folkeskolen? Dem, der mente, at vi, hendes børn ikke havde et tilstrækkeligt ordforråd? At vi burde se mere dansk TV. At vores mor burde gøre mere. Gøre det bedre. “Lad dem se mere Matador,” sagde de. “Og så kunne du jo se med, og lære lidt af det,” sagde de. De vidste ikke, at vi var på en anden rejse. At dét at være tosproget ikke er et minus, men en gave, der bare kræver tid og anerkendelse. De vidste ikke, at hun kludrede med ordene på dansk, fordi hun oversatte alt i sit hoved. De vidste ikke, hvor intelligent og skarp hun var på sit modersmål.
En mors selvopofrelse
Forskning viser, at tosprogede børn ofte har en styrket metakognitiv bevidsthed og bedre evne til at lære nye sprog senere i livet (Bialystok, 2001). Men deres sproglige udvikling kan tage længere tid, særligt hvis deres tosprogethed ikke anerkendes, men problematiseres. De skal ikke sammenlignes med børn, der kun lærer ét sprog. Det er ikke færre ord, det er flere verdener.
Jeg er et resultat af min mors valg. Jeg er en forfatterspire. Medicinstuderende. Stifter af en frivillig landsdækkende forening. Empatisk, solidarisk og humanist. Og jeg er tosproget. Ikke på trods af, men på grund af min mors selvopofrelse.
Så næste gang du møder en kvinde, der taler gebrokkent dansk, spørg ikke, hvad hun har gjort forkert. Spørg dig selv, hvad hun har valgt fra for at give sine børn noget, du måske tager for givet. Spørg dig selv, hvad hun har ofret for at tale smukt dansk.
Ligesom du næste gang vil udtale dig om de palæstinensiske forældres kærlighed til deres børn, så spørg dig selv, hvad de har ofret, for at sikre deres børns sikkerhed og udvikling.
- https://www.bt.dk/politik/ekspert-om-politianmeldelse-af-minister-det-er-ikke-strafbart ↩︎