Dette er anden del i serien om menneskerettigheder, og hvordan de bruges som et neokolonialistisk redskab til at styre muslimske lande. Første del i serien dykker ned i historien bag kolonitiden, og hvordan liberalismen som ideologi var en drivende faktor i spredningen af imperialisme, etnocentrisme og racisme. Anden del handler om, hvilke værktøjer liberalismen gør brug af i dag til at fortsætte det neokoloniale projekt om at påvirke og dominere de muslimske lande.
I artiklerne undersøger vi følgende påstand:
Er menneskerettighederne i virkeligheden et neokolonialistisk værktøj, som bruges til at sprede vestlige værdier og imperialistiske interesser i de muslimske lande?
Læs første del her: Menneskerettigheder som et imperialistisk værktøj
For at forstå forholdet mellem kolonitiden og den postkoloniale tid, vi lever i idag, er det bedst at forstå det ud fra et magtforhold. En stat har “magt”, når den kan tvinge andre til at gøre, som den vil. Enten ved hjælp af trusler om vold (dvs. militære angreb) eller ved at tilbyde goder (dvs. økonomiske fordele). Jo større ulighed, der er i verden, desto større effekt har denne magtbalance. Militære trusler virker mest effektivt på dem, som er militært svagere, og pressioner om økonomiske gevinster virker bedst på dem, som er fattigere. Både kolonitiden og den postkoloniale tid er kendetegnet ved en enorm ulighed i magtbalancen.
I begge perioder har vestlige stater brugt deres overlegne teknologiske, økonomiske og militære styrke til at skabe enorm velstand, som gør det muligt for vestlige stater at udøve magt over svagere stater gennem trusler om vold eller økonomisk belønning. Under kolonitiden var denne magt meget direkte i form af tvungen vestlig tilegnelse af jord og menneskelige ressourcer i form af slaveri. Vestlige nationer besatte de koloniserede områder og etablerede formelt kolonistyre. Slutningen på Anden Verdenskrig markerede begyndelsen på den postkoloniale æra. De gamle imperier blev opløst og ikke-vestlige folk blev formelt givet politisk selvstændighed. Samtidig blev De Forenede Nationer (FN) oprettet, og USA blev den mest dominerende vestlige nation, da den uden sammenligning var stærkest teknologisk, økonomisk og militært.
De Forenede Nationer
FN er et internationalt organ, som bruges til at promovere “udvikling” og “fremgang”. Organet er struktureret på en måde, så vestlige stater har en fordel via “funding”. Vestlige nationer er rigere og kan dermed bidrage med større poser penge. Denne pengemængde køber indflydelse i forhold til, hvordan organet skal køres. Derudover har de vestlige nationer en særlig position i FN’s sikkerhedsråd, som giver dem vetoret i forhold til vigtige internationale beslutninger. Sidst men ikke mindst, er FN’s hovedsæde placeret i USA.
FN står for at implementere “udviklingsprogrammer” i såkaldte udviklingslande (“u-lande”). På denne måde fremmer FN et sæt (amerikanske/vestlige) værdier og menneskerettigheder, som er i konstant udvikling og forandring. Til dette formål gør vestlige stater især brug af NGO’er, hvor vestlige institutioner, fonde og multinationale selskaber er de største økonomiske bidragsydere til disse ikke-statslige organisationer (NGO’er).
Formelt set har de tidligere kolonier opnået selvstændighed, og styres ikke længere af de gamle vestlige imperier. Dog påvirker de tidligere kolonimagter stadig de gamle kolonier på en mere indirekte måde gennem FN og NGO’er. Gennem truslen om magtanvendelse (læs: militære midler) eller ved at friste med økonomiske gevinster, kræver vestlige stater, at ikke-vestlige stater indordner sig de konstant forandrende liberale normer og værdier, og at de tillader vestlige nationer at oprette NGO’er i deres lande. På denne måde forbliver vestlige stater dominerende i den internationale magtstruktur. FN kan ses som en slags fortsættelse af de gamle imperiers traktater og aftaler om, hvordan de skal dele verden og koordinere deres fælles udviklingsprojekter, herunder den “civiliserende” mission og spredningen af “universelle” menneskerettigheder. På samme måde kan sekulære NGO’er ses som en fortsættelse af kolonitidens kristne missionerende NGO’er.
‘Gode’ og ‘dårlige’ undersåtter
På samme måde som de vestlige liberale imperier regerede muslimer gennem en form for autoritært styre, på samme måde anvender postkoloniale stater autoritære styreformer, hvor den religiøse infrastruktur er under tæt kontrol og bevågenhed. Dette med henblik på at bringe “udvikling” og “fremgang” til deres muslimske befolkningsgrupper. Generelt kan disse stater beskrives som liberale eller i det mindste positivt stemte over for liberalismen særligt efter kommunismens fald i 1980’erne. Dette gælder på trods af den kortvarige islamiske vækkelse, som fandt sted mellem 1970 og 2000. I denne periode var der et midlertidigt tilbageslag for de liberaliserende tendenser i den muslimske verden, men efter 9/11 er de definitivt fejet af vejen. Således har postkoloniale muslimske stater love og retssystemer, som er nedarvet fra liberale europæiske imperier fra kolonitiden. Visse islamiske normer finder stadig delvis anvendelse indenfor familieret, eller når det kommer til blasfemi, sex og narkomisbrug, men islamisk lovgivning strækker sig typisk ikke udover disse områder.
Ud fra et vestligt perspektiv falder muslimer bredt set ind under to overordnede kategorier. Der er “gode muslimer”, som accepterer den nuværende status quo, vestens dominans og de eksisterende magtstrukturer. De har købt idéerne om sekularisme, liberalisme og kapitalisme, og er for det meste kun muslimer af navn. De “dårlige muslimer” kategoriseres som ‘fanatikere’ eller ‘ekstremister’. De er kritiske overfor det herskende vestlige paradigme og den postkoloniale magtstruktur, som de søger at løsrive sig fra. Vestlige politikere og beslutningstagere belønner og støtter de “gode muslimer” og straffer de “dårlige muslimer”.
Siden den universelle menneskerettighedserklæring i 1948 og senere konventioner i 1966, 1979 og 1989, har FN stået i spidsen for en konstant strøm af evigt skiftende moralske love i form af ‘menneskerettigheder’. Muslimske stater med “gode” muslimske ledere justerer gradvist deres forfatninger og retssystemer til at inkorporere FN’s menneskerettigheder, mens “dårlige” muslimske ledere er tøvende og modvillige. NGO-aktivisme hjælper med at skubbe denne proces fremad.
NGO-aktivisme kommer til udtryk på mange forskellige måder, men primært ved at dokumentere menneskerettighedsovertrædelser, køre mediekampagner gennem udgivelser og sociale medier, organisere demonstrationer, betale menneskerettighedsadvokater, der kan køre sager mod staterne samt advokere for reform af retssystemet/lovgivningen, f.eks. i form af afkriminalisering af blasfemilovgivning, udenomsægteskabelige forhold etc.
‘Reform-islam’
Med finansiering og støtte fra vesten bruger muslimske stater den religiøse infrastruktur, som de kontrollerer, til at promovere en reformeret version af islam. Denne form for islam kræver absolut passiv underkastelse til regeringen og den sekulære stat. Den giver afkald på at bekæmpe uretfærdighed og korruption og især den, som kommer til udtryk fra statsapparatet. Det er en udgave af islam, som er i konstant overensstemmelse med de seneste udviklinger og trends, når det kommer til menneskerettigheder, og den er parat til at implementere nye fortolkninger uden tøven, så de stemmer overens med det herskende liberale paradigme. Denne udgave af islam spredes til de muslimske masser gennem statsansatte muftier, fredagprædikener i statsejede moskéer, og programmer på statskontrollerede tv- eller radiokanaler. Man kan kalde det ‘reform-islam’.
Reform-islam bliver mast ned i pensummet i de statsstyrede skoler og universiteter, herunder de forskellige prominente islamiske universiteter som Azhar-universitetet i Kairo og det islamiske universitet i Madina. Reform-islam, dvs. en udgave af islam, som stemmer overens med det senest opdaterede liberale paradigme, står også for at omfortolke og opdatere den lille rest af religiøs lovgivning, som finder anvendelse ved domstolene. NGO’er bidrager til denne udvikling ved advokere for reform-islam gennem sociale mediekampagner, omskrive pensum og udgive nye bøger til de statslige uddannelsesinstitutioner samt komme med forslag til ny lovgivning.
Europæiske stater bruger lignende værktøjer til at kontrollere deres muslimske borgere, som er migreret til vesten som et resultat af kolonialismen. Pensum i de statskontrollerede uddannelsesinstitutioner (folkeskole/ungdomsuddannelse/universitet), tager særlige midler i brug for at sikre, at muslimer assimileres til en liberal vestlig måde at leve på. Disse inkluderer undervisning af børn i menneskerettigheder og at gøre det svært, hvis ikke umuligt, for dem at overholde ortodokse religiøse måder at leve på i forhold til påklædning, kost og tilbedelse. Eksempler på disse er hijab- og niqabforbud, forbud mod bøn i skolen, tvungen svømmeundervisning med vestlig dresscode, mangel på halal kantinemad etc. Voksne udlændinge skal tage undervisning, der skal indprente vestlige værdier, før de kan gå til statsborgerskabsprøver. Dem, som viser modstand mod vestlige liberale værdier, f.eks. ved at nægte at give hånd til det modsatte køn, vil risikere at få afvist deres statsborgerskabsansøgning og blive udvist.
Konklusion
Det er den gængse opfattelse, at liberalismen er anti-autoritær, og det antages derfor ofte, at muslimske majoritetslande er autoritære og undertrykkende, fordi de endnu ikke har omfavnet og implementeret vestlig liberalisme. Antagelsen går på, at hvis bare de accepterede liberalt demokrati, så ville autokrati og undertrykkelse forsvinde. Denne opfattelse stammer fra en hvidvaskning af historien og en misforstået fortolkning af liberalismen. Sandheden er, at de fleste muslimske lande har liberale regeringer, som har styret med brutale autoritære undertrykkelsesmetoder. Det kan godt være, at denne form for liberalisme kommer til udtryk på en anden måde end i vesten, men dette skyldes blot at liberalismen tager forskellige afskygninger alt afhængigt af, hvilke befolkninger, den styrer.