Dette er første del i en todelt serie, hvor vi dykker ned i menneskerettighederne, og hvordan de bliver brugt som et neokolonialistisk redskab til at sprede vestlig dominans i den muslimske verden. Første del i serien dykker ned i historien bag kolonitiden, og hvordan liberalismen som ideologi var en drivende faktor i spredningen af imperialisme, etnocentrisme og racisme . Anden del handler om, hvordan menneskerettigheder bliver brugt i dag til at fortsætte det neokoloniale projekt om at påvirke og dominere hele verden, men især de muslimske lande.
Er menneskerettighederne i virkeligheden et neokolonialistisk værktøj, som bruges til at sprede vestlige værdier og imperialistiske interesser i de muslimske lande?
Under kolonitiden etablerede vestlige liberale stater enorme imperier, som kom til at omfatte næsten hele den muslimske verden. Vestlige stater udarbejdede specifikke metoder til at regere over muslimerne, metoder, som stadig anvendes i dag i den postkoloniale æra.
Den gængse opfattelse er, at liberalismen – den dominerende ideologi i vesten – ikke opfordrer til imperialisme, etnocentrisme og racisme, men liberale staters politik både under og efter kolonitiden tegner et andet billede. Her tyder alt på, at liberalismen i virkeligheden understøtter og måske ligefrem har haft til hensigt at promovere en imperialistisk, racistisk og etnocentrisk tankegang.
Denne artikelserie viser, hvordan vestlige liberale stater stadig regerer muslimer gennem et nyt værktøj – menneskerettighederne – som bruges til at styre og liberalisere de muslimske nationer – en ny form for kolonialisme.
Læs også: Hvad er liberalisme?
Tab af tradition, tab af mening
Liberalismen opstod omkring det 18. århundrede, hvor den introducerede det moderne koncept om “menneskerettigheder” eller “Rights of Man”. Ifølge dette koncept har alle mennesker ‘ret’ til visse grundlæggende rettigheder, som defineres ud fra liberale idealer. Disse inkluderer frihed, lighed og humanisme.
Siden det 18. århundrede er menneskerettighederne blevet set som dynamiske og konstant skiftende. Fremgang og “udvikling” bliver ligestillet med fremskridt i vores moralske tænkning og vores syn på, hvad der er ‘rigtigt’ og ‘forkert’. Derfor bliver lovgivning hele tiden revideret og “opdateret” – engang var homoseksualitet ikke en ‘menneskeret’, det er det i dag. Det er en konstant proces mod evigt større ‘friheder’ og ‘rettigheder’ til det enkelte individ.
Liberalismen angriber præmoderne sociale normer og måder at indrette samfundet på med en særlig aggressivitet. Dette skyldes, at den opfatter traditionelle måder at leve på som værende i strid med menneskerettighederne. Dette gælder for traditionelle kristne, jødiske og muslimske samfund, som alle værdsætter sociale bånd relateret til ægteskab, familie, religion og community, som nogle af de vigtigste værdier i samfundet. Men da liberalismen og menneskerettighederne sætter det enkelte individ højere end disse hensyn, clasher de med traditionelle normer og værdier. Fordi liberalisme sætter så meget fokus på individualisme, lægger den mindre vægt på sociale bånd og er ofte fjendtlig over for dem.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
I løbet af det 19. århundrede anerkendte mange europæere, at liberalismen – dvs. den konstante forøgelse i individuel frihed og lighed – var årsagen til opløsningen af den sociale sammenhængskraft. Tab af mening og tab af tradition, som normalt havde været den lim, der holder samfundet sammen, var begyndt at bryde op som et resultat af bevægelsen væk fra tradition og ind i den moderne tidsalder.
Liberalismen ser tradition og religion som værende i strid med det liberale frigørelsesprojekt. Dette har ledt til et kald om at ‘reformere’ religion, så de religiøse tekster fortolkes på en måde, der stemmer overens med skiftende opfattelser af menneskerettigheder. I det 18. århundrede lykkedes det de liberale kræfter at reformere protestantismen og katolicismen, således at teksterne understøttede en fortolkning, der tillod religionsfrihed, dvs. retten til at frafalde sin religion, skifte sin religion, eller ikke at have nogen religion. Dette var et stort skift fra tidligere tiders opfattelse af, at alle, som ikke var kristne, ville ende i helvede. Nogle liberale tænkere som Immanuel Kant gik så vidt som at kræve, at alle religioner skulle gennemgå en kontinuerlig reform, så de stemte overens med skiftende tiders moralske progression, dvs. skiftende opfattelser af ‘menneskerettigheder’.
Den hvide mands byrde
Liberalismens syn på menneskerettigheder er flettet sammen med dens syn på “civilisatorisk fremgang” og imperialisme. Siden det 18. århundrede har liberalismen som ideologi været associeret med et særskilt syn på historien. Ifølge dette historiesyn udvikler menneskelige samfund sig både materielt og moralsk over tid. Materiel fremgang forstås som kontinuerlig vækst i videnskabelig viden, teknologi og økonomisk produktion. Moralsk fremgang forstås som kontinuerlig udvikling af menneskerettigheder. I det 18. og 19. århundrede blev begrebet “civilisatorisk fremgang” brugt til at beskrive denne proces, hvorimod det i dag blot er kendt som “udvikling”. Vi taler om “udviklingslande” og liberale vestlige samfund vil hævde, at de har opnået det højeste stadie af menneskelig udvikling og fremgang.
Siden slutningen af det 18. århundrede har vestlige tænkere, politikere og beslutningstagere støttet idéen om, at liberalismen skal spredes til alle verdens hjørner, og at den har en iboende universel berettigelse skænket af ‘naturens orden’. Denne ‘civiliserende mission’ – også kendt som “den hvide mands byrde” – hævder, at det er op til den oplyste hvide europæer at civilisere og kultivere resten af verden, barbarerne, som er fanget i præmoderne opfattelser af sociale normer og samfundsindretning. Det forventes, at mange ikke-vestlige samfund vil modsætte sig denne “civiliserende mission” af frygt for at det vil ødelægge deres måde at leve på, deres sociale normer, religiøse traditioner og sociale bånd. Derfor er det den hvide mands byrde, at han bliver nødt til at gøre det med tvang, vold og autoritære foranstaltninger. Resten af verdens folkeslag er ikke modne nok, deres hjerner ikke udvikledede nok til at de har opnået den samme oplysning, som den hvide mand. Derfor skal der oprettes politisk autoritær kontrol over ikke-vestlige samfund for effektivt at kunne eksportere nye teknologier og økonomiske og politiske institutioner, der skal tvinge ikke-vestlige folkeslag til at tage “udvikling”, “fremskridt” og “oplysning” til sig.
Mellem det sene 18. og midten af det 20. århundrede har liberale vestlige stater etableret enorme imperier, der har undertvunget de lokale befolkninger vestlig dominans og kontrol af både menneskelige og naturlige ressourcer. Med invasionerne og undertvingelsen af de muslimske lande, har imperierne påført oprindelige folkeslag millioner af dødsfald.
Part to
Under kolonitiden indførte de europæiske imperiale magter direkte lovgivning i de koloniserede territorier, som skulle gennemtvinge en social samfundsændring bygget på vestlige idealer om frihed, lighed og menneskerettigheder. I dag er denne opgave overtaget af det internationale organ FN, hvis opgave det er at sprede vestlige værdier til hele verden og opretholde en liberal verdensorden. I den næste artikel i denne topartsserie, dykker vi ned i det postkoloniale projekt om at sprede menneskerettigheder og skabe religiøs reform med henblik på at bringe alle samfund og alle religioner ind i en ny verdensorden bygget på vestlige liberale værdier.