22 nye initiativer til øget statskontrol af muslimers værdier

”Alt for mange – især minoritetsetniske kvinder – i Danmark lever i parallelsamfund, der baserer sig på forstokkede og formørkede værdier. Et usynligt fængsel, hvor de ikke kan leve det liv, de ønsker. (…) Vi lancerer derfor en pakke med adskillige initiativer, der skal hjælpe de modige unge mennesker, som står midt i en frihedskamp mod forældede normer og negativ social kontrol. Deres kamp mod forstokkede værdier og undertrykkelse bør være vores alles kamp for frihed til at leve det liv, man ønsker.”

Ordene tilhører Kaare Dybvad Bek og d. 19.01.2025 lancerede Udlændinge- og Integrationsministeriet endnu en ”hjælpepakke” til ofrene for negativ social kontrol. Med et arsenal bestående af 137 millioner kroner har regeringen formuleret 22 nye tiltag til at få bugt med negativ social kontrol og parallelsamfund.

De 22 indsatser udmønter sig i disse 4 indsatsområder:

Styrket indsats mod parallelle retspraksisser.
Støtte til og sikkerhed for ofre for negativ social kontrol.
Et børne- og ungdomsliv på lige fod med andre.
Indsats mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold.

Indsatser, der alle skal forebygge og hjælpe ulykkelige cases, som nationale sikkerhedskonsulenter har indsamlet data om, og som bliver skitseret i handlingsplanen.

Her bliver der bl.a. berettet om Zahra, der må bide sine kunstige negle af, fjerne makeuppen og tage et tørklæde på, når hun får fri fra gymnasie og skal hjem. Zahra lever et dobbeltliv, hvor hun skjuler sin danske ikke-muslimske kæreste Felix fra familien.

Eller Hafsa, der bliver overvåget af sin kriminelle mand Alis familie, mens han sidder i fængsel.

Eller Hülya, der kun må gå på SOSU-skolen, hvis hun går i klasse med sin brors kone. Noget der hæmmer hendes socialisering med de andre elever. Samtidig viser en nylig medborgerskabsundersøgelse, at personer over 30 år fra MENAPT-lande i højere grad vurderer, at det ikke er i orden, at deres datter bliver kæreste eller gift med en person med anden religiøs overbevisning, eller har sex før ægteskabet. Holdninger som man mener at kunne spore tilbage til høj selvvurderet religiøsitet.¹

Handlingsplanen angiver yderligere:

”Vi ser parallelsamfund, der helt eller delvist vender ryggen til det danske samfund; som søger at opretholde værdier og leveregler i forhold til ligestilling, seksualitet mv., der står i modsætning til grundlæggende værdier og regler i Danmark. Det undertrykker det enkelte menneskes frihed. Og det sætter sammenhængskraften i det danske samfund under pres.”²

Alt dette, må man lade sig forstå, inviterer til en frihedskamp, hvor regeringen er selvudnævnt bannerfører for emancipationen af den muslimske kvinde. En frihedskamp, der også kræver et opgør med værdier – særligt de “formørkede” og “forstokkede” af slagsen med ophav i MENAPT-landene.

At regeringen blæser op til værdikamp under dække af kamp for frihed for den muslimske kvinde, er der intet odiøst i. De samme floskler er blevet brugt i de seneste 20 års debat om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

Og ærindet har været tydeligt helt fra daværende kulturminister Brian Mikkelsens famøse tale i 2005 til De Konservatives årsmøde, hvor han blæste til kulturkamp med ordlyden:

”En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur […]. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye front.”

Den første rapport, der fremhævede problemstillinger omkring social kontrol for muslimske kvinder, var undersøgelsen: ”At være muslimsk kvinde i Danmark”³, der blev bestilt af daværende ligestillingsminister Karen Jespersen, som i dag leder netavisen “Den Korte Avis”, der er kendt for sine indvandrerkritiske holdninger.

Denne blev fulgt op af undersøgelsen: ”Ung i 2011 – Nydanske unges oplevelse af social kontrol, frihed og grænser.”⁴

På foranledningen af bl.a. disse undersøgelser og et indædt politisk ønske om handling, iværksatte man den første nationale strategi mod æresrelaterede konflikter, der dengang bestod af 32 initiativer initieret af Karen Hækkerup. Der blev bl.a. ved satspuljeforhandlingerne for 2012 afsat 24 millioner kr. i perioden fra 2012 -2015 til disse indsatser.⁵

I 2016 blev denne suppleret af en National handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Her blev der i perioden fra 2017 – 2020 afsat 73,5 millioner kroner til udmøntning af handlingsplanen.

I 2018 og 2021 blev der med fokus på stramning af eksisterende lovgivning, parallelsamfund og den famøse ”ghettopakke” iværksat nye indsatser og i 2022 valgte regeringen i sit regeringsgrundlag, at indskrive et større og vedholdende fokus på opgøret med social kontrol.

I en tid hvor eksperter råber vagt i gevær om en ungdom, der lever mere i den virtuelle verden end den virkelige verden, hvor Sundhedsstyrelsen beretter om en stigning på 200 procent i unge, der er blevet indlagt med opioidforgiftning⁶, hvor en herskende alkoholkultur udsætter unge for massivt drikkepres⁷, og hvor kurven for dårligt mentalt helbred er støt stigende – særligt for unge kvinder i alderen 16-24 år⁸ – er det tankevækkende, hvordan regeringen anser muslimsk praksis, identitet og familieliv som en af sine mest prioriterede fokuspunkter.

Indsatserne, der er blevet lanceret, væver imellem cases, der sidestiller vold, sociale udfordringer, kriminelle forhold og forfølgelse med værdier, der kan tilskrives enhver muslim der bekender sig til en traditionel islamisk forståelse.

I den kommende tid vil der være en nøgtern afdækning af disse initiativer og indsatser. Øgede beføjelser til intervention af muslimske familier og mandat til statsstyret tankepoliti er det største vidnesbyrd på et liberalt samfund i frit fald.

Del artiklen: