Denne artikel er første del af en trepartsserie, hvor vi dykker ned i liberalismen og dens manglende evne til at rumme andre ideologier end dens egen, herunder i særdeleshed islam.
Liberalismen er i dag den dominerende ideologi i Danmark og Vesten. Den bygger på en idé om at maksimere det enkelte individs frihed, lighed og ret til selvbestemmelse. Hvis ikke man går ind for dette livssyn, anses man for samfundsundergravende og en trussel mod det eksisterende liberale demokrati.
Muslimer står især for skud, da de holder fast i et verdenssyn, som på visse punkter strider med det dominerende vestlige verdensbillede. Muslimer underkaster sig ikke deres eget ego, dets lyster og tilbøjeligheder, men tilbeder alene den Ene Gud, skaberen af mennesket og universet. Ved ikke at sætte egne lyster først, har muslimen allerede dér trodset det herskende paradigme, der sætter individ, forbrug og kapitalistiske interesser først.
Derfor kører der i disse dage en velsmurt kampagne, som skal mistænkeliggøre muslimen og fremstille ham som en latent fare, der søger at omstyrte det eksisterende samfund.
Konspirationsteorien fra det islamforskrækkede segment går ud på, at muslimer i al hemmelighed er organiseret i én stor loge, et hemmeligt broderskab, hvor der er en masterplan om at overbefolke og omstyrte vestlige samfund. Muslimer udfører blot taqiyya (i.e. lyver), når de hævder ikke at kende til denne globale sammensværgelse.
Teorien er selvfølgelig absurd og kunne ikke være længere fra sandheden.
Muslimens rolle i vesten
Muslimer indgår i europæiske samfund med en ‘social kontrakt’ om at overholde samfundets love, ikke kalde til voldelig revolution eller på andre måder søge at undergrave sammenhængskraften i samfundet. Det betyder dog ikke, at man bliver en passiv borger, der svæver igennem samfundet som et støvkorn uden at efterlade et positivt aftryk. Tværtimod gør man brug af sine grundlovssikrede rettigheder til at påvirke samfundet i en positiv retning for at bidrage til løsningen af samfundets problemer.
Ved at gøre brug af disse værktøjer, som det ‘frie’ vestlige samfund stiller til rådighed for sine borgere, burde der ikke være noget problem i at have andre holdninger og meninger end majoritetssamfundet. Der burde ikke være noget problem i at indgå i ideernes ‘frie markedsplads’ og forklare, hvorfor det islamiske verdenssyn er bedre og har løsningerne på det moderne samfunds problemer. Hvis man bliver overbevist, så er det godt, og hvis man ikke bliver overbevist, er det også OK. Ingen grund til at slås om det.
Alligevel ser vi en tendens til, at det liberale samfund ikke længere vil tolerere, at en vis befolkningsgruppe har et andet verdenssyn end det dominerende. Vi skal være konforme og have de samme tanker. Kun på den måde kan man skabe en befolkning, som er lydig og makker ret. For mange med et divergerende værdisæt vil, ifølge politikerne, underminere samfundets sammenhængskraft.
Man går på kompromis med egne liberale principper om ‘frihed’ og ‘individets grundlæggende rettigheder’ i et forsøg på at tvinge konformitet og ensformighed over danskerne. Der synes at ske en opdeling, hvor rettighederne kun gælder for dem, som har adopteret det vestlige verdenssyn. Individer med et andet værdisæt skal leve som andenrangsborgere og opfylde et stigende antal krav for at blive ‘accepteret’, herunder at blive afhørt af en inkvisition af DF-politikere om deres Facebook-opslag forud for tildeling af statsborgerskab.
Spørgsmålet er, om liberalismens sande ansigt er ved at komme op til overfladen. Har dens møde med islam og muslimer fremkaldt dens sande, undertrykte natur, og udstillet et todelt ansigt? Har den altid været tvingende og kompromisløs overfor andre livssyn, men hævder blot at være tolerant og inkluderende, så længe det tjener dens egne interesser?
En moderne religion
Siden 9/11 og ‘krigen mod terror’ er det kun gået stærkt med eroderingen af de principper, som liberalismen hævder at stå på. Overvågningssamfund, tvungen nedlukning af muslimske friskoler, håndtrykslovgivning, niqabforbud, imamlove og ghettopakker er blot få eksempler på liberalismens forsøg på at kvæle andre verdenssyn end sin egen.
Men hvis liberalismen skal være den dominerende ideologi – og det synes at være holdningen hos vestlige magthavere – melder spørgsmålet sig, om den er i stand til at tolere andre ideologier, end sin egen? Den synes i stigende grad at kræve af sine borgere, at man adopterer visse holdninger for at kunne være inkluderet i fællesskabet. Du skal tro noget bestemt om køn og ligestilling, du skal have visse holdninger, når det kommer til seksualitet, og du skal undervise i et bestemt pensum. Listen over holdninger, som det efterhånden forventes, at man kan sætte et flueben ved, bliver længere og længere.
Hvis ikke du abonnerer på denne form for liberalisme, kan du risikere at blive ’aflyst’ (“cancelled”, red.). Du kan miste dit job, blive ekskluderet fra den offentlige debat, eller sågar miste din ret til statsborgerskab, som den seneste tids debat afslører. Liberalismens paroler om ‘ligestilling’, ‘inklusion’ og LGBT+ synes at være blevet rejst som helligdomme, der fortjener din tilbedelse. Hvis du afviser denne religion, vil du blive portrætteret som en kætter, der fortjener at blive forfulgt for hans manglende eller ‘forkerte’ tro.
Det kan godt være, at vestlige samfund har været succesrige i at sekularisere og fastlåse religion bag hjemmets fire vægge, men det, som man har erstattet den offentlige sfære med, er en moderne religion, der kræver af sine borgere, at de konverterer til dens dogmer, før de kan opnå paradiset.
Den engang så selvsikre liberalisme, der efter Sovjetunionens fald proklamerede liberalismens “sejr” over kommunismen, synes i dag at være ramt af et mindreværdskompleks. En slags forsvarsmekanisme, hvor den slutter om sig selv og kræver, at minoriteter skal indordnes og assimileres, før de kan nyde samme rettigheder som deres liberale medborgere.
Der er langt fra den oprindelige tanke om ’tolerance’ og inklusion til den moderne holdning om sindelagskontrol. Spørgsmålet bliver derfor, om liberalismens hævd om tolerance i virkeligheden er et tomt koncept, som bliver udstillet i dens møde med islam.
Med andre ord: Kan liberalismen tolerere islam?