Jeg kommer til at tænke på Yusuf عليه السلام, søn af Profeten Yaqub عليه السلام. Som barn drømte han en nat, at solen, månen og elleve stjerner bukkede sig for ham. Da hans far hørte om drømmen, blev han glad, men samtidig bekymret – for han vidste, at drømmen betød, at hans søn skulle igennem svære prøvelser. Og det gik, som faderen anede. Som ung blev Yusuf عليه السلام kastet i en brønd af sine egne brødre, solgt som slave og levede årevis i fangenskab.
Historien om Yusuf عليه السلام lærer os at have tålmodighed i modgang og tillid til Gud, selv når livet er allersværest. Den lærer os at tilgive fremfor at søge hævn, og at ingen skal dømmes ud fra, hvor de befinder sig i livet lige nu. Mest af alt lærer den os, at ingen sjæl pålægges mere, end den kan bære.
Det er sidst på eftermiddagen i København. Solen har stået højt hele dagen, og varmen hænger stadig over gaden. Jeg står på den anden side af vejen i et af brokvartererne og deler vand ud, da jeg får øje på ham. En mand i grå hættetrøje, mørke bukser og udtrådte sko. Han går lidt ustabilt og bærer rundt på en nettopose med det, der ligner alle hans ejendele. Han ligner en, der kunne bruge lidt koldt vand.
Læs også: Den oversete succes
Jeg råber ham an. Han stopper op, men siger nej tak, han vil ikke have vandet. Jeg har også kasketter med, og spørger, om han vil have en i stedet. Han lyser op. Jeg løber over vejen med begge dele.
Yusuf. Det hedder han. Han er i midt-tyverne, høj, med en varm, dyb hudtone og et tæt sort skæg, der får et rødbrunt skær, når aftensolen falder på det. Han tager imod kasketten, siger tak, og giver mig det første af fire kram, vi skal komme til at dele den aften. Vi spørger lidt ind til hinanden. Han fortæller, at han som ung flyttede til et andet europæisk land, men er sidenhen flyttet tilbage til København, hvor hans moster bor. Han har netop besøgt sin moster og er nu på vej mod et herberg. Han er hjemløs.
I hånden har han en stor dåse Harboe øl. Jeg peger på øllen og siger, at han hellere skal drikke vandet – det er sundere siger jeg, og smiler. Han svarer hurtigt, næsten automatisk, at det er hans første øl i dag. Så bliver han stille. Han hæver hovedet, kigger et sted langt væk hen, og fortæller mig, at han slet ikke får bedt sin salah for tiden. Han siger det med en inderlighed og længsel, der får mit hjerte til at synke. Kort efter laver han en dua for mig. Han siger, han gerne vil i moskeen en dag. Jeg giver ham mit nummer, og vi aftaler, at han ringer eller skriver, når han er klar. Han giver mig det sidste af de fire kram og vender sig for at gå.
Læs også: Politisk hjemløshed: et strukturelt vilkår?
Jeg løber tilbage over vejen og kigger en sidste gang på ham. I samme sekund møder Yusuf en anden mand, han kender. En irakisk-udseende bror med en slidt, affarvet plastikpose i hånden – også med ejendele, formoder jeg. Jeg ser dem gå sammen hen ad en sidevej. Jeg bliver stående lidt og kigger efter dem, men jeg ser dem ikke igen.
Jeg ved ikke hvor de to mænd gik hen, eller hvordan resten af Yusufs aften forløb. Det er ikke min historie at fortælle til ende. Jeg er blot taknemmelig for at have lært Yusuf at kende og håber, at han en dag sender mig en sms. Mødet med Yusuf får mig til at tænke på en gruppe, vi ved meget lidt om: hjemløse i Danmark, som også er muslimer.
De troende er som én krop
Den seneste nationale kortlægning af hjemløshed er fra 2024 og udarbejdet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Den viser, at 5.900 personer i 2024 var registreret som hjemløse i Danmark. Langt de fleste er mænd, over 60 procent har et alkohol- eller stofmisbrug, og 62 procent lever med psykisk sygdom.
Kortlægningen registrerer ikke, hvor mange af de hjemløse der har muslimsk baggrund. Det betyder ikke nødvendigvis, at muslimske hjemløse er usynlige. Men deres religiøse tilhørsforhold fremgår ikke af de officielle tal, og vi ved derfor ikke, hvor mange de er som gruppe. Vi kender ikke deres antal, deres navne eller deres historier. Vi ved kun, at de findes. Måske møder vi dem på gaden. Foran herberger eller i parker. Måske med en Harboe i hånden. Og måske ligger der bag det hele en salah, de savner at kunne bede.
Læs også: Højrefløjen elsker, når terror begås af muslimer
Gud pålægger ikke en sjæl mere, end hvad den kan bære. Men vi ved sjældent, hvad andres prøvelse egentlig vejer. Profeten ﷺ sammenlignede engang de troende med én krop, rammer noget ondt den ene del, føler resten det med. Det er ikke kun en opfordring til enkelte gode gerninger. Det er en påmindelse om, at vi hører sammen, også når vi ikke kender hinandens historie. Vi bærer et kollektivt ansvar.
Den aften lærte jeg ikke Yusufs historie at kende. Jeg lærte kun et lille stykke af den. Men det var nok til at forstå, at vi hører sammen. Når jeg går ud, kigger jeg efter ham. Jeg håber, han ringer. Yusuf, en bror med en Nettopose i hånden, en Harboe øl i den anden og en længsel efter sin salah.