Når man i dag taler om sygeplejens historie, begynder fortællingen næsten altid med Florence Nightingale. Hun træder frem i historien som kvinden med lampen, der vandrede gennem felthospitalerne under Krimkrigen og ændrede måden, man tænkte pleje, hygiejne og patientomsorg på. Hendes arbejde reddede liv og satte standarder, som stadig præger sundhedsvæsenet i dag.1
Ligeledes nævnes Dominique-Jean Larrey, Napoleons kirurg, der under Napoleonskrigene introducerede de såkaldte “flyvende ambulancer” og dermed bragte behandling tættere på slagmarken; det gjorde ham til “faderen af moderne akutmedicin”. Disse navne er blevet symboler på fremskridt, systematik og humanisme i krigens kaos, og ikke mindst fremhæves som revolutionerende indenfor deres felt.2
Læs også: Sådan underminerede FBI den sorte borgerrettighedsbevægelse
Men historien begynder ikke dér. Længe før europæiske felthospitaler blev organiseret, og før moderne medicinske principper blev nedskrevet, fandtes der allerede en kvinde i den arabiske verden, som praktiserede mange af de samme ideer. Hendes navn var Rufayda bint Sa’d al-Aslamiyya.
Hendes historie
Rufayda voksede op i hjertet af Yathrib, senere Medina, i et hjem præget af viden og omsorg. Hendes far var læge, og fra ham lærte hun ikke blot behandlingens teknikker, men også den menneskelige dimension af pleje.
Da Profeten Muhammad (må Guds fred og velsignelser være med ham) migrerede til Medina, ændrede byens sociale struktur sig markant. Rufayda blev en del af dette nye fællesskab og fandt i sin islamiske overbevisning en dybere motivation for sit arbejde. Hun begyndte at organisere plejeindsatser på en måde, der i dag fremstår bemærkelsesværdigt moderne.
Hun etablerede et medicinsk telt nær moskéen i Medinah, som fungerede som en organiseret behandlingsenhed. Det var ikke blot et sted, hvor sår blev forbundet. Det var et center for triage, behandling og rehabilitering. Når sårede vendte tilbage fra slagmarker som Slaget ved Badr, Slaget ved Uhud og Slaget ved Khandaq, stod Rufayda og hendes team klar. Hun organiserede arbejdet, fordelte opgaver og sikrede, at patienterne blev behandlet systematisk.
Læs også: Skal begrebet islamofobi dø?
Det mest bemærkelsesværdige var måske ikke selve teltet, men det fællesskab hun opbyggede. Rufayda trænede andre kvinder i pleje, lærte dem at rense sår, stoppe blødninger og ydede støtte til patienter. Hun skabte med andre ord en tidlig form for sygeplejerskeuddannelse. I en periode hvor kvinder sjældent nævnes i historiske kilder som professionelle aktører, etablerede hun et organiseret sundhedskorps.
Under Slaget ved Khandaq blev en af profetens ledsagere, Sa’d ibn Mu’adh, alvorligt såret og bragt til hendes telt. Her tog hun ansvaret for hans behandling, og Profeten (må Guds fred og velsignelser være med ham) besøgte ham regelmæssigt. Denne episode vidner ikke kun om patientens betydning, men også om den tillid Rufayda modtog som behandler.
Hendes tilgang til pleje var helhedsorienteret. Hun fokuserede ikke kun på såret, men på mennesket. Hun sørgede for de svage, de fattige og de forældreløse, og hun finansierede ofte arbejdet af egne midler. I fredstid fortsatte hun sin indsats i byens gader og sikrede, at ingen blev overset. Det, vi i dag kalder palliativ pleje og samfundsbaseret sundhedsarbejde, var allerede en del af hendes praksis.3
Derudover, hvad der er særligt unikt ved hendes fortælling er, at hun var ansvarlig for at tage sig af de sårede og døende soldater og etablerede, hvad der måske er verdens første felthospital med et system af flytbare telte til at hjælpe de sårede og syge krigere, med et stærkt fokus på hygiejne og miljø.4
Den eurocentriske bobbel
Alligevel står hendes navn sjældent side om side med Nightingale eller Larrey i den brede historiefortælling. Historikere som Ibn Sa’d, Ibn Hajar al-Asqalani og Ibn Abd al-Barr har bevaret spor af hendes liv, men hendes historie er ikke blevet løftet til samme globale fortælling.
Det rejser et større spørgsmål om, hvordan historie skrives, og hvem der får lov til at repræsentere fremskridt. Kvinder som Nightingale bliver med rette hyldet, men de står også på skuldrene af en langt ældre og mere mangfoldig tradition. Når fortællingen primært centreres omkring vestlige figurer, risikerer vi at overse de kvinder, der arbejdede i andre dele af verden, under andre kulturelle og religiøse rammer, men med samme innovation og dedikation.
Læs også: Troen på Gud er naturlig
Rufaydas historie minder os om, at fremskridt ikke er lineært og ikke tilhører én civilisation. Hun revolutionerede feltmedicin, organiserede pleje og uddannede andre længe før disse principper blev formaliseret i Europa. At hendes navn ikke er lige så kendt, siger mindre om hendes betydning og mere om, hvilke historier der er blevet fortalt videre.
I dag, hvor vi diskuterer repræsentation, ligestilling og historieskrivning, bliver hendes fortælling særligt relevant. Den udfordrer forestillingen om, hvor innovation opstår, og hvem der får æren for den. Og den minder os om, at mange kvinder stadig står i historiens skygge, ikke fordi deres bidrag var mindre, men fordi lyset sjældent blev rettet mod dem.
- Florence Nightingale 200 år: Grundlægger af moderne sygepleje og pioner for patientsikkerhed – Dansk Selskab for Patientsikkerhed ↩︎
- Dominique Jean Larrey – Surgeon in Chief of Napoleon’s Armies — Royal College of Surgeons ↩︎
- Rufaida Al-Aslamia: Pioneering the Path of Compassion in Nursing History – Islamonweb ↩︎
- Prophet Muhammad’s female companion built the first Islamic health centre – TRT World ↩︎