Islamisk ægteskab bliver alt for ofte fremstillet som gammeldags, undertrykkende og uforeneligt med den moderne tid. Medier, politikere og meningsdannere har i mange år båret på et narrativ, hvor ægteskabet mellem muslimske mænd og kvinder nærmest automatisk forbindes med kontrol, magt og kønsulighed. Men som imam og rådgiver, der arbejder med mange mennesker på daglig basis, oplever jeg et langt mere nuanceret og ofte overset billede.
Islamisk ægteskab beskrives i islamisk tradition som en institution baseret på værdier som kærlighed, barmhjertighed, loyalitet og retfærdighed. I Koranen fremstilles ægteskabet som et tegn fra Gud, hvor ægtefæller er skabt for at finde ro og tryghed hos hinanden, og hvor relationen skal være præget af gensidig omsorg. Et ofte citeret billede i Koranen er metaforen om ægtefællerne som “klæder” for hinanden, hvilket kan forstås som en reference til varme, beskyttelse og nærhed. Denne metaforiske ramme har haft stor betydning for, hvordan muslimske lærde og troende har tolket ægteskabets rolle gennem historien og i nutidens muslimske samfund.
Læs også: Muslimske kvinder opsøger religiøs rådgivning – også når nogen påstår det modsatte
Udfordringer findes også blandt muslimer
Jeg oplever også, at der i nogle muslimske hjem forekommer uretfærdighed, skæve magtforhold eller direkte misbrug. Ligesom dette kan forekomme i alle andre samfund og blandt folk med andre baggrunde og religioner, så er dette ikke noget nyt. Det dobbeltmoralske er dog, at så snart det finder sted i muslimske hjem, så skydes skylden pr. automatik på islam og islamiske værdier.
Sandheden er, at disse ting finder sted i visse muslimske hjem i fraværet af islam og ikke på grund af tilstedeværelsen af islam. Det sker, fordi nogle mennesker har fjernet sig fra de værdier, islam lærer os. Når religion bliver reduceret til kultur, tradition eller magtmiddel, forsvinder den barmhjertighed og balance, som ellers er kernen i det islamiske ægteskab.
Denne problematik arbejder vi på hver evig eneste dag, hvor vi blandt andet uddanner den kommende generation til at være bevidste om deres ansvar samt blive klædt på til at være den bedste version af sig selv over for alle, især i hjemmet.
Læs også: Den liberale refleks: Når sekularisme bliver paternalisme
Mænd og kvinder er ikke identiske
Islam anerkender, at mænd og kvinder ikke er identiske hverken fysisk, følelsesmæssigt eller i visse roller. Men disse forskelle er ikke et udtryk for ulighed – de er et tegn på visdom og balance. En mand er ikke mere værd end en kvinde og en kvinde er ikke mere værd end en mand. Der er ligeværdighed.
Gud har skabt manden med nogle særlige styrker og egenskaber. Kvinden har ligeledes nogle særlige styrker og egenskaber. Og begge har nogle mangler og netop derfor komplementerer de hinanden.
I stedet for at forsøge at udviske forskellene mellem kønnene, lærer islam os at værdsætte dem og bygge stærke relationer, hvor begge parter bidrager med deres særlige styrker i tjeneste for ægteskabet, familien og samfundet.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – første del
En kerneværdi i islam
I islam er familien ikke blot en privat sag, men selve grundstammen i et sundt og stærkt samfund. Ægteskabet er en hellig pagt baseret på kærlighed, ansvar og gensidig respekt. Koranen siger det klart:
Blandt Hans tegn er, at Han skabte jer hustruer af jer selv, for at I kan finde betryggelse hos dem. Han har sat kærlighed og barmhjertighed mellem jer. (30:21)
En sund velfungerende familie skaber stabile individer, som bidrager positivt til fællesskabet, både åndeligt, følelsesmæssigt og socialt.
Profeten Mohammad ﷺ lagde stor vægt på familierelationer:
Profeten sagde: “Den bedste af jer er den, der er bedst mod sin familie og jeg er den bedste mod min familie.”
Vi har behov for at værne om vores familier og styrke vores familier. Bevarelsen af familien, både som følelsesmæssigt fællesskab og social institution, er en af vor tids største opgaver. Børn har brug for stabile og kærlige rammer, og ægtefæller har pligt til at værne om relationen, ikke bare når det føles let, men også når det kræver arbejde, tålmodighed og selvopofrelse.
Samfundet lærer dig ikke at være en god ægtefælle
Vi lever i et samfund, hvor ægteskabet er under pres. Skilsmisseraten er høj, og mange kæmper med at finde stabilitet og mening i deres relationer. Har vi som samfund stillet os selv spørgsmålet: Hvorfor bliver så mange skilt?
Vi ved alle, hvilke konsekvenser en dysfunktionel familie eller en skilsmisse kan have på familien, på børnene og på samfundet.
Jeg ser det som problematisk, at samfundet ikke lærer dig at være en god og ansvarsfuld ægtefælle. Samfundet lærer dig ikke at være den bedste version af dig selv overfor din familie eller din ægtefælle. De sociale relationer er ikke en prioritet længere.
Tværtimod er fokuset et andet sted, nemlig at skabe sig en karriere og blive materialistisk succesfuld. Samfundet lærer dig, at du skal tænke på dig selv, præstere, og hele tiden stræbe efter det næste mål; en højere karakter, en bedre uddannelse, et prestigefyldt job. Du skal passe ind i et system, hvor din værdi måles i, hvad du producerer, hvad du ejer, og hvordan du fremstår udadtil.
Denne tankegang fjerner langsomt mennesket fra dets følelsesmæssige, spirituelle og sociale behov. Fra forbindelsen til Skaberen, til familien, til fællesskabet og til formålet med selve livet. Det moderne menneske bliver rigere på ting, men fattigere på ro og værdighed.
Islam tilbyder en modvægt: et liv med mening, balance og et klart formål. Det er ikke en afvisning af karriere eller uddannelse, tværtimod, men en påmindelse om, at materiel succes ikke bør være et mål i sig selv, hvis det efterlader mennesket tomt og uden retning.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – anden del
Lovgivning og debat
Når ministre, politikere og meningsdannere kommer offentligt ud og gerne vil italesætte islamiske ægteskaber som undertrykkende og problematiske, handler det i virkeligheden om at tegne et fjendebillede af islam. De ønsker ikke reelt at redde udsatte kvinder eller gøre en oprigtig forskel. De ønsker at fremme deres egen karriere på andres bekostning ved at udnytte det antimuslimske klima, som dominerer den offentlige debat. Hvis de virkelig ville hjælpe de såkaldte undertrykte kvinder, ville de ikke blive ved med at stramme lovgivningen eller udskamme en specifik befolkningsgruppe uden at præsentere reelle løsninger.
I en artikel hos Kristeligt Dagblad fra april 2024 siger daværende ligestillingsminister Marie Bjerre følgende: “Vi har gennem de seneste 20 år strammet op på området, men vi har ikke formået at løse problemerne”
Er løsningen at blive ved med at stramme indtil man har en ”god” løsning? Skal vi stramme i 20 år mere? Konstant stramning af loven har en negativ effekt på befolkningen. Men dette vil de lukkede hjerter selvfølgelig afvise.
Kære muslimer
Vid, at denne verden er en test, og at Gud altid er med de troende. Islam er kommet for at give mennesket og samfundet et værdigt liv. Hold fast i Guds reb, og vær stolt af din islam.
Lad dig ikke påvirke af de usande narrativer, der fremstiller islam som kvindeundertrykkende – for vi ved, at islam ikke er det. Islam gav kvinder en stemme og en lang række rettigheder for over 1400 år siden. Dette ser vi ikke blot i de islamiske tekster, men også i profeten Muhammads ﷺ liv og handlinger.
Islam er en religion af lys, balance og retfærdighed. Den giver os værdighed, identitet og et moralsk kompas i en tid, hvor mange føler sig fortabte. Når du bærer din islam med stolthed, bliver du et vidne for menneskeheden om, at sand frihed og ære findes i at tjene Gud alene. Lad derfor dit hjerte være fyldt med taknemmelighed, dine handlinger præget af tro, og dit liv et levende bevis på, at islam er en gave – ikke blot til muslimer, men til hele menneskeheden.
Læs også: Islam er frihed fra denne verdens lænker

