Denne artikel er første del af en serie, der undersøger islams rationelle grundlag og spørgsmålet om dens sandhed.
Spørgsmålet om Guds eksistens er et af de mest grundlæggende spørgsmål, mennesket kan stille. Hvis der findes en Gud, og hvis vores eksistens har en årsag, er det ikke et spørgsmål uden betydning. Det angår, hvordan vi forstår verden, og hvilke konklusioner vi drager om vores egen tilværelse.
Derfor må spørgsmålet undersøges: Hvad er den mest sammenhængende forklaring på universets eksistens?
For at nærme os et svar må vi begynde med det mest grundlæggende: Kan noget overhovedet opstå uden en årsag?
Noget kan ikke opstå af ingenting. Hvis der virkelig var absolut intet, altså ingen eksistens, ville intet nogensinde kunne opstå. Derfor følger en enkel erkendelse:
Fra absolut intet kommer der intet. Universet kræver derfor en forklaring uden for sig selv.
Læs også: Islam er frihed fra denne verdens lænker
Universet har en begyndelse
Den moderne kosmologi peger på, at universet ikke er evigt, men har en begyndelse, blandt andet beskrevet gennem Big Bang-modellen.
Det betyder, at universet ikke altid har eksisteret og derfor kræver en forklaring.
Noget, der begynder at eksistere, kan ikke være årsag til sig selv. Det ville nemlig kræve, at det eksisterede, før det eksisterede, hvilket er en selvmodsigelse.
Dermed bliver spørgsmålet ikke længere, om universet har en årsag, men hvad denne årsag er.
Orden kræver en forklaring
Men det er ikke kun, at universet eksisterer. Det er også måden, det er opbygget på.
Universet fremstår gennemsyret af orden, struktur og præcision ned til selv de mindste detaljer.
Spørgsmålet er derfor ikke blot, at det eksisterer, men hvorfor det eksisterer på netop denne måde.
Orden er ikke en forklaring. Det er netop det, der kræver en forklaring.
Selv i hverdagen forventer vi en forklaring, når noget fremstår ordnet og sammenhængende.
Vi undrer os ikke over kaos, men vi undrer os over orden.
Et univers med præcision
Universet fungerer efter et system, der er dybt rationelt og gennemført præcist. De fysiske love er matematisk sammenhængende og afstemt med en sådan nøjagtighed, at universet fremstår som et system af præcise beregninger og struktur.
For eksempel er tyngdekraftens styrke afstemt i en sådan grad, at selv små afvigelser ville forhindre, at strukturer overhovedet kunne dannes.
Det handler ikke blot om livets mulighed, men om at hele universet er opbygget med en finjustering, der kræver en forklaring.
Der findes naturligvis forsøg på at forklare denne finjustering gennem teorier som multiverset eller det antropiske princip, hvor man hævder, at vi nødvendigvis observerer et univers, hvor liv er muligt, fordi vi ellers ikke ville være her.
Men sådanne forklaringer flytter blot spørgsmålet videre. Hvorfor eksisterer et sådant system overhovedet, og hvorfor er det struktureret på denne måde frem for en anden?
At sige, at det “bare er sådan”, er ikke en forklaring. Det er netop det, der kræver en forklaring.
Læs også: Afkolonisering af det muslimske sind
Hvad fortæller universet os om Skaberen?
Når man samler disse erkendelser, bliver det klart, at den mest rationelle og sammenhængende forklaring på universets eksistens er en Skaber.
Ved at betragte universet, dets struktur, orden og love, kan vi forstå, at denne Skaber nødvendigvis må besidde egenskaber, der gør en sådan skabelse mulig.
Dette bygger ikke på en tilfældig antagelse, men på en grundlæggende måde, vi forstår verden på: Det, der frembringes, siger noget om, hvad der må ligge bag.
Universet eksisterer ikke blot. Det eksisterer på en bestemt måde, med gennemgribende orden og præcision.
Det peger på en Skaber med magt, da hele universets eksistens langt overstiger noget, vi selv er i stand til at frembringe.
Det peger på en Skaber med viden, da universet er opbygget med en præcision og sammenhæng, som vi kun i begrænset omfang kan forstå. Universets struktur og love vidner om en viden, der langt overstiger vores egen.
Det peger også på en Skaber med vilje. Universet fremstår ikke som noget, der nødvendigvis måtte være præcis sådan. De fysiske love, konstanter og strukturer kunne have været anderledes — eller slet ikke eksisteret.
At universet eksisterer på én bestemt måde frem for andre mulige måder peger derfor på, at det er resultatet af en bestemmelse og ikke blot en nødvendighed.
Skaberen kan samtidig ikke være bundet af universets begrænsninger, såsom tid, rum og afhængighed, da disse netop er en del af det skabte.
Hvis Skaberen var underlagt disse begrænsninger, ville Han selv kræve en forklaring og kunne derfor ikke være den endelige årsag.
Men her opstår et naturligt spørgsmål:
Hvis alt, der begynder at eksistere, har en årsag, hvad så med Skaberen?
Svaret ligger i forskellen mellem det, der begynder at eksistere, og det, der ikke gør.
Argumentet er ikke, at alt har en årsag, men at alt, der har en begyndelse, har en årsag.
Derfor må der nødvendigvis være en første, uafhængig årsag — en Skaber, som ikke selv er skabt.
Han er ikke bundet af universets begrænsninger og er ikke opstået, men eksisterer uafhængigt af det skabte.
Han er evig.
Dette er den mest simple og sammenhængende forståelse af Gud:
en evig, uafhængig, almægtig og alvidende Skaber.
Tegn for den, der reflekterer
Denne erkendelse bekræftes også i Koranen, som gentagne gange opfordrer mennesket til at reflektere, observere og tænke sig om:
“Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i skiftet mellem nat og dag er der tegn for dem, der forstår.” (3:190)
“Vi vil vise dem Vore tegn i horisonterne og i dem selv…” (41:53)
Disse tegn er ikke skjulte.
De er omkring os, i universets orden, i naturens præcision og i vores egen eksistens.
Når refleksionen samles, tegner der sig et klart billede:
Universet eksisterer ikke uden forklaring.
Det har en begyndelse, og det er gennemsyret af orden og præcision.
Derfor peger det på en nødvendig forklaring uden for sig selv.
Den mest sammenhængende forklaring er en evig og uafhængig Skaber.
Læs også: ’’En nation, hvis leder er Muhammad ﷺ, vil aldrig bøje sig’’