Af Isam B, kunstner og debattør
Forestil dig et Danmark, hvor hver tredje borger er muslim. For nogle er det en tvingende statistisk fremtid; for andre et skræmmebillede. Begge reaktioner siger noget om vores tid: at forandring både kan vække frygt og kræve ansvarlig tænkning. Min pointe er enkel: Forandringen er faktisk allerede i gang, og den kræver, at både samfundet og muslimske miljøer ændrer måden at agere på — fra gensidig mistænksomhed til aktivt fællesskab.
Det første, vi må tage ind over os, er, at islam ikke længere er noget, der kun foregår bag lukkede døre eller i afkroge af industrikvarterer. Muslimer i Danmark afholder i stigende grad arrangementer uden for moskéernes mure; kulturarrangementer, dialogmøder, velgørenhedsprojekter, folkeoplysning. Det er ikke et opgør med troen, men et præciseret syn på, hvad religiøs praksis også kan være — et engagement i fællesskabet. Når bønnen flytter ud i byrummet, er det ikke for at provokere, men fordi troen ønsker at være en aktiv del af samfundslivet.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
Jeg har rejst i de senere måneder — i Cambridge, Birmingham og flere amerikanske byer — og oplevet noget, vi i Danmark kan lære af: islam som en del af det offentlige rum. Ikke som en fjern parallelkultur, men som en aktør i byplanlægning, i genbrug af bygninger og i socialt liv. I Birmingham så jeg, hvordan en forladt kirke genvandt livet, da et lokalsamfund købte og omdannede den; pludselig var bygningen ikke et symbol på afvikling men på genoplivning. I Cambridge oplevede jeg, at nye muslimske bygninger indtænkes i byen — ikke som skjulesteder, men som fælles rum. Det er ikke “islamisk takeover”; det er byudvikling, der bygger på et princip om fælles ejerskab.
Remigration — idéen om, at indvandrere “skal tilbage” — er en fantasi. Danmark kan ikke tune sig ud af demografiens love. Fertiliteten blandt etniske danskere er faldende, arbejdsmarkedet efterspørger arbejdskraft, og den globale mobilitet er uigenkaldelig. Når nogen spørger: “Hvad betyder det for økonomien, for militæret, for velfærden?” — så er svaret ikke, at vi skal lukke os om os selv, men at vi må udvikle inkluderende institutioner og politikker, så alle, der bor her, bidrager og føler sig hjemme.
Men integrationsproblemet er tosidigt. Vi muslimer må også kigge indad uden selvbebrejdelse: Hvordan skaber vi større forståelse og accept? Enkle, konkrete eksempler har betydning. Sprog er nøglen: Hvor fredagsprædikener for få år siden udelukkende foregik på arabisk, ser vi nu i mange forsamlinger en stærk dansk tilstedeværelse — 20/80 blev 50/50, og flere steder foregår hele prædikenen på dansk. Når religiøse tekster oversættes, når dialogen bliver dansk, falder afstandene. Når muslimske foreninger inviterer naboer til åben dag, skoleklasser til guidede ture eller samarbejder med lokale initiativer, opstår tillid.
Samtidig spiller socioøkonomiske forhold en kæmperolle. I UK og USA møder man ofte en stærkere middelklasse blandt muslimer; det gør politisk repræsentation og civilsamfundsarbejde mere levedygtigt. Men erfaringerne derfra er ikke kun økonomiske: de handler om, hvordan man undgår at stigmatisere en religion som samfundets modstander. Når politiske ledere vælger konfliktretorik, radikaliserer det ingen direkte — men det øger nysgerrigheden hos nogle og fjendtligheden hos andre. Mange opsøger viden, og opdager at islam rummer etisk tænkning og hverdagsetik, der i praksis ligner mange danske værdier.
Læs også: Iman Kurdi: Måske er problemet ikke bøn, men Dansk politik anno 2025
Hvordan undgår vi, at forskelle bliver til segregation? Svaret er ikke simpelt, men peger i tre retninger:
1. Byrum og boligpolitik skal fremme blandede kvarterer. Nørrebro eksemplificerer, hvordan et urbant mix kan være attraktivt og livskraftigt, når handel, kultur og boligtyper mødes. Planlægning må undgå ensidige enklaver — men den må også anerkende retten til fællesskab og tryghed.
2. Civilsamfundet skal styrkes. Staten og kommunerne bør anerkende og samarbejde med muslimske institutioner — herunder uddannelse af imamer, dialogprojekter og socialt arbejde. Anerkendelse er ikke gratis accept; det er en investering i stabilitet. Når religiøse aktører får rammer og ansvar, øges mulighederne for gensidig kontrol, kvalitet og inklusion.
3. Kulturel selvrefleksion fra alle sider. Majoritetsbefolkningen må afvise stereotyper og give plads til kompleksitet. Minoriteter må arbejde for åbenhed: dansk sprog, deltagelse i fælles institutioner, gennemsigtighed i religiøse skoler og foreninger.
Vi kan heller ikke lukke øjnene for individets valg: Færre vælger at få børn, mange vælger anderledes livsbaner, og migration skaber nye “kolonier” — danskere i Thailand, bengaliske kvarterer i Birmingham, familier der bosætter sig tæt. Så længe mennesker lever i overensstemmelse med lov og gensidig respekt, er forskellighed ikke et problem men en virkelighed, vi må indrette os efter.
Læs også: Isam B: Dobbeltmoral i kulturpolitikken
Til dem, der frygter for Danmarks fremtid, vil jeg sige: Forandring er uundgåelig, men den er ikke skæbnebestemt til at blive negativ. Danmark har klaret store forandringer før. Den store udfordring nu er at omdanne demografisk og kulturel bevægelse til et socialt projekt — et projekt, hvor danskhed ikke er en ekskluderende norm, men en ramme for lige deltagelse.
Danmark i 2026 står ved en korsvej: Vi kan vælge modstand og polarisering, eller vi kan vælge at bygge fælles institutioner, fremme gensidig tillid og indrømme, at nationen forandrer karakter uden at miste sit væsentlige væsen. At muslimer har været her i 50 år og bliver mere synlige er ikke et nederlag; det er en mulighed. En mulighed for at genopfinde det fælles, så fremtidens Danmark består — både i ordet og i handling.