I artiklen Kvinde, du er ikke et forbillede for dine børn, hvis du ikke arbejder argumenterer Katrine Evelyn Jensen for, at kvinder, der vælger at blive hjemme med deres børn, svigter deres ansvar både over for børnene og over for samfundet. Hun hævder, at børn, der vokser op med en mor uden for arbejdsmarkedet, mister et vigtigt forbillede i forhold til at tage ansvar, bidrage og være en del af et arbejdsfællesskab. Ifølge Jensen er det ikke et sundt ideal at opstille “et forældreskab, hvor man er til rådighed 24/7 og ofrer egen selvstændighed og økonomiske sikkerhed for at være ‘til stede’”. Tværtimod påstår hun, at “det er ganske sundt for børn at være i daginstitution”.
Denne tankegang er imidlertid ikke ny. Kritikken af moderen, der vælger hjemmet frem for arbejdsmarkedet, har en lang idéhistorisk tradition. Derfor er det vigtigt at dykke ned i det idéhistoriske ophav, som vores moderne kultur og tænkning stammer fra. I nyere tid har vi set, hvordan kvinder, der prioriterer moderskabet og nærværet i hjemmet, ofte udskammes som uansvarlige eller ligefrem som dårlige forbilleder for deres børn. De fremstilles som kvinder, der unddrager sig et samfundsansvar ved at vælge familien frem for karrieren.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
For at forstå dette perspektiv er det nødvendigt at gå tilbage til de intellektuelle rødder, hvor Simone de Beauvoir står som en af de mest indflydelsesrige skikkelser. Beauvoir var en fransk filosof og forfatter, som i dag betragtes som et af feminismens mest indflydelsesrige ikoner. Med sit hovedværk Le Deuxième Sexe (Det andet køn, 1949) satte hun nye standarder for den feministiske tænkning i det 20. århundrede. Bogen regnes stadig for et af de mest betydningsfulde værker i moderne feminisme og indledte en bølge af feministisk aktivisme, som forsøgte at nedbryde de eksisterende kønsnormer og de ‘undertrykkende’ patriarkalske strukturer. Det er herfra, det berømte citat stammer, “Man fødes ikke som kvinde, men bliver det.”
Beauvoirs analyser lagde grunden til den tankegang, vi genkender i Katrine Evelyn Jensens artikel. Kvinden bliver først et forbillede gennem arbejde og økonomisk selvstændighed, mens moderskabet og hjemmets nærvær mødes med foragt.
Beauvoir og den internaliserede vestlige kvindeforagt
Når Simone de Beauvoir i Det andet køn gennemgår den vestlige filosofis historie, blotlægger hun, hvordan kvindeforagt er indlejret i selve fundamentet af europæisk tænkning. Hun viser, at nogle af Vestens vigtigste intellektuelle kilder — filosoffer, teologer og forfattere — gennem århundreder har defineret kvinden som et defekt, mangelfuldt og sekundært væsen. Aristoteles beskriver kvinden som et menneske, der “er kvinde i kraft af en mangel på kvaliteter” – altså som et ufuldstændigt menneske i forhold til manden.1 Thomas Aquinas følger samme tradition og betegner hende som en “imperfect man” og et tilfældigt, afledt væsen. Et biprodukt snarere end en fuldgyldig person.
Senere europæiske tænkere gentager dette mønster. Den franske historiker Jules Michelet kalder kvinden “Det relative væsen”. Hun eksisterer ikke som et selvstændigt subjekt, men kun i relation til manden. Og den franske filosof Julien Benda hævder, at mens mandens eksistens har indre mening og værdi, virker kvindens væren tom og uden betydning, medmindre manden giver hende den.2 På dette punkt viser Beauvoir tydeligt, at den vestlige filosofiske tradition ikke blot marginaliserer kvinden, men systematisk konstruerer hende som “det negative”, “det mangelfulde” og “et andet”.
Læs også: Politisk motiverede domme?
Man kunne forvente, at Beauvoir – efter at have afdækket dette dybe og konsekvente kvindehad – ville afvise selve præmissen og genoprette kvindens iboende værdighed. Men det, der faktisk sker i Det andet køn, er noget ganske andet. Hun internaliserer nemlig de præcis samme nedgraderende antagelser. Hun accepterer det filosofiske udgangspunkt, at kvinden er immanent, passiv, fastlåst og uden transcendens. Det samme hierarki, som Aristoteles og Aquinas byggede op. Og derfra forsøger hun ikke at genoprette kvindelighedens værdi, men at opløse den.
Ambiguitetens etik – frihed som øverste mål
Beauvoir er en eksistentialistisk filosof og mener at eksistentialismen er en filosofi af ambiguitet. Mennesket befinder sig ifølge hende altid mellem to poler. På den ene side er vi frie subjekter, der rækker ud over os selv og skaber mening. På den anden side er vi bundet af vores situation, som formes af sociale, historiske, materielle og biologiske vilkår, vi ikke selv har valgt.3
Samtidig kan mennesket objektiveres af andre. Jeg er subjekt for mig selv, men kan være objekt for andre. Jeg stræber efter frihed, men kan formes og begrænses af de strukturer, jeg er kastet ind i. Denne dobbelte tilstand skaber den grundlæggende spænding, Beauvoir kalder ambiguitet. Det er menneskets grundlæggende vilkår.4
Beauvoirs filosofi bygger videre på denne forståelse af subjekt og objekt, det essentielle og det uessentielle. Subjektet bliver bevidst om sig selv ved at adskille sig fra ”den anden”. For at være centrum må det placere en anden part i periferien. Denne dynamik overfører Beauvoir direkte på forholdet mellem kønnene. Manden bliver ”Subjektet” og ”det Absolutte”, mens kvinden defineres som ”Objektet” og ”det Andet” – det tilfældige, det uessentielle og det sekundære. Dermed reproducerer hun – ironisk nok – den samme grundlæggende devaluering af det kvindelige, som man finder hos de vestlige filosoffer, hun selv kritiserer.
Læs også: Menneskerettigheder som et imperialistisk værktøj
I bogen En tvetydighedens moral beskriver Beauvoir, hvordan etik netop må forholde sig til denne tvetydighed. Moral er ikke et fast regelsæt og heller ikke en række generelle principper. Etikkens formål er derimod at realisere menneskelig frihed inden for de konkrete situationer, vi står i. De situationer, Beauvoir opfatter som etisk værdifulde, er dem der udvider menneskets mulighed for frihed og selvrealisering. Her forbinder hun også sin analyse af patriarkatet med begrebet mystifikation. Undertrykkelsen tilsløres, så kvinden kommer til at opfatte sin begrænsede rolle som naturlig og ønskværdig. Her bygger hun på en idé fra marxismen. Ligesom marxismen taler om klassers falske bevidsthed, mener Beauvoir, at kvinder formes af et system, der lærer dem at acceptere deres egen undertrykkelse og ufrihed. Derfor bliver bevidstgørelse og opgøret med illusionen et centralt feministisk projekt. Man må rive sløret væk og indse, at den tilsyneladende naturorden blot er en social og historisk konstruktion.
Når hendes etik er orienteret mod frihed, og frihed forstås som transcendens – evnen til at handle, skabe og overskride sine begrænsninger – bliver det tydeligt, hvorfor hun vurderer menneskelige roller efter, hvor meget de åbner eller lukker for denne mulighed. I den optik fremstår især de traditionelle kvindelige roller som centrale barrierer for kvindens frigørelse.
Kvinden som produkt – og som medansvarlig for sin egen underordning
Det er her, hendes berømte sætning kommer ind, “Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Kvinde er ikke noget, man er, det er noget man socialiseres til under patriarkatet. Biologi og “moderinstinkt” afvises som forklaringer. Kultur, institutioner, opdragelse og magtstrukturer former den figur, hun kalder “kvinden”.
Men fordi kvindens rolle – ifølge Beauvoir – er en social konstruktion, bliver hun samtidig medansvarlig. Beauvoir undrer sig over, hvorfor kvinder historisk har accepteret rollen som “det Andet”.5 Hun sammenligner kvinder med andre undertrykte grupper – arbejdere, sorte, koloniserede folk – og påpeger, at disse grupper har organiseret sig og aktivt taget magt. Kvinder, siger hun, har derimod “intet taget, kun modtaget”. Deres rettigheder er primært indrømmelser givet af mænd.6
Kvinden er altså både offer for strukturerne og medspiller i deres opretholdelse. Hun mangler ressourcer, føler sig bundet til manden og finder måske endda en vis tryghed i at være “det Andet”. Hun er undertrykt, men hun “medvirker” også – i Beauvoirs optik – ved ikke at bryde ud.
Moderskabet som lænke – barnet som en værdiløs tyran
Det er især i kapitlerne om moderskabet, at denne tænkning bliver konkret. Alt det, der i mange kulturer og særligt i en islamisk forståelse betragtes som en ærefuld og værdifuld rolle, beskriver Beauvoir som immanent, som fangenskab.7 Graviditeten beskrives som en ensom tilstand, hvor kvinden dyrker en idealiseret forestilling om barnet, men ved fødslen møder et fremmed og krævende lille væsen, hun ikke kender. Overgangen fra graviditet til moderskab bliver derfor beskrevet som en skuffelse. Drømmen opløses, og tilbage står et sårbart individ, der binder hende. Barnet, der på hospitalet virkede sødt og værdifuldt, opleves hjemme som en belastning. Amningen beskrives som smertefuld og ødelæggende, barnet suger hendes styrke, hendes liv og hendes lykke og ender med at slavegøre hende. Barnet bliver ikke længere opfattet som en del af hende, men som en tyran, der truer hendes krop, hendes tid og hendes frihed.8
Beauvoir hævder, at moderkærligheden ikke er en instinktiv kærlighedsfølelse, men som en tvetydig blanding af narcissisme, frustration og projektion, hvor barnet risikerer at blive centrum for moderens uforløste konflikter.
Beauvoir formulerer dette endnu tydeligere, når hun skriver at barnet rummer ingen iboende værdi.9 Det er enten et middel til moderens egen selvbekræftelse eller en hindring for hendes frihed og mulighed for at træde frem som et sandt subjekt. Moderskabet bliver således ikke opfattet som en dyd, men som en struktur, der fastholder kvinden i immanens og forhindrer hendes transcendens.
Frigørelse – flugten fra det kvindelige
Hvis kvindeligheden – moderskabet, omsorg, hjemmet – hos Beauvoir er lig med immanens og ufrihed, bliver det logisk, at frigørelse må bestå i at bevæge sig væk fra alt dette. Kvinden må ud af hjemmet, væk fra mandens forsørgelse og væk fra det barn, der binder hende til immanensen.10
Derfor insisterer Beauvoir på kvindens økonomiske uafhængighed. Kvinden skal forpligtes til at forsørge sig selv gennem lønarbejde, for først dér kan hun blive et frit subjekt. Hun skal undgå moderskabet, og derfor kræver Beauvoir fri adgang til prævention og abort. Børn skal ikke fastholde kvinden, og staten bør i videst muligt omfang overtage omsorgen, så kvinden kan blive et frit væsen, et transcendens-subjekt på linje med manden.11
Læs også: Forbundet med noget større
I denne logik bliver moderen, der vælger at blive hjemme, et problem. Hun fastholder sig selv i ”det kvindelige”, i immanensen, i rollen som ”Det Andet”. Derfor mener Beauvoir, at kvinder ikke bør have lov til at vælge et hjemmegående liv, fordi alt for mange – ifølge hende – netop ville vælge deres egen underordning og forblive i rollen som objekt under patriarkatet.
Valgfrihed, når den bruges til at vælge moderskab og hjemmeliv, opfattes derfor ikke som virkelig frihed, men som internaliseret undertrykkelse. Sand frihed kræver, at selve dette “valg” afskaffes. Kvinden skal – med politiske og sociale tiltag – hjælpes eller skubbes væk fra moderskabet som livscentrum, for ellers vil hun ifølge Beauvoir blot reproducere de strukturer, der holder hende ufri.
Beauvoirs arv i Katrine Evelyn Jensens nutidige kritik
Når man vender tilbage til Katrine Evelyn Jensens artikel efter at have gennemgået Beauvoirs filosofi, bliver forbindelsen slående klar. Jensens syn på moderskab ligger direkte i forlængelse af Beauvoirs projekt. Hos Beauvoir er det et filosofisk argument, at moderskab fastholder kvinden i immanens. Hos Jensen bliver den samme tanke til et krav, en norm for nutidens kvinde. Den gode kvinde er den arbejdende kvinde, og den hjemmegående mor bliver et problem
Jensens argumentation kan ikke forstås isoleret. Den giver kun mening inden for en filosofisk ramme, hvor moderskab ikke har nogen iboende værdi, hvor hjemmet er et fangenskab, og hvor det værdifulde defineres gennem autonomi, individualisme og magt. Ifølge Beauvoir er barnet en “tyran”, amning er “slaveri”, og moderskab en struktur, der må nedbrydes, hvis kvinden skal blive et “rigtigt subjekt”. Jensen gentager denne grundtanke.
Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor omfattende Beauvoirs politiske vision allerede er blevet realiseret i vores samfund. De tiltag, hun formulerede som nødvendige for kvindens frigørelse, er i dag fuldt implementeret. Det er ikke små indgreb, men en revolution. Og det er præcis den revolution, Beauvoir ønskede. Derfor kan man sige, at Beauvoir – mere end måske nogen anden tænker i det 20. århundrede – har formet den måde, vores samfund i dag forstår kvinden, moderskabet, familien. Hun er nutidens mest indflydelsesrige feministiske tænker, fordi vi lever i den verden, hendes ideer skabte.
Dermed bliver Katrine Evelyn Jensens synspunkter ikke bare en personlig holdning, men et tankesæt, der kan spores direkte tilbage til Beauvoirs filosofi. Idéen om, at kvindens værdighed ligger i hendes evne til at efterligne mandens livsform – den mandlige norm for frihed, autonomi og magt. Det moderlige, det familiære, det omsorgsfulde, alt det, der traditionelt har været kvindens styrker og rolle, devalueres som “immanent”, som noget sekundært og uværdigt. Derfor fremstår den form for feminisme, der i dag præger vores samtid, ikke som et egentligt opgør med århundreders kvindeforagt, men snarere som en forlængelse af den – blot i ny form, hvor dens grundlæggende antagelser i vidt omfang er blevet realiseret i samfundets strukturer.
- Beauvoir, S. de. (1949). Det andet køn. Bind 2. s. 15. ↩︎
- ibid. ↩︎
- Beauvoir, S. de. (1947). En tvetydighedens moral. ↩︎
- ibid. ↩︎
- Beauvoir, S. de. (1949). s. 18 ↩︎
- ibid. ↩︎
- Beauvoir 1949, s. 490 ↩︎
- ibid., s. 488 ↩︎
- ibid., s. 492 ↩︎
- ibid., s. 669 ↩︎
- ibid. ↩︎