Af Amar El Chiekh Khalil
Vi skal ikke undervurdere sproget, for i sproget ligger både historie og handling. Gennem sprog kan verdener formes og verdenssyn skabes; og de er ikke nødvendigvis gode.
Kolonialt sprog er de ord og begreber, der bruges til at beskrive og forstå verden ud fra et kolonimagtperspektiv. Det handler ikke kun om enkeltord, men om den måde, virkeligheden indrammes på gennem sproget.
Vi har set det før, og vi ser det i dag. Og det må ikke gå vores næse forbi. Lader vi kolonimagterne få ordet, lader vi dem holde pennen, vil de omskrive vores historie og glorificere deres egen kolonisering.
Den eurocentriske verdensforståelse
Vi så det med eurocentrismen, hvor verden blev forstået ud fra Europa som centrum. Deres begreber bruger vi stadig i dag: Geografiske betegnelser som Mellemøsten, Det Nære Østen og Det Fjerne Østen giver kun mening, hvis man ser verden ud fra et europæisk ståsted. Udtrykket slog for alvor igennem under britisk og fransk kolonialisering efter Osmannerrigets fald, fordi området var vigtigt for olieressourcer, handel og militærstrategi. Mange forskere, bl.a. indenfor det etablerede forskningsfelt lingvistisk kolonialisme, peger på, at begrebet Mellemøsten fastholder et kolonialt blik: det præsenterer regionen som en homogen enhed, selvom den rummer stor kulturel, sproglig og historisk mangfoldighed.
Vi så det også med briternes kolonisering af Nordamerika. Her fungerede sproget som et magtredskab til at legitimere kolonisering og undertrykkelse. Britiske og senere amerikanske tekster talte om at “bringe civilisation til vildmarken” og “opløfte de vilde.” Missionærerne kaldte det civiliseringsprogrammer. De koloniserede blev fremstillet som primitive og vilde, ofte gennem dyremetaforer. De blev kaldt savages eller redskins, hvilket retfærdiggjorde vold og landtyveri. Massakrer og tvangsforflyttelser blev beskrevet som nødvendige for orden og sikkerhed. Når oprindelige folk forsvarede sig, blev det kaldt raids eller attacks, mens koloniale hæroffensiver ofte blev beskrevet som campaigns eller expeditions. Og vi ser det stadig i dag i de film, serier og bøger, der skabes om det.
Det samme så vi med Danmarks kolonisering af Grønland, hvor Danmark hævdede at have “opdaget” landet. Vi så det med briterne i Afrika, Australien og New Zealand. Vi så det med Frankrig i Nordafrika. Vi så det med Spanien og Portugal i Latinamerika. Og vi har set det mange andre gange, hvor historiebøgerne er blevet skrevet af kolonimagterne selv.
Læs også: Kapløbet om Afrika
Medierne er medskyldige
Og vi ser det i dag med Israel og Palæstina. Gaza bliver defineret gennem vestlige medier og magter, som sætter rammerne for, hvordan situationen forstås. “Konflikten” omtales ofte som “mellem to parter”, hvilket skjuler den ulige magtfordeling: Israel, en stat med militær kontrol, og Gaza, et belejret område. Israels handlinger beskrives ofte i passiv eller neutral form: “der var sammenstød” eller “der blev dræbt civile,” uden at nævne aktøren. Gaza fremstilles som et “evigt kriseområde,” uden fokus på menneskelige historier og den konkrete politiske kontekst. Det får lidelsen til at fremstå som en naturtilstand i stedet for et resultat af politik og besættelse. Sproglige rammer bruges til at legitimere eller normalisere blokaden, fx når der tales om “sikkerhed” frem for “belejring”, eller når ødelæggelse beskrives som “selvforsvar”.
Lyder dette genkendeligt? Det er fordi, det er ord brugt af vores egne nyhedsmedier. Vores egne statsoverhoveder. For sprog påvirker virkelighedsopfattelsen. Gentagelse af bestemte ord eller metaforer kan ændre, hvordan folk føler om et emne. Journalister er medskyldige, for deres ordvalg er et redskab. Brug af passiv stemme (”der blev dræbt civile”) bruges ofte til at skjule ansvar, og “framing” i journalistik former læserens forståelse af skyld, offer og gerningsmand. Det er på mange måder manipulation af folket.
Læs også: Når muslimske stemmer kriminaliseres, før de forstås
Sprog er magt
Ligesom betegnelsen Mellemøsten og mange andre geografiske begreber er et produkt af et kolonialt blik, er den måde Gaza beskrives på i dag præget af magtsprog, der kan skjule asymmetrien og fratage folk retten til at definere deres egen virkelighed.
Heldigvis ser vi en modstand, og denne modstand skal vi bakke op om. Vi ser, hvordan det oprindelige folk og koloniserede samfund genvinder og gendefinerer ord. Mange i dag insisterer på at bruge deres egne betegnelser for lande, byer og identitet. Så vær opmærksom på sproget. Vær kritisk over for nyhedstitler og ordvalg. For sprog er magt, og magten må ikke misplaceres.