Af Taimullah Abu-Laban, medlem Hizb ut-Tahrir
Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og som altid er der både muslimske og ikke-muslimske kandidater, der forsøger at tiltrække stemmer fra muslimerne, ligesom der er stemmer blandt muslimerne, som agiterer for, at muslimer som en befolkningsgruppe bør sætte sit aftryk på valget og dermed gøre en politisk indflydelse gældende i et eller andet omfang. Dette er også et velkendt fænomen ved folketingsvalg.
Muslimerne udgør et betydeligt mindretal i landet, og derfor er deres stemmer vigtige. Dette kan bruges som et argument for at opnå bedre forhold, siger fortalerne for deltagelse i sekulære valg. Men forholder det sig også således i virkeligheden, eller er det ønsketænkning? Og kan man opnå indflydelse eller udøve en politisk påvirkning uden at stemme til valget?
En fraværende evaluering
Før disse spørgsmål besvares, er det på sin plads at stoppe op et øjeblik og foretage en evaluering. Muslimer er blevet opfordret til at stemme til utallige folketings- og kommunalvalg gennem årtier. Men har det tjent Islam eller været i muslimernes interesse, når de “muslimvenlige” partier og kandidater, eller blot de mindst forfærdelige, har vundet? Hvad har muslimers valgdeltagelse egentlig ført til, siden der fortsat opfordres til det fra moskeer og nogle muslimske stemmer?
Evalueringen er især vigtig, idet argumenterne, som benyttes for muslimers deltagelse i ”demokratiske” valghandlinger, er baseret på en undtagelseslogik. Altså er udgangspunktet for argumentationen, at demokratiet som styreform, og sekulære samfundssystemer i det hele taget, grundlæggende er i modstrid med Islam; men at de særlige omstændigheder, vi lever under, kan bevirke, at det enten er legalt eller nødvendigt at tage del i det sekulære system ved at stemme, når der er valg.
Læs også: Et Gazavalg?
Ethvert seriøst foretagende, om det er en virksomhed, en forening eller et individuelt projekt, bør desuden indebære en løbende evaluering af sine aktiviteter. Derfor bør det også være et kendetegn for seriøse muslimer at foretage en grundig evaluering af deres eget politiske engagement.
Evalueringen behøver ikke at begrænse sig til Danmark. Den kan også omfatte erfaringer fra muslimers politiske deltagelse i andre vestlige lande som USA, Storbritannien, Australien mm.
Det kan desværre konstateres, at en sådan evaluering er udeblevet. Valg efter valg gentages, på ret ukonkret vis, de samme budskaber om, at det enten er en nødvendighed (darura) eller gavnligt (maslaha) for muslimerne at stemme, uden at der fremhæves eksempler på, at det rent faktisk har ført til konkrete, ønskelige resultater. Hvilke store resultater er blevet opnået, der kan forklare en vedvarende insisteren på valgdeltagelse?
Den ”muslim-venlige” kandidat
I USA var der for eksempel bred enighed blandt det muslimske fællesskab – moskéer, lærde og organisationer – om, at George W. Bush var den foretrukne kandidat frem for Al Gore under præsidentvalget i år 2000. Men da Bush sejrede, påbegyndte han et selverklæret korstog mod den muslimske verden.
Det er svært at se, hvilken gavn (maslaha) muslimerne i USA opnåede, eller hvilken skade (mafsada) de afværgede ved deres deltagelse i valget.
Ser man bredere på muslimsk valgdeltagelse i vestlige lande, er det meget svært at få øje på nogen positive effekter. Tværtimod.
Årtiers erfaringer i Danmark, både fra lokal- og folketingsvalg, viser, at muslimernes stemme ikke har haft nogen betydning, selv når de “rette” kandidater og partier har vundet.
De mange kandidater, der gennem årene er blevet mødt med støtte i moskéerne og har søgt at profilere sig som “muslimernes kandidat”, hører man intet fra, så snart de har fået deres sæde.
Venstrefløjen har endda taget standpunkter mod muslimer, som i nogle tilfælde er mere skadelige end de synspunkter, der kommer fra højrefløjen.
Læs også: 7. oktober – et spejl af vores egen politik
Et “Palæstinavalg”?
Et eksempel på dette var, da den daværende integrationsminister fra Radikale Venstre, Manu Sareen, i 2015 foreslog at tvangsfjerne muslimske børn på grund af frygt for “radikalisering”. – Et bredt og politiseret begreb, der ofte bruges til at angribe muslimske doktriner, tankesæt og love i almindelighed.
Derudover er venstrefløjen langt mere opsat på at tvangsundervise folkeskolebørn i LGBT+ emner, hvilket de antimuslimske partier faktisk er imod.
Læs også: Et Gazavalg?
Andre har opportunistisk brugt Palæstina-sagen til at høste stemmer. Dette ser vi også i høj grad i den nuværende kommunalvalgkamp, hvor Palæstina er blevet et tema. Meget kan siges om dette. Men her bør man minde om, at venstrefløjspartierne for blot et år siden tog et markant standpunkt i Palæstinasagen, da de var en del af antisemitismeaftalen, der blandt andet satte lighedstegn mellem kritik af den zionistiske bosætterkolonis legitimitet og antisemitisme. Aftalen blev enstemmigt vedtaget af Folketinget.
“Flere skal bare stemme”
“Der er bare ikke ‘muslimer nok’, der stemmer. Derfor har vi ikke indflydelse. Hvis vi kunne mobilisere store dele af det muslimske fællesskab, ville vores stemme have en vægt.”
Dette er det forventede modargument fra dem, der insisterer på, at muslimer bør stemme.
Virkeligheden er dog, at det ikke kun er stemmevillige muslimer, der bliver narret i det såkaldte folkestyre. De allervigtigste vælgersegmenter i samfundet bliver snydt gang på gang. Den danske middelklasse, som udgør over halvdelen af befolkningen, er blevet svigtet og ignoreret af skiftende regeringer, mens de har plejet elitens interesser, særligt når det kommer til skattepolitik og forringelse af velfærden. Det er sådan demokratiet fungerer. Det er en del af systemets DNA, at det er for eliten, af eliten.
Læs også: Den politiske elite kan ikke tolere islam
Et elitært system, hvor partierne tramper på deres egne kernevælgeres ønsker og bryder valgløfter, som var det helt normalt, vil næppe være særligt pligtopfyldende overfor muslimske vælgere. Særligt når der er en bred enighed i det politiske establishment om den såkaldte “tredje erkendelse”: at islamiske normer og værdier udgør en fare for det sekulære samfund.
Erfaring fra København
I København, hvor der er en relativ høj andel muslimer sammenlignet med resten af landet, gik en stor del af stemmerne til venstrefløjen ved sidste kommunalvalg.
Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre fik et flertal i Borgerrepræsentationen, men dette flertal af “muslimvenlige” partier har ikke realiseret noget som helst for muslimerne.
En ny venstrefløjsblok i København har i protest også dannet sig som et alternativ til de kendte venstrefløjspartier. Det er en koalition med blandt andet Hampepartiet og Kommunistisk Parti, men jeg tror ikke, det er nødvendigt at forklare læserne, hvorfor de ikke kan forventes at være en platform, hvorfra pro-islamiske agendaer vil blive promoveret.
En synkende skude
Det er ikke kun i Danmark, at den almene befolkning konstant bliver svigtet af kapitalismen, hvilket medfører politikerlede og mistillid til systemet. Demokratiet er i en alvorlig tillidskrise på tværs af Europa, da det er blevet tydeligt for folk, at politikerne er bedøvende ligeglade med den almene vælger.
Læs også: Iman Kurdi: Måske er problemet ikke bøn, men Dansk politik anno 2025
De massive protester i Frankrig, den politiske ustabilitet i Storbritannien med konstant skiftende regeringer samt højrefløjens fremmarch i Tyskland og Sverige er blot nogle af tegnene på denne tillidskrise.
Hvordan hænger det sammen, at ikke-muslimer har mistet tillid til systemet og gennemskuet, at de intet har at skulle sige, mens muslimer stadig fortsætter med at give det legitimitet?
Hvad skal vi så, hvis vi ikke skal stemme?!
Det er på tide, at vi tænker uden for boksen og stopper med at imitere vores vildfarne omgivelser. Det er en myte, at man skaber ændring ved at stemme.
Der er andre platforme, man kan påvirke igennem, end det demokratiske system. Faktisk er de fleste samfundsændringer – store som små – blevet realiseret udenom det etablerede system.
Afroamerikanere udgør 13,6 % af den amerikanske befolkning, hvilket svarer til omkring 47 millioner mennesker, men deres forhold blev ikke forbedret ved at stemme.
Det var derimod ved at handle uden for det politiske system, at borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne opnåede ændringer, hvor særligt civil ulydighed og offentlige protester spillede en central rolle.
Den kapitalistiske elite anvender det demokratiske valgsystem til at holde befolkningen i skak, af frygt for at folk vil forsøge at skabe forandringer udenom systemet, som vi så det med de gule veste i Frankrig, der fik Macron til at give sig på visse punkter.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
Islam først
Det er en grov forsømmelse af sit islamiske ansvar, når man opfordrer til at stemme uden at forklare demokratiets virkelighed.
Selv hvis vi for diskussionens skyld skulle acceptere, at det kan være gavnligt at stemme: hvordan kan man så være tavs om, at demokratiet er i strid med islam? Hvorfor inddrages denne del oftest ikke i forklaringen? Hvorfor forholder man sig ikke principielt til, hvilke opgaver kandidaterne bliver valgt til, hverken i Folketinget eller i byråd, og hvad islams lov for disse er?
Der er tale om et sekulært system, hvis fundament og forgreninger ikke blot strider mod den islamiske sharia, men også mod et grundlæggende koncept i den islamiske verdensanskuelse: at Allah (ﷻ) er den Eneste, der kan og må lovgive for mennesket.
Læs også: ’’En nation, hvis leder er Muhammad ﷺ, vil aldrig bøje sig’’
Det islamiske kald og bevarelsen af den islamiske identitet burde være såvel første, anden og tredje prioritet for enhver islamisk organisation. For muslimen er der ingen gavn (maslaha), der er større end opnåelsen af Allahs (ﷻ) velbehag.
Det insisterende offentlige kald til at engagere sig i dette sekulære system kan gøre organisationerne til en fitnah for mange muslimer, når demokratiet opfattes positivt eller som værende i harmoni med Islam. Man bidrager på denne måde til en omfavnelse af demokratiet samt en kobling af muslimernes politiske identitet til dette. Derved tager man altså aktiv del i den værdimæssige assimilation af muslimer i det sekulære system, hvilket faktisk er den ultimative skade (mafsada).
Det profetiske eksempel
Det bedste og vigtigste eksempel har vi i Profeten Muhammad (ﷺ), som konsekvent arbejdede udenom det etablerede system, da han (ﷺ) levede i et uislamisk samfund, hvor muslimerne udgjorde et mindretal.
Profeten (ﷺ) og hans budskab stod i klar modsætning til det etablerede system og dets magtstrukturer. Han deltog derfor ikke i Dar al-Nadwa, som med et moderne udtryk kan beskrives som Mekkas daværende “parlament” eller byråd.
Dar al-Nadwa var en vigtig institution i Mekka før islam, hvor byens ledere samledes for at diskutere og træffe beslutninger om byens anliggender. Profeten (ﷺ) ønskede dog aldrig at søge indflydelse ved at deltage i dette råd.
Han (ﷺ) arbejdede i stedet med sin egen platform: dawa-platformen, hvor han (ﷺ) med ihærdighed, kompromisløshed, energi, udfordring, argumenter og tålmodighed – sammen med sine sahaba (raa) – søgte at ændre folks tanker og opfattelser i det mekkanske samfund.
Profeten (ﷺ) og sahabas (رَضِيَ ٱللَّٰهُ عَنْهُم) ambitioner rakte længere end at opnå anerkendelse fra det omgivne samfund af, at de var ”gode nok” eller at de var ”rigtige mekkanere” og ikke skulle forfølges eller diskrimineres. Eller at de kunne købe sig til nogle umiddelbare interesser og i øvrigt være muslimer i fred.
De ønskede med intellektuel overlegenhed at udfordre alt, hvad der modstred Islam, og modstanden skræmte dem ikke. Den forankrede derimod deres tillid til Allah (ﷻ) og styrkede deres vilje og underkastelse til Ham (swt) alene.
De forstod, at man ikke kan opnå succes uden Allahs (ﷻ) tawfiq.
Vi bør forstå det samme. Og første skridt i den retning, i opnåelse af Allahs (ﷻ) tawfiq, er ved at distancere os fra det sekulære system og kun engagere os i politisk arbejde på basis af islam.