Af Iman Kurdi
Muslim. Kriminel. Undertrykt. Mørk. Koran. Opfør dig ordentligt. Utaknemmelig. Tørklæde. Femte kolonne. Social kontrol. Udlænding.
Det samme mantra. Det samme ekko. Dag efter dag. År efter år. Ikke fra tilfældige mennesker på gaden, men fra folk, der styrer landet. Fra Christiansborg.
En borg der længe har været styret af politikere, der ikke tøver med at terrorisere befolkningen med retorik, der skaber frygt og mistænkeliggørelse.
Som dansk muslim har jeg fået nok af den samme psykiske krigsførelse, hvor min identitet altid er til forhandling. Nok af at være genstand for en konstant politisk kampagne, der søger at definere mig – uden mig. En magt, der vil reducere min tilstedeværelse til en trussel, en byrde, en skævhed i statistikken.
Læs også: Den politiske elite kan ikke tolere islam
Den muslimske identitet er ikke til forhandling
Når man i tilstrækkelig lang tid fører politik baseret på frygt og mistillid, skaber man vrede, afmagt og modstand. Er det virkelig det, man ønsker?
For ingen kan forhindre muslimer i at være muslimer – man kan ikke lukke ned for en religion, troen kan ikke afskaffes med politik. Det er en kamp, der er tabt på forhånd.
Statsminister Mette Frederiksen sagde i et interview med Politiken: “Vi er rigtig mange danskere, der troede, at når folk kom til det her ‘verdens bedste land’ og fik så gode muligheder på hånden, så vil de lade sig integrere, de vil blive danske og de vil aldrig nogensinde gøre vores samfund ondt. Alle os, der havde det sådan, har taget fejl.”
Læs også: Assimilation eller remigration?
Ny forskning fra Aalborg Universitet viser, at integrationen i Danmark går langt bedre, end den politiske debat giver indtryk af. Mens der ofte tales om parallelsamfund, viser omfattende registerdata, at danskere i stigende grad lever og mødes på tværs af etnicitet – i familier, skoler og på arbejdspladser.
Ifølge Danmarks Statistik går udviklingen på arbejdsmarkedet markant fremad for indvandrere og deres efterkommere. Fra 2022 til 2023 steg beskæftigelsen i denne gruppe med 5 procent, mens den stort set stod stille for personer med dansk oprindelse. Ser man over en tiårig periode, er beskæftigelsen for indvandrere og efterkommere vokset med over 100 procent, mod blot 7,4 procent for personer med dansk oprindelse.
Så nej, Mette – du tog ikke fejl. Vi kom til Danmark og traf et frit valg om, hvad vi vil tro på. Vi fulgte loven, og størstedelen af os lever hver dag for at gøre det her land bedre. Vi er danskere, der vil Danmark det bedste, ikke på trods af, men fordi vi er muslimer.
Men intet synes at være godt nok for vores politikere, selvom det ville klæde mange af dem at leve op til den moral, de selv prædiker – især når de afsløres i magtmisbrug, løgne og skandaler som de slettede mink-sms’er, brud på ministeransvarlighedsloven, besiddelse af overgrebsmateriale mod børn og gentagne sager om sexchikane – blot for at nævne nogle få.
Hvordan skal jeg stole på “demokratiets beskyttere,” der dømmer hele generationer af unge indvandrerdrenge i toget, på grund af nogle enkeltes forkerte opførsel? Hvis jeg ikke må dømme jer alle ud fra de værste iblandt jer, hvorfor må I så dømme os alle ud fra de værste blandt os?
Når værdipolitik bliver værdiløs
Hvad skaber desperation, og hvad skaber modstand? Når mennesker konstant trykkes ned, fratages værdighed og stemples som problemet – så opstår der frustration og modreaktioner. Det betyder ikke, at man accepterer vold, men at man forstår dynamikken: undertrykkelse skaber afmagt.
Det samme mønster ser vi her: muslimer i Danmark mødes igen og igen med krav om at bevise deres loyalitet, deres værdighed, deres menneskelighed. Hvor længe kan man leve under den form for pres, uden at noget brister?
Læs også: Rahma Ayad og virkeligheden for muslimske kvinder i Europa
Chokket efter 7. oktober ramte hårdt, fordi det synliggjorde konsekvenserne af netop sådan en brist på global skala. Både verdens og Danmarks sande dehumaniserende ansigt blev afsløret: Et Danmark, der bryster sig af at være et foregangsland for menneskerettigheder, men som uden tøven støtter en ulovlig besættelsesmagt, undertrykker mennesker til bristepunktet og driver et folkemord for åben skærm. Det var et moralsk sammenbrud forklædt som værdipolitik.
Og det var netop det moralske sammenbrud, der gjorde min tro stærkere, mere forankret, mere nødvendig. For hvis den sekulær-liberale verdensorden, med al sin tale om frihed og humanitet, ikke engang vil stoppe et folkemord, hvordan skal jeg da tro på, at den oprigtigt er bekymret for mig, for min “frihed”, for at jeg er “undertrykt” af tørklædet? Eller er der en agenda bag? Hvordan kan man stole på et system, der forsvarer principper på papiret, men mister sin menneskelighed i praksis?
Læs også: 22 nye initiativer til øget statskontrol af muslimers værdier
Her blev det tydeligt for mig, at mennesket ikke kan forblive fanget i materialismen, overforbruget og dyrkelsen af jeg’et. Der må være en pause fra hamsterhjulet – et øjeblik til at søge den sandhed, retfærdighed og mening, der afslører hykleriet. Vi har brug for noget stærkere end troen på politikkens magt, noget helligere end menneskeskabte regler. Vi har brug for en transcenderende vejledning, der kan vise mennesket den vej, det er skabt til at gå.
Når verdens mest magtfulde lande kan støtte afbrænding og lemlæstelse af børn, bombningen af civile fordrevet til telte, den målrettede sult og likvideringen af udsultede, mens de forsøger at hente nødhjælp – alt sammen mens vi magtesløst ser til i realtid – bliver sjælens længsel efter tro på en retfærdig, højere magt ikke længere et valg, men en nødvendighed.
Selv i en tid, hvor ateister tager på åndelige retræter, og sekularismen selv har antaget form som en religion med egne ritualer og dogmer, står én sandhed tilbage: Mennesket er, som den britiske forfatter og religionshistoriker med speciale i komparativ religion, Karen Armstrong, formulerer det – ikke blot Homo sapiens, men Homo religiosus: et væsen, der uundgåeligt søger det guddommelige.
Vi kan ikke blive ved med at lade os distrahere af drømmen om Volvo, villa og vovse. Sjælen sulter efter mening – den skriger efter en guddommelig retfærdighed, som den sekulære verden, herunder politikerne på Christiansborg, kæmper imod med arme og ben. Og måske var det netop dér, chokket fra 7. oktober ramte som et iskoldt slag: At jeg som praktiserende muslim i magthavernes øjne ikke blot er anderledes – jeg er deres fjende nummer ét.
Læs også: Iman Kurdi: Måske er problemet ikke bøn, men Dansk politik anno 2025
Ekstremisme på borgen
Og det var netop det, statsministeren forsøgte at sige i sit interview med Politiken: “Mange ved, at der kan ske et overfald på en S-togsstation, eller at en fyr kan sidde alene på bagsædet af en bus, og pludselig kommer der to eller tre med arabisk baggrund ind og flækker ham. Den utryghed er det absolut største problem.”
Ja, utryghed er et problem. Den utryghed skal naturligvis tages alvorligt, hvis den eksisterer. Men at kalde den det absolut største problem er ikke alene misvisende, det er en bevidst drejning af fortællingen. For man skaber et billede af “den mørke dreng” og insisterer på, at hans adfærd skulle være et udtryk for religion. Det er først og fremmest en løgn – ikke bare et problem. Islam er ikke Danmarks problem. islam bliver brugt som røgslør for at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer.
For mens muslimer konstant gøres til syndebukke, står de reelle problemer uløste: Flere splittede familier, stigende social ulighed, mental mistrivsel, ensomhed, sexchikane, alkoholmisbrug, gambling, afhængighed. Et samfund, der moralsk og værdimæssigt er i opløsning – og hvad er svaret? Peg på muslimer. At reducere alt dette til et muslimsk problem er ikke bare uretfærdigt, det er en intellektuel falliterklæring.
Læs også: Iman Kurdi: Det moderne samfund ødelægger familien
Islam har faktisk løsningen på alle de nævnte problemer i vores samfund, men det styrende system fungerer som en ekstremistisk sekulær “religion”, der med overlegenhed og afvisende holdning nægter at samarbejde med dem, der ikke ligner eller tænker som dets ledere. Det styrende system i Danmark har valgt at svigte samfundets vigtigste aktiv: mennesket. Det er ikke islam, der er problemet.
Hverken sekularismen, liberalismen, kapitalismen eller andre ismer har taget hånd om disse udfordringer som en helhed. Tværtimod har de fragmenteret mennesket og pålagt det masker: ateist i det offentlige, liberal til kaffemøde, kapitalist på arbejdet, feminist på Instagram og spirituel i det private. Du bærer dem alle, men inderst inde ved du ikke, hvem du egentlig er, eller hvorfor du eksisterer.
Læs også: Hvad er liberalisme?
Derfor nægter jeg masken. Jeg er muslim, når jeg vågner; muslim som hjemmegående; muslim på universitetet; muslim på arbejde; muslim i toget; muslim i Tivoli; muslim til svømning; muslim til forældremøde; muslim til fest; muslim, når jeg går i seng. Og ingen på Christiansborg skal have lov til at gøre det kriminelt at være troende eller associere det med samme.
Hvis politikerne oprigtigt ønsker at styrke vores samfund, må den evige opsang stoppe. Vi må begynde at se hinanden som hele mennesker og bruge hinandens styrker til at løse de reelle problemer – problemer, der, hvis de ignoreres, kan vokse til brister – brister, hvis konsekvenser ingen endnu kan forudsige, men som vil mærkes af os alle.