Af Hibba Y. Kilani, projektleder hos CEDA
Der er en elefant i rummet. Den hedder ansvar. Ikke kun Benjamin Netanyahus ansvar, men også det ansvar, millioner af israelere igen og igen har lagt i hans hænder – og det ansvar, europæiske og amerikanske ledere har vasket af sig, mens Palæstina er blevet jævnet med jorden.
I dag fremstilles Netanyahu i mange vestlige medier som en enmandshær. Han udstilles som en skrupskør leder, der isolerer sig fra sit folk, fra generalerne og fra sine allierede. Det billede er belejligt. For hvis Netanyahu er den eneste skyldige, kan resten af Israel og resten af Vesten vaske hænder. Men sådan ser virkeligheden ikke ud.
Et radikaliseret folk
Ved valget i november 2022 sikrede Netanyahus højrefløjsblok 64 ud af Knessets 120 mandater – et klart flertal. Koalitionen bestod af Likud og partier, der åbent går ind for bosættelser, annektering og etnisk udrensning. Israelerne vidste, hvad de stemte på. Når Israel kaldes “Mellemøstens eneste demokrati”, må vi derfor turde sige det åbent: Det demokrati har valgt apartheid som politik, og folket bærer ansvaret for, at Gaza er blevet centrum for et folkemord.
Netanyahu har sammen med sin koalition i de seneste måneder sagt det mere åbent end nogensinde før: Målet er “at tage kontrol med Gaza”. At besætte. At fordrive. Alligevel bliver vi ved med at høre en fortælling om, at Netanyahu er forhadt i sit eget land.
Læs også: En nation ledet af Muhammad ﷺ vil aldrig bøje sig
Tidligere embedsfolk og efterretningsofficerer står frem og hævder, at de radikale elementer i Netanyahus regering – herunder fanatikerne Smotrich og Ben Gvir – udgør “et mindretal”, men tallene afslører noget andet: Netanyahu er Israel. Ikke hele Israel, men flertallet. Og selv om hundredtusinder har demonstreret i Tel Aviv, er det stadig en minoritet. En vigtig minoritet, men deres protester og kritik af Netanyahu kan ikke forveksles med et krav om at standse besættelsen eller folkemordet i Gaza. Demonstranterne har først og fremmest vendt sig imod, at Netanyahu ikke har prioriteret gidslernes frigivelse, før han bombede Gaza. Demonstranterne er vrede over indenrigspolitiske spørgsmål, mod korruption og magtmisbrug – men de har ikke rejst sig for at kræve en ende på den politik, der dagligt knuser palæstinensiske liv. Derfor kan de ikke skjule, at hovedparten af befolkningen har accepteret Netanyahus grundlæggende kurs.
Derfor er det en farlig illusion at reducere ansvaret til én mand. Netanyahus politik er ikke opstået i et vakuum. Den er båret frem af en befolkning, der har givet ham magten. Og den er understøttet af vestlige regeringer, der i årtier har anset Israel som en ven og vigtig allieret, sendt milliarder i våben og teknologi, selv når folkeretten blev trådt under fode. Når Danmark og EU i dag taler om “at revurdere relationen til Israel”, sker det først, efter at grænsen til folkemord ikke længere kan fornægtes og en officiel hungersnød er erklæret. Dernæst er det en manøvre, der skal redde deres eftermæle i historiebøgerne, så de kan tørre skylden på en enlig mand i stedet for den vestlige civilisation som helhed.
Problemet er strukturelt – ikke en enlig svale
For hungersnøden er ikke en naturkatastrofe – den er politisk. Når palæstinensere dør af sult, fordi nødhjælp forhindres i at nå frem, så er det et resultat af en kalkuleret strategi. Og selv her, hvor hungersnøden og folkedrabet er officielt anerkendt, hører vi europæiske ledere tale med to tunger: Mette Frederiksen kalder situationen “katastrofal” og Netanyahu “et problem i sig selv”, men nægter stadig at fordømme Israel og anerkende Palæstina som stat her og nu. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen taler om, at Danmark med EU-formandskabet vil presse Israel, men uden at stille de krav, der virkelig betyder noget. Det er den velkendte europæiske dobbelthed: moralsk indignation, uden politisk konsekvens.
Der er dog sprækker i muren af tavshed. Frankrigs Emmanuel Macron har meddelt, at landet vil anerkende Palæstina ved FN’s Generalforsamling i september. Storbritanniens Keir Starmer – godt nok uden for EU, men stadig politisk toneangivende i Europa – har varslet anerkendelse, hvis der ikke sker et reelt skridt mod fred. Det lyder flot, men det er i virkeligheden en sen, halvhjertet gestus. Anerkendelsen bliver først et politisk redskab, når Europa tør bruge den konsekvent og uden betingelser.
Læs også: Er våbenhvilen ubetinget god?
For problemet er ikke kun Netanyahu. Problemet er, at vi i Vesten lader os narre af vores eget sprog. Når vi kalder Israel et demokrati, men reducerer problemet til Netanyahu alene, frikender vi de vælgere, der igen og igen har givet ham mandat og bakket ham op. Vi frikender et system, der har produceret ham igen og igen. Og vi frikender os selv, fordi vi foretrækker at tro, at alt kunne være anderledes, hvis blot én mand forsvandt.
Men hvis vi virkelig mener, at demokrati indebærer ansvar, må vi også sige: Ansvaret er folkeligt. Derfor kræver situationen selvransagelse – ikke kun i Israel, men også i Europa. Vi må spørge os selv: Hvordan kunne vi lade et folkemord udvikle sig, mens vi talte om “kompleksitet”? Hvordan kunne vi sende våben, licenser og handelsaftaler, mens Israel bombede hospitaler, blokerede nødhjælp og lod børn dø af sult? Og hvordan kan vi stadig bilde os selv ind, at Netanyahu står alene?
Et fælles ansvar
Så lad os tale ærligt om ansvaret: vores ansvar. EU har i årtier gjort “anerkendelsen af Palæstina” til et våben, man vifter med, når kameraerne ruller, mens handel, teknologi og militærsamarbejde kørte videre. Danmark fulgte loyalt det transatlantiske spor, selv når folkeretten skreg. Og medierne, akademikerne og NGO’erne accepterede en samtale, hvor palæstinensere kun fik taletid som perfekte ofre, aldrig som et folk med rettigheder, historie og politiske krav. Hver gang nogen sagde “tiden er ikke til en anerkendelse nu”, blev der købt endnu en måned til ødelæggelse.
Elefanten i rummet er derfor ikke, at Netanyahu er ekstrem. Elefanten er, at vi gjorde ekstremismen mulig. Den står i de israelske stemmebokse. Den står i Europas eksporttilladelser, i vores dobbelstandarder, i vores forsinkede moralske gestus og i løgnen om ”to-statsløsningen”.
Læs også: Hvem står bag Gaza Humanitarian Foundation?
Hvis vi mener det alvorligt, kræver det ubetinget anerkendelse af Palæstina som begyndelsen på en ny politisk kurs. Det kræver ophør af associeringsaftaler og militært samarbejde, der bruges til undertrykkelse. Det kræver konsekvent håndhævelse af folkeretten: sanktioner, når resolutioner og kendelser ignoreres, og støtte til retsopgør uanset gerningsmændenes pas. Og det kræver, at Europa ser sig selv i spejlet og spørger, hvordan vi kom hertil og hvad vi skylder de millioner af palæstinensere, der har mistet liv, frihed og land. Uden disse krav, er enhver anerkendelse tom symbolpolitik.
Og netop derfor kan vi ikke bilde os selv ind, at ansvaret alene ligger hos Netanyahu. Han er valgt, han er båret, han er muliggjort af den israelske befolkning og af de vestlige regeringer, der valgte at se væk. Så længe besættelsen fortsætter, er enhver tale om demokrati, fred eller orden tom. Og ansvaret for den løgn deles mellem Tel Aviv, Washington og Bruxelles.