Det er nu et kvart århundrede siden, at Bush og hans allierede indledte en politisk og militær æra, som skulle komme til at definere ikke bare udenrigspolitikken, men også millioner af muslimers liv verden over. For i dag er det også 25 år siden, at muslimers nye virkelighed blev skabt.
Den 11. september 2001 blev startskuddet til “krigen mod terror”, der kostede millioner af menneskeliv. Invasionen af Afghanistan, senere Irak og til en verdensorden, hvor muslimer i stigende grad blev betragtet gennem terrorismens linse. Men det har vi efterhånden talt om i både årtier og generationer. Det langt mere interessante spørgsmål er derfor, hvad den globale markering af 11. september afslører om vores forestillinger om menneskeliv og ikke mindst hvilket ansvar vi selv bærer for de opfattelser vi har.
Når tragedier ikke vægtes ens
På dagen i dag vil medierne igen være fyldt med mindehøjtideligheder om den 11. september. Om de 2.977 mennesker, der mistede livet. Alle husker lydoptagelserne fra tvillingetårnene, hvor folk i deres sidste minutter ringer til deres familier for at sige farvel. Men hvor mange husker optagelsen fra Gaza, hvor seksårige Hind Rajab trygler ambulanceredderne om at komme og redde hende, før hun blev massakreret med over 300 skud?
Læs også: Hvem vurderer, hvor meget “muslimsk” en muslim må være?
Vi får at vide, at 11. september fortjener den massive opmærksomhed, fordi det var “det største terrorangreb mod Vesten”. Men selv dét argument bør vi stille os kritiske overfor. For hvorfor skulle det faktum, at angrebet ramte Vesten, gøre ofrene mere værdige til vores medmenneskelighed? Hvorfor skal geografien afgøre, hvor meget et menneskeliv betyder?
Og svaret er, at det slet ikke er det, det handler om. Det handlede aldrig om, at Vesten reelt var i fare eller under angreb. For USA blev 9/11 den nødvendige begivenhed, der kunne legitimere og retfærdiggøre alt det, der senere skulle udfolde sig. Så det egentlige spørgsmål er: Hvorfor hoppede resten af Vesten med på vognen?
Uskyldige menneskeliv gik tabt på brutal vis, og det skal vi absolut mindes og fordømme. Kollektivt. Problemet er, at vi har udviklet en mærkelig form for selektiv empati, hvor lyse menneskers lidelse bliver til historie, mens andres bliver til baggrundsstøj.
Hvem bliver husket – og hvem bliver glemt?
Men selvfølgelig handler det ikke om at flytte vores opmærksomhed fra én tragedie til en anden, men om at opfordre den almene dansker til at træde et skridt tilbage og betragte det større politiske og mediale landskab, som vi alle indgår i. Det handler om at genvinde den kritiske distance, som er nødvendig, hvis vi ikke blot skal vande de fortællinger, der allerede er formuleret for os. Tillad dig selv at danne en selvstændig holdning, også når den ikke stemmer overens med den holdning, du på forhånd er blevet fortalt, at du bør have.
Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’
Det er forståeligt, at vi påvirkes af de fortællinger, vi møder. Politikere, kommunikatører og medier har netop som profession at sætte dagsordener, forme fortællinger og påvirke os. Men det fritager os ikke for et ansvar. Vi har stadig et ansvar for, at stille spørgsmål ved nyhederne og undersøge, hvorfor nogle menneskers tragedier fylder mere i vores bevidsthed end andres.
Så altså, når 11. september igen fylder vores aviser og skærme, kan du spørge dig selv: hvorfor får netop denne tragedie så meget af min opmærksomhed, og hvad siger det om de tragedier, jeg har lært at overse?
For problemet er ikke, at de husker 11. september.
Problemet er, at de stadig ikke husker alle de andre.