Der er efterhånden ikke meget, man som muslim i Danmark ikke har skullet stå til regnskab for. Vores syn på demokrati, homoseksualitet, påklædning, bøn og børneopdragelse. Vi har forklaret, taget afstand og fremhævet vores uddannelser, arbejde og frivillige engagement. Som om det skulle være bemærkelsesværdigt, at muslimer uddanner sig, arbejder og tager ansvar. For os er det en selvfølge.
Vi møder politikere, der taler højlydt om kvinders frihed, men samtidig vil bestemme, hvad muslimske kvinder må have på hovedet. Modsigelserne er efterhånden så åbenlyse, at spørgsmålet ikke længere er, hvordan vi afslører dem, men hvorfor vi stadig forventer, at endnu et forsvar for islam vil ændre debattens præmisser.
Alligevel står vi her igen. Nu med en bevægelse som “Det Danske Folk”, der demonstrerer under mottoer om frihed og tryghed, samtidig med at den erklærer sin modstand mod islam. Bevægelsen siger, at kritikken gælder en ideologi og ikke mennesker. Men skellet bliver vanskeligt at opretholde, når en religion som hundredtusindvis lever efter, fremstilles som noget, samfundet skal beskyttes imod.
Når friheden kun gælder de rigtige overbevisninger
Et liberalt demokrati forudsætter ikke, at alle deler samme moral. Det forudsætter, at mennesker med forskellige overbevisninger kan leve under fælles love og med lige rettigheder. Det er ikke længere nok, at man følger loven. Vi forventes også at tænke, tro og mene det “rigtige”, og her bliver det relevant at spørge, om målet er frihed, eller om frihed blot er blevet et pænere ord for ensretning.
I Danmark er der oprettet et offentligt register, hvor mennesker frivilligt kan udelukke sig fra pengespil. Ifølge Spillemyndigheden var omkring 74.000 registreret i august 2026. Det bør give anledning til eftertanke. For mens vi diskuterer, om religiøse forbud begrænser menneskets frihed, har vi skabt et system, hvor mennesker beder om hjælp til at begrænse deres egen adgang til noget, de ellers frit må gøre[1].
Hvis det liberale verdenssyn ikke kan rumme mennesker, der udfordrer det herskende frihedsideal, er det så overhovedet friheden, der forsvares? Eller er det en ideologi, der kræver konformitet, absolut ensretning og enstænkning?
Læs også: Morten Bødskov: Det er muslimernes egen skyld, at de bliver diskrimineret
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
Hvem har bestemt målestokken?
Er islam forenelig med demokrati, danske værdier og det moderne samfund? Spørgsmålene er blevet så almindelige, at vi næsten har glemt at undersøge deres udgangspunkt. Hvorfor er det netop disse forestillinger, islam skal måles efter?
Liberalisme og sekularisme bygger også på bestemte ideer om frihed, moral og mennesket. De er ikke hævet over diskussion, blot fordi de præsenteres som neutrale udgangspunkter. Alligevel skal islam igen og igen forklare sig over for værdier, som ikke bliver stillet til regnskab.
Vi har accepteret en debat, vi aldrig selv har defineret
Men her må jeg rette blikket mod os selv. For måske er det mest bekymrende ikke, at islam konstant bliver stillet til regnskab. Måske er det, at vi som muslimer har accepteret den position.
Når islam beskyldes for at undertrykke kvinder, forklarer vi kvindens rettigheder. Når islam beskyldes for vold, forklarer vi, at religionen også handler om fred, og når vores tro fremstilles som et integrationsproblem, fremhæver vi hvor lovlydige og samfundsengagerede vi er. Når en anklage er besvaret, står den næste klar.
Det er næsten blevet en fast arbejdsfordeling. Andre stiller spørgsmålene. Vi leverer svarene. Andre definerer problemerne. Vi forsøger at afkræfte dem.
Det er ikke forkert at forsvare islam. Problemet kan opstå, når forsvaret bliver vores eneste opgave. Vi er begyndt at forveksle retten til at praktisere vores religion med behovet for at få den anerkendt, men islam eksisterer ikke for at blive accepteret af et parlamentarisk flertal. Dens principper blev ikke åbenbaret for at bestå en dansk integrationsprøve.
Der diskuteres om islam passer ind i det moderne samfund, mens mennesker kæmper med afhængighed, ensomhed, psykiske lidelser, gæld og svækkede relationer. Hvorfor taler vi ikke mere om, hvad islam kan bidrage med til disse samtaler? Eksempelvis afhængighed. Alkohol, stoffer og gambling ødelægger både økonomi, helbred, familier og meget mere. Islam forbyder rusmidler og gambling og understreger menneskets ansvar for sig selv og andre. Islam forbygger netop disse problematikker.
Ifølge WHOs rapport fra 2025 er ensomhed forbundet med omkring 871.000 dødsfald årligt på verdensplan[2]. Samtidig lærer islam os, at vores forældre, slægtninge og naboer har rettigheder over os. Omsorg er ikke kun noget vi viser når vi har tid og overskud, men det er en religiøs forpligtelse. Hvad sker der med et samfund, når menneskets ansvar over for andre bliver et personligt tilvalg frem for en forpligtelse?
Vi mangler ikke kun bedre svar. Vi mangler bedre spørgsmål.
Det kræver at vi tager vores intellektuelle og samfundsmæssige ansvar alvorligt, og at vi ikke blot reagerer på den seneste anklage, men selv undersøger samfundets udfordringer og fremlægger islams perspektiver med viden, selvkritik og faglighed.
Vi skal ikke holde op med at forsvare os, men vi skal heller ikke lade vores forsvar udgøre hele debatten.
For hvis vi ikke selv tager ansvar for at fortælle, hvad islam er kan vi heller ikke blive ved med at undre os over, at andre fortæller historien for os.
[1] Spillemyndigheden — Statistik over udelukkelsesregistret
[2] WHO (2025): Loneliness and Social Isolation as Global Public Health Priorities, s. 17