Af Sam Mohabbat
Angrebet d. 7. oktober 2023 kom som et chok for hele verden. Ikke blot fordi et belejret folk formåede at bryde ud af hvad man kan kalde verdens største friluftsfængsel1, men også fordi det fik en dybt rodfæstet fortælling til at smuldre; fortællingen om en uovervindelig besættelsesmagt. På under ét døgn viste en del af en belejret og meget begrænset befolkning pludseligt, at det tilsyneladende umulige er muligt. Denne erkendelse indfandt sig hurtigt hos politiske analytikere, journalister og eksperter – ikke kun blandt muslimer:
“Med angrebet d. 7. oktober sidste år, forsvandt forestillingen om Israels uovervindelighed…”2
Dette var ordene fra Steffen Gram, mangeårig udlandskorrespondent på DR og iagttager af internationale forhold, i indledningen til hans P1-program ’Verden ifølge Gram’ den 14. august 2024.
Reaktionen fra den zionistiske besættelsesmagt lod, som bekendt, heller ikke vente på sig. Premierminister Benjamin Netanyahu udtalte 8. oktober 2023:
“Vi vil forvandle Gaza til en ø af ruiner.”3
Og Yoav Gallant, daværende forsvarsminister, sagde:
“Der vil ikke være elektricitet, ingen mad, intet brændstof. Alting er lukket. Vi kæmper mod menneskelige udyr.”4 (8. oktober 2023)
Herfra blev en gammel zionistisk plan forsøgt iværksat med angrebet 7. oktober som påskud: folkemord og fordrivelse af hele det palæstinensiske folk. Denne udvikling skabte ikke kun politisk ustabilitet i regionen – den udløste også en markant folkelig bevægelse i de vestlige lande imod massakrerne og uhyrlighederne. Demonstrationer dukkede op overalt, og debatten blev intens og stærkt polariseret.
Læs også: Hvem står bag Gaza Humanitarian Foundation?
Politisk pres på retssystemet
I Danmark gik der ikke mere end en måned, før regeringen begyndte at involvere retssystemet i hvad der lignede et halvpanisk forsøg på at lukke ned for den pro-palæstinensiske bevægelse, især den del af den, som udtrykte kraftig modstand mod selve det såkaldte ”Israel”. Statsminister Mette Frederiksen trådte frem og krævede sigtelser rejst mod ytringer omhandlende 7. oktober.
Den 9. november skrev hun til justitsministeren:
“Jeg skal anmode om, at Justitsministeriet udarbejder en redegørelse om […] tilskyndelse til og billigelse af terror mv. i forbindelse med den seneste tids demonstrationer og offentlige ytringer i relation til konflikten i Israel og Gaza […] Redegørelsen bedes oversendes senest den 16. november 2023.”5
Statsministeren gav altså justitsministeriet blot syv dage til at frembringe en redegørelse. Et klart politisk signal om, at der skulle sigtelser på bordet – hurtigt – og nogle skulle retsforfølges. Den vidtgående antiterrorlovgivnings lange arm skulle altså bruges til forfølge modstandere af folkemordet i Palæstina for deres politiske ytringer og afskrække andre fra at tage aktiv del i den betændte debat på en måde, der bryder med det politisk accepterede narrativ om konflikten og de anerkendte rammer for samme debat.
Fire dage senere havde justitsminister Peter Hummelgaard “bedt” politiet om en redegørelse.
“Jeg har bedt politiet og anklagemyndigheden om at udarbejde en redegørelse om myndighedernes håndtering af sager, hvor lovgivningen om blandt andet tilskyndelse til og billigelse af terror med videre kan være overtrådt.”6
Den juridiske maskine var sat i gang med politisk pres som brændstof. Allerede her er der nogle spørgsmål, der nærmest stiller sig selv:
- Hvad blev der af den påståede tredeling af magten?
- Hvorfor underminerer regeringen myndigheders og domstoles uafhængighed ved at iværksætte dem politisk?
- Hvor er tilliden til, at anklagemyndighed og politi passer deres arbejde uden politiske instrukser?
På dette tidspunkt havde besættelsesmagten allerede dræbt mere end 10.000 civile i Gaza og erklæret ethvert menneske i området som legitimt mål. Alligevel var det ikke folkemordet, der vakte politisk harme i Danmark men ytringer fra dem, der protesterede imod det.
Kort tid efter begyndte sigtelserne at lande i e-boksen hos folk, der havde vovet at ytre sig kritisk nok. Mange af disse var aktivister til demonstrationer og i grupper, som staten allerede havde mistænkeliggjort. Samtidig kunne journalister, politikere og andre debattører offentligt udtrykke støtte til besættelsesmagtens massebombing af Gaza, og åbent hylde massakrer på civilbefolkningen, uden at blive mødt med samme retslige skridt eller politisk opmærksomhed.7
Læs også: Den politiske elite kan ikke tolere islam
Terrorbegrebet som politisk våben
Spørgsmålet om politisering af retssystemet afvises ofte med henvisning til lovens neutralitet. Men den påstand mister al troværdighed, når man ser på, hvem der reelt besidder definitionsretten. I dag er det vestlige regeringer, vestlige institutioner og vestlige politikere, der beslutter og oplister, hvad der er terrorisme, og hvem der er terrorister – og dermed hvem, der kriminaliseres per udgangspunkt, hvorefter lovens anvendelse og dommeres tolkning skal ske inden for denne politisk besluttede ramme.
Historien taler sit eget tydelige sprog:
- Krigene i Irak og Afghanistan blev legitimeret med påstanden om en kamp mod terror. Oprettelsen af hemmelige CIA-fængsler verden over, hvor fanger blev tortureret uden rettergang, blev ligeledes retfærdiggjort med henvisning til ‘terrorbekæmpelse’.
- Da Anders Breivik dræbte 77 mennesker i Norge, tøvede mange med at kalde det terror, da gerningsmanden var en hvid kristen europæer. Samme inkonsistens i anvendelsen af terrorbegrebet, har været øjensynlig i mange andre eksempler.
- Med Angrebet den 7. Oktober havde de vestlige stater intet problem med omgående at definere det som terror, men efter mere end to års systematiske angreb på civile i Gaza, har de vestlige regeringer stadig svært ved blot at nævne ordet krigsforbrydelser
Denne selektivitet afslører, at terrorbegrebet i dag i højere grad fungerer som en politisk snarere end en juridisk objektiv kategorisering. Når lovgivning vedtaget under en særlig ”krig mod terror”-ramme og stemning, og samme love fortolkes gennem en sådan politisk ramme, betyder det, at dommere dårligt kan dømme ud fra en neutral retslig standard — men let vil komme til at dømme ud fra en statsligt defineret politisk dagsorden, som de i øvrigt ofte vil være påvirket af som en del af statsmagten og i endnu højere grad som ”systemfolk”.
Læs også: Netanyahu står ikke alene: Ansvaret er israelsk
En vigtig lektion for muslimer i Danmark
Dommene relateret til ytringer om Palæstina afslører også en vigtig kendsgerning:
Når staten føler sig presset af særligt muslimers politiske engagement og fastholdenhed af deres islamiske værdier, budskaber og symboler – så bøjes både grundprincipper og lovgrundlag. Dette er ikke en ny udvikling. Allerede i 2016 sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen direkte, at Danmark måtte være villig til at “bøje” egne regler og gå til kanten af Grundloven for at bekæmpe det, han kaldte “radikaliserende kræfter”.
Det betyder med andre ord: Når modparten er muslimer, må spillereglerne være fleksible.
Kampen mod islamiske politiske holdninger er i dag institutionaliseret – under overskrifter som “radikalisering”, “ekstremisme” og “terror”. Kategorien er fleksibel, så længe den kan anvendes mod den politiske og religiøse ytring, staten ønsker at begrænse. Og netop nu falder disse domme i en periode, hvor deltagelse til kommunalvalget debatteres blandt muslimer – og det rejser nogle afgørende spørgsmål, der ikke altid stilles skarpt på: Kan vi stole på den demokratiske proces, når skiftende regeringer åbent har udtrykt villighed til at bryde deres egen grundlov for at undertrykke islamiske stemmer? Når domme, sigtelser og anklager bliver formet af politiske udmeldinger og udenrigspolitiske hensyn, så står retssystemet i fare for at miste sin legitimitet som uafhængig samfundsbastion. I stedet bliver det et redskab til at regulere opinion og holde bestemte befolkningsgrupper på plads. Det er i dette lys, dommene om Palæstina-ytringer må forstås.
Læs også: Kommunalvalget – et dybere perspektiv
Hvad så nu?
Skal vi lade os skræmme af disse intimideringsforsøg og bilde os selv ind, at det ikke nytter noget at stå fast på de standpunkter, som Islam definerer for os? Selvfølgelig ikke.
Vi som muslimer i Danmark skal evaluere vores rolle og formål – ikke kun i Danmark men også i vesten i det hele taget.
Hvorfor er vi her — og hvilken rolle har vi?
Hvis disse spørgsmål ikke besvares tydeligt og med Islam som reference, risikerer vi, at individuelle interesser, minoritetstænkning og konsekvenstænkning får lov at dominere os. Vi er en ummah, der skal defineres af vores overbevisning — og vi bærer et ansvar overfor Allah og hinanden, herunder vores brødre og søstre i Palæstina. Vi skal ikke identificere os selv ud fra de eksisterende politiske og kulturelle rammer, vi i dag lever under. Gør vi dét, tillader vi de facto, at det er de vestlige stater, der former vores standpunkter og meninger.
I Danmark har vi som muslimer gode forudsætninger – i form af sprogkundskaber, faglige kompetencer, økonomisk styrke og politisk erfaring – til at engagere os med det formål at fremme Islam, intellektuelt, kulturelt og også politisk på en principfast og påvirkende måde.
Når staten bruger lovgivning og domstolene som skræmmemidler, skal målet være klart for os: At muslimer trækker sig fra debatten og opgiver deres islamiske standpunkter i det offentlige rum.
Hvis vi bukker under for sådan en intimideringsstrategi, overlader vi fortællingen til dem, der støtter et folkemord og ønsker at forbinde islamiske holdninger til terror. Modstanden begrænses til synspunkter, der kan accepteres inden for den vestlige sekulære ramme. Vi mister derved vores virkelige stemme i en tid, hvor der er allermest brug for os, og endnu mere katastrofalt – svigter vi vores ansvar over for Allah (swt).
Vi må ikke lade frygt finde vej til vores hjerter. Vi skal som et fællesskab stå fast på hvad der er sandt og islamisk korrekt, særligt i de sager der vedrør vores ummah; og vi skal have tillid til, at det er Allah (swt), der er den bedste beskytter — ikke menneskeopfundne love, ikke politikere, ikke retssystemet.
Læs også: ’’En nation, hvis leder er Muhammad ﷺ, vil aldrig bøje sig’’
- Baruch Kimmerling, “Politicide: Ariel Sharon’s War Against the Palestinians.” (2003) ↩︎
- “Verden ifølge Gram” d. 14. august 2024 ↩︎
- Benjamin Netanyahu: “We will turn Gaza into an island of ruins”— Israels Premierminister Benjamin Netanyahu, oktober 2023. ↩︎
- Yoav Galant: “There will be no electricity, no food, no water, everything is closed—we are fighting against human animals, and we act accordingly”— Israels forsvarsminister Yoav Galant, oktober2023. ↩︎
- https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/REU/bilag/43/2777893.pdf ↩︎
- https://www.information.dk/telegram/2023/11/justitsminister-beder-politi-redegoerelse-opfordring-terror ↩︎
- https://x.com/JoachimBOlsen/status/1741540910964347070?s=20 ↩︎