Af Amar El Chiekh Khalil
Statsministeren siger i sin nytårstale, at hun ikke altid har lyttet ordentligt til os. At der ikke er gjort nok for at bekæmpe den stigende ulighed. At der ikke er gjort nok for de børn, der mistrives. Det er en sjælden erkendelse. Men spørgsmålet er: Hvem er “os”?
For der bliver ikke lyttet til os alle. Der er en stor gruppe mennesker i Danmark, som konsekvent ikke bliver hørt; minoriteter, der ikke passer ind i fortællingen om det fælles “vi”. Og når man ikke bliver lyttet til, begynder utilfredsheden at larme. Ikke fordi man vil larme, men fordi stilhed ikke længere er en mulighed.
Læs også: Når muslimske stemmer kriminaliseres, før de forstås
Statsministeren har ret i, at uligheden er stigende. Men hun overser, eller forbigår, at denne ulighed ikke blot er opstået af sig selv. Den er blevet skabt. Gennem politiske beslutninger, gennem retorik og gennem en systematisk forskelsbehandling, som især rammer minoriteter. Der er bare ikke gjort nok for at bekæmpe uligheden. Der er gjort rigeligt for at forstørre den.
Når statsministeren taler om børn, der mistrives; børn præget af angst, skolevægring, mistrivsel og manglende tro på sig selv og livet, så rammer hun noget virkeligt. Men hun undlader at nævne, hvilke børn der rammes hårdest. Det er i høj grad minoritetsbørn. Børn, der møder eksklusion, diskrimination og racisme; ofte fra den samme statsminister, der hævder at være “børnenes statsminister”.
Når staten ikke tror på dig, er det svært selv at tro på dig selv.
Læs også: Liberté, Égalité, Fraternité
Forskelsbehandlingen er et aktivt valg
Statsministeren taler om familier, der kæmper mod mørket; enten i sindet eller i mødet med systemet. Selvom hun næppe henviser til minoriteters erfaringer, er det netop dér, mange af os befinder os. For hun er systemet. Hun er billedet på det system, som mange minoriteter konstant støder ind i. Et system, der mistænkeliggør, stigmatiserer og sorterer.
Det mørke, mange befinder sig i, er ikke opstået af ingenting. Det er skabt politisk.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
Frederiksen nævner ikke Palæstina i sin tale, når hun nævner kriserne i verden og herhjemme. Alligevel har krigen i Gaza fyldt enormt meget; også for børn i Danmark med palæstinensisk baggrund. Da der blev iværksat særlige initiativer for ukrainske børn og familier, var det rigtigt og nødvendigt. Men hvor var tilbuddene, dialogen og den psykiske støtte til børn med palæstinensisk baggrund? Fraværet taler sit tydelige sprog. Forskelsbehandlingen er ikke tilfældig. Den er et aktivt valg.
Det samme gælder den nylige debat om at gennemgå førtidspensioner blandt “anden etniske” borgere; et tiltag, som statsministeren indirekte henviser til, når hun taler om, at nogen kan pensionere sig selv tidligt, mens andre ser pensionsalderen stige. Det er endnu et eksempel på, hvordan bestemte grupper konsekvent udpeges som problemet. Endnu et knivstik til dem, der i forvejen står udenfor.
Læs også: Når mistillid bliver politik og faglighed sættes på anklagebænken
Hvis man vil bekæmpe ulighed, må man også turde se indad. Man kan ikke grave et hul dybere og samtidig påstå, at man er i gang med at klatre op. Det kræver, at man spørger sig selv, hvilke værdier man reelt udøver, og ikke bare hvilke man påstår at stå for.
“Gud har vigepligt”
Statsministeren siger, at man godt kan være dansker, selvom ens livret ikke er frikadeller. At vi ikke ser ens ud, men skal ville hinanden. Det lyder smukt. Men det forudsætter, at viljen går begge veje. Det er ikke at ville hinanden, hvis kun den ene side forventes at strække sig. Regeringen skal også ville folk som mig. Og gøre plads til os.
Vores nuværende kronprins sagde i sin 18-års fødselsdagstale, at: “Jeg har rødder mange steder i verden, og jeg nyder at rejse ud. Men hjemme vil altid være her. For jeg elsker mit land.” Det blev med rette opfattet som et smukt udsagn. Men når minoriteter i Danmark siger det samme, bliver de mødt med krav om at bevise deres loyalitet. Det, der hos kronprinsen ses som styrke, bliver hos andre gjort til et problem. Hvis vi vil hinanden, må vi også acceptere, at kærlighed til Danmark kan se forskellig ud.
Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’
For disse forskelligheder betyder samtidig, at vi også har forskellige trosoverbevisninger, og derfor er det bekymrende, når statsministeren på den ene side fremhæver Grundloven som et nærmest ukrænkeligt princip, men på den anden side tilsidesætter den, når den kolliderer med hendes politiske dagsorden. “Gud har vigepligt,” siger hun. Hvem har givet hende mandat til at afgøre, hvornår Gud har relevans, og hvornår tro og religion pludselig skal skubbes til side?
Lighed kræver mere end ord
Når statsministeren taler hårdt til kriminelle udlændinge, er det let at nikke med. Der skal ikke være plads til kriminalitet. Straffe skal være konsekvente. Men det er nemt at stoppe en blødning. Det svære er at finde årsagen. Hvorfor ender nogle mennesker i kriminalitet? Kan det have noget at gøre med den mistænkeliggørelse og modstand, de mødes med fra dag ét?
At stille det spørgsmål er ikke at undskylde kriminalitet. Det er at tage ansvar.
For hvorfor er det kun bestemte grupper, der konsekvent udpeges som truslen mod “verdens dejligste land”? Hvad med de etnisk danske kriminelle, der slipper med milde straffe? Hvor er vreden dér? Hvor er ønsket om konsekvens og lighed?
At udvise udlændinge, der idømmes mindst et års fængsel uanset hvad, er mildt sagt et grusomt og voldsomt opgør med konventionerne, og en stor bekymring hos mange. Ligeledes en udtalelse, der har store konsekvenser. For igen blev minoriteter mistænkeliggjort, da statsministeren udpegede folk fra Irak og Kosovo, som var deres oprindelse i sig selv afgørende. En sådan udskamning siver hurtigt ned gennem samfundets lag med store konsekvenser. I realiteten er folks oprindelse irrelevant for det budskab, hun forsøger at sende, men konsekvensen er større splid, og en øget risiko for mistænkeliggørelse, i det offentlige rum.
Læs også: Kriminalitet har rod i islam, når muslimer begår den
Statsministeren siger, hun vil bekæmpe ulighed. Men lighed kræver mere end ord. Det kræver mod til at se på sine egne beslutninger. På sin egen retorik. På de mennesker, man igen og igen vælger fra.
Man kan ikke beskytte ofre selektivt. Man kan ikke tale om fællesskab, mens man systematisk holder nogen udenfor. Og man kan ikke helbrede et samfund, hvis man nægter at erkende, at det er sygt indefra.