I dag den 15. maj markerer palæstinensere og muslimer verden over 77-året for Nakbaen, “katastrofen”, som refererer til den etniske udrensning af Palæstina og den næsten totale ødelæggelse af det palæstinensiske samfund i 1948.
Denne markering minder os om, hvordan koloniale og imperialistiske projekter fortsat påvirker mennesker og skaber ulighed i dag, hvilket gør den relevant for nutidens politiske og sociale diskussioner.
På denne dag blev staten Israel oprettet bogstaveligt talt på ruinerne af tusindvis af palæstinensiske huse i de landsbyer, der var blevet besat og etnisk udrenset for at etablere en jødisk-majoritetsstat, i overensstemmelse med de zionistiske bevægelsers aspirationer.
Mellem 1947 og 1949 blev mindst 750.000 eller halvdelen af den palæstinensiske befolkning gjort til flygtninge uden for statens grænser. Zionistiske styrker havde taget mere end 78 procent af det historiske Palæstina, etnisk renset og ødelagt omkring 530 landsbyer og byer, og dræbt omkring 15.000 palæstinensere i en lang række massakrer. Bevæbnede zionistiske grupper havde allerede startet fordrivelsesprocessen af palæstinensere meget tidligere.
Raceideologi
Rødderne til Nakba stammer fra fremkomsten af zionismen som en politisk ideologi i slutningen af det 19. århundrede i Østeuropa. Zionismen udviklede sig som en reaktion på antisemitisme og forfølgelse og blev drevet af ønsket om at skabe en sikker tilflugt for jøder i form af en nationalstat. Dette førte til konkrete bestræbelser på at kolonisere Palæstina, understøttet af internationale magter, hvilket senere blev afgørende for de politiske og demografiske transformationer i området. Ideologien er baseret på troen på, at jøder er en nation eller en race, der fortjener deres egen stat drevet af den antisemitiske forfølgelse og pogromer, de stod overfor i Europa.
I 1917, før starten på det britiske mandat (1920-1947), udsendte briterne Balfour-erklæringen, hvor de lovede at hjælpe med “etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina”, hvilket i praksis var et løfte om at give et land væk, som ikke tilhørte dem.
I begyndelsen af 1947 annoncerede den britiske regering, at de ville overdrage den katastrofe, de havde skabt i Palæstina, til FN og afslutte deres koloniale projekt der. Den 29. november 1947 vedtog FN Resolution 181, delingsplanen, som anbefalede opdelingen af Palæstina i jødiske og arabiske stater.
Selvom fordrivelsen af palæstinensere fra deres lande af det zionistiske projekt allerede var i gang under det britiske mandat, begyndte den store fordrivelse, da FN’s delingsplan blev vedtaget. Mens det zionistiske projekt opfyldte sin drøm om at skabe “et jødisk hjemland” i Palæstina i 1948, stoppede processen med etnisk udrensning og fordrivelse af palæstinensere aldrig.
Palæstinenserne, der ikke havde noget med det europæiske jødehad, pogromerne eller Holocaust at gøre, betaler prisen for disse historiske forbrydelser. Samtidig ser vi, hvordan europæiske nationer støtter handlinger, der gentager nogle af de grundlæggende overgreb, som de selv fordømmer i andre sammenhænge.
Tostatsløsning?
I vesten får vi ikke fortalt den blodige historie om etableringen af besættelsesmagten Israel, selvom alt ved etableringen er mildest talt kritisabelt og alle aspekterne ikke vil kunne retfærdiggøres i vestens øjne, hvis ofrene var blonde.
Vi bliver solgt en uretfærdig to-stats-løsning som betyder, at ejermanden skal acceptere, at tyven får 78% af det han har taget, som om der intet er galt med det. Palæstinenserne ville ikke give nogen andel af deres land, men den britiske kolonimagt agerede, som om den havde ret til at forære andres land til en tredjepart. Briterne var en besættelsesmagt, og den zionistiske enhed er en forlængelse af denne besættelsesmagt. FN gentog senere briternes fejl og foreslog også at give noget, der ikke var deres til nogen, som aldrig bliver legitime ejermænd.
En tostatsløsning er ikke en løsning, det er en legitimering af tyveri. Eksistensen og anerkendelsen af besættelsesmagten Israel er en blåstempling af etnisk udrensning og terrorangreb. For eksempel har forsøg på at implementere tostatsløsningen ikke ført til reelle forbedringer, men snarere til en fortsat ekspansion af israelske bosættelser på Vestbredden og øgede restriktioner for palæstinensernes frihed. Dette i et bevidst forsøg fra den israelske besættelsesmagt i at forpurre fredsprocessen og tostatsløsningen.
Hvorfor? Fordi det aldrig har været deres hensigt at etablere fred med deres naboer på 1967-grænserne. Dette viser, hvordan magt og ressourcer fortsat bliver ulige fordelt, og det sender et signal til andre stater om, at brutal anvendelse af magt kan retfærdiggøres, så længe stormagterne holder hånden over en. Det udstiller FN-systemet for, hvad det er: de gamle imperiale kolonimagters værktøj til at fortsætte en ulige verdensorden, hvor den stærke trumfer den svage.
Den internationale retsorden er død
Hvis en såkaldt fred mellem Ukraine og Rusland blev opnået på samme præmisser som dem, der foreslås for Palæstina, ville europæiske statsledere være de første til at kritisere den. Det ville være utænkeligt at acceptere, at en kolonimagt giver en del af en andens land til en fremmed befolkning, uanset hvor forfulgt denne befolkning måtte være. Især når det oprindelige folk, som bliver fordrevet, ikke har nogen historisk forbindelse til forfølgelsen. Denne dobbeltstandard er ikke kun moralsk problematisk, men underminerer også principperne for international ret og retfærdighed.
Ukrainerne ville aldrig acceptere en “fred”, hvor Østukraine blev overgivet til Rusland af tredjeparter som USA eller EU. Disse regioner tilhører ikke dem, der forhandler på deres vegne, og Ruslands besættelse af områderne er sket gennem krigsforbrydelser og vold. Alligevel forventes palæstinenserne at acceptere en løsning, der legitimerer tyveriet af deres land og normaliserer uretfærdigheden. Denne diskrepans i vestlige holdninger afslører ikke kun hykleri, men fremhæver også, hvordan magtpolitik ofte træder i stedet for retfærdighed, når det gælder ikke-vestlige befolkninger.