Har du nogensinde undret dig over, hvorfor Afrikas grænser ser så mærkelige ud?
I år er det 140 år siden, at vestlige imperialister tilsidesatte afrikanerne og opdelte ‘ejerskabet’ af kontinentet mellem sig.
I det sene 19. århundrede, efter cementeringen af nationalstaterne og de kunstige grænser på det europæiske kontinent, havde de europæiske stormagter behov for ny energi til deres industrialisering. De var blevet enige om, at de havde haft død og ødelæggelse nok i Europa, og for at undgå nye sammenstød, blev de nødt til at vende blikket udad.
Frankrig, Storbritannien og Tyskland havde allerede sendt “opdagelsesrejsende” til Afrika for at undersøge, om der var et marked for ressourcer, de kunne tilegne sig med magt fra de “uciviliserede” afrikanere.
Hvis man læser dagbøger, referater eller rejsenoter fra den tid, kan man læse, hvordan “Afrika skal udvikles og civiliseres” – på trods af den handel, man i mange år havde haft med kontinentet.
Dette blev begyndelsen på det, der senere blev kaldt “Scramble for Africa”. For ikke at gentage den europæiske stil med død og ødelæggelse – denne gang på et nyt kontinent – aftalte stormagterne at holde et møde i Berlin i 1884–85, så de kunne sikre, at koloniseringen foregik på termer, alle kunne enes om. Ingen afrikanske nationer var inviteret eller repræsenteret.
I november 1884 påtog den tyske kansler Otto von Bismarck sig rollen som arrangør og indkaldte til Berlinkonferencen, som fandt sted fra 15. november 1884 til 26. februar 1885.
Agendaen var klar: Hvem ejer hvad, og hvor går grænserne?
Til konferencen deltog ambassadører og diplomater fra 14 lande – blandt dem Tyskland, Portugal, Storbritannien, Østrig-Ungarn, Danmark, Spanien, Italien, USA og det Osmanniske Rige. Ingen afrikanske ledere var til stede, og en forespørgsel fra Sultanen af Zanzibar blev afvist.
Ud af de tre måneder med forhandlinger blev det endelige resultat en Generalaftale med 38 paragraffer, som legaliserede og stemplede opdelingen af Afrika – uden ét eneste afrikansk lands deltagelse. De store vindere var Frankrig, Storbritannien og Tyskland, men den største vinder var Belgien under Kong Leopold II. Han fik international anerkendelse til sit “humanitære” projekt, Fristaten Congo. I virkeligheden blev området drevet som Leopolds private koloni, hvor millioner af afrikanere blev tvunget til tvangsarbejde – især i gummiindustrien. Overgrebene var så brutale – afhuggede lemmer, massevoldtægter og drab – at det senere udløste en international skandale.
Fristaten Congo var ikke en undtagelse. Det var blot ét af mange eksempler på, hvad der foregik på det afrikanske kontinent. Kunstige grænser blev trukket hen over levende samfund, sprog og religioner. Ensretningen var nået til Afrika.
Disse nye lande, med nye grænser, forsøgte at gøre sig selvstændige og uafhængige af den elendighed, kolonialismen havde efterladt. Efter Anden Verdenskrig voksede antikoloniale bevægelser på tværs af Afrika, hvilket førte til selvstændighed for mange lande i 1950’erne–1970’erne. Dog var der en vigtig fodnote: De afrikanske lande arvede de grænser og samfundsmodeller, som var blevet påtvunget af de europæiske kolonimagter på Berlinkonferencen.
140 år senere lever arven fra Berlinkonferencen videre. Konsekvenserne af de valg, der blev truffet uden afrikansk samtykke, præger stadig verdenskortet, konflikterne og kriserne i Afrikas nationalstater. Flere lande og grænser blev bevidst tegnet op for at skabe eller forstærke interne spændinger. For at forstå nutidens udfordringer i Afrika må man kende den koloniale begyndelse – og afvise det vestlige narrativ, som placerer skylden hos afrikanerne og fastholder ideen om, at de stadig har brug for “civilisering”.
Afrika har ikke brug for at blive civiliseret – det har brug for at få sin historie fortalt retfærdigt
Afrikas blodige regnskab
- Mellem 10-15 millioner congolesere døde under Kong Leopolds styre (1885–1908).
- 75.000 mennesker dræbt i det første folkemord i det 20. århundrede (Tysk Sydvestafrika).
- Mellem 1-1.5 millioner algeriere dræbt i kampen mod fransk kolonistyre (1954–1962).
- Over 1,5 millioner kenyanere interneret af briterne; tusinder tortureret eller dræbt (1952–1960).
- 85 % af mændene i Fransk Vestafrika blev tvunget til kolonialt arbejde.
- 90 % af Afrikas kulturarv befinder sig i dag i europæiske museer.
- Grænserne i over 40 afrikanske lande blev trukket uden lokal repræsentation.