Af Iman Kurdi
“Hvorfor holder du ikke jul?” er et spørgsmål, jeg ofte får fra ikke-muslimer. “Fordi jeg er muslim,” svarer jeg. Jeg tror ikke på, at Jesus er Guds søn, og jeg tror ikke på, at han er født den 24. december.
“Men kan man ikke bare holde jul alligevel?” spørger mange. “Det er jo bare en dansk tradition.”
Det spørgsmål har fået mig til at reflektere over, hvordan man som menneske – uden en åbenbaring fra Den, der har skabt én – let kan inkorporere enhver praksis i sit liv, så længe alle andre gør det, og så længe det opleves som hyggeligt og belejligt.
Den jul, der fejres i dag, er i vid udstrækning løsrevet fra Bibelen. Bibelens fortælling om Jesu fødsel er ikke en fest for overflod, men en etisk påmindelse om menneskets forhold til ydmyghed, ansvar og næstekærlighed. Jesu fødsel er præget af enkelhed, marginalitet og fraværet af magt – elementer, der står i skarp kontrast til den moderne, kommercialiserede julefejring, hvor status måles i det største juletræ, den mest ekstravagante pynt, dyre gaver og julefotos med flest likes.
“Ære være Gud i det højeste og fred på jorden” (Luk 2, 14) er ifølge Biblen den lovprisning, englene sang ved Jesu fødsel, der annoncerede hans komme og Guds velvilje over for menneskeheden. Bibelsk set er Jesu komme forbundet med fred, ikke blot som fravær af konflikt, men som forsoning: mellem mennesket og Gud, mellem mennesker indbyrdes og i relation til samvittigheden. Denne fred forudsætter tilgivelse, selvbegrænsning og et opgør med egoets dominans – værdier, som i dag ofte nedprioriteres til fordel for effektivitet, forbrug og individualisme. I dag arbejder vi mere for at købe mere, for hvad giver man en person, der allerede har alt og køber alt? I dag bekæmper vi religion og enhver, der fredeligt bukker sig for sin herre i frokostpausen. I dag støtter vi en apartheidstat, der udsletter uskyldige børn og voksne med avancerede våben og udsultning.
Videre peger Bibelen på gavmildhed som en central dyd, men ikke som et udtryk for materielt overskud. At give forstås snarere som et moralsk ansvar over for de sårbare og oversete. Den bibelske etik er således ikke orienteret mod gaveudveksling som ritual, men mod barmhjertighed som handling. Det er i december måned, at politikerne burde være mest kreative og mest gavmilde med at fremstille lovforslag der bringer befolkningen sammen, der hjælper de sårbare og nødlidende, at de bruger deres magt til at beskytte minoriteter og de, der uretmæssigt er truet i samfundet.
Endelig indeholder fortællingen om Jesus et tydeligt kald til lydhørhed og overgivelse. Skikkelser som Maria og hyrderne repræsenterer ikke kontrol og planlægning, men villighed til at reagere på det uforudsete og handle i tillid frem for sikkerhed. Julen udfordrer dermed moderne forestillinger om autonomi og selvtilstrækkelighed. I dag, hvor mennesket har skabt avancerede velfærdssystemer, bygninger, infrastruktur og teknologi, synes behovet for Gud at være glemt. Menneskets grimmeste sider, overlegenhed og arrogance, kommer til udtryk, når vi glemmer, at vi stammer fra det mest ydmyge udgangspunkt.
Set i dette lys fremstår fortællingen om Jesus i Bibelen som en etisk invitation snarere end en kulturel tradition, hvor den måde, højtiden praktiseres på i dag, virker langt væk fra den bibelske ånd og afspejler ikke dens oprindelige normative indhold.
I min optik er det en hån mod religionen at reducere denne måned til det nemme og ‘hyggelige’ – at spise god mad, overøse sig selv og sine kære med materielle goder, drikke, feste og danse – og adskille det fra den del, der kræver hårdt arbejde: at reflektere over sine handlinger, blive mindre egoistisk, være taknemmelig, være gavmild med følelser og handlinger, bagtale mindre, kontrollere sine lyster, drikke mindre og være mentalt tilstede, forbruge mindre og give mere til dem, der rent faktisk mangler.
Skal islam moderniseres?
Muslimer bliver ofte kritiseret for ikke at ‘reformere’ deres praksis af Islam. Vi hører ofte vendinger som, “jamen hvorfor kan ikke bare drikke en lille smule”, eller “hvorfor kan i ikke deltage til julefrokost”, eller “behøver du at bede på arbejde, du kan jo bare bede derhjemme”. Listen er lang over ting, som man ‘bare lige kan gøre’. Og sådan er det, når man har udvandet sin religion og ikke længere følger den, eller i virkeligheden tror på den. Men sådan er det ikke for muslimer.
Det nemmeste ville være, at give efter for majoritetssamfundet og den kultur, som de forsøger at pådutte og ‘assimilere’ muslimer til. Men som muslim – vidende om, at man er på sandheden og med en stærk overbevisning om sin tradition – ville det være dybt grænseoverskridende at holde jul, tage tørklædet af, drikke alkohol, spise flæskesteg og udfolde sig frit med det modsatte køn. Det ville kræve, at man gjorde vold mod sig selv og sin egen overbevisning og derfor kan muslimer aldrig overtales til på den måde at gå på kompromis med deres identitet og kærligheden til deres egen tradition og historie.
Måske ville det være på sin plads for den almene kristne at begynde at vise ægte hengivenhed og lydighed til den sande kristne tradition og ikke denne hvidvaskede fortælling, som lever i det kapitalistiske forbrugssamfund i dag. Hvornår viser man sin lydighed og tillid til sin Skaber, Den Mest Barmhjertige, Alvidende og Vise, hvis man blot følger sine lyster og ikke holder fast i det regelsæt, man har fået af Den, der har givet dig livet og alt, hvad der hører til?
Du bliver stærkere, når du erkender din menneskelige svaghed og dit behov for din Skaber, når du kontrollerer dine lyster og holder fast i de transcendente værdier, selv når de synes at stå i kontrast til moderne normer. Du bliver stærkere når du følger profeten Muhammads, fred være med ham, sædvaner, fordi du opdrages til bedre moral, mindre forbrug, større tålmodighed, accept og taknemmelighed, bedre sociale kompetencer og ordentlighed.
Derfor holder jeg ikke jul som muslim. Jeg kan ikke deltage i en tradition, der står i modsætning til det, jeg forsøger at opdrage mig selv til: Underkastelse til én Gud, Allah, mådehold, disciplin og åndelig ansvarlighed.