Selvom alle mennesker, hvis hjerter og sind ikke er blevet korrumperede af postmodernismens fordærv, glædes over, at palæstinenserne nu får en pause til at hele deres sår og vende tilbage til deres hjem, så bliver vi nødt til også at kigge kritisk og skeptisk på den indgåede våbenhvile mellem Israel og Hamas. Er den ubetinget en god ting, eller er der andre implikationer bag?
Siden Israels invasion af Gaza, er der fire hovedproblemer, som den zionistiske stat har skullet takle:
- Gidslerne
- Sociale medier
- FN og ICC/ ICJ
- Iran og deres arabiske allierede
Gidslerne
Med våbenhvilen har Israel og USA løst det første problem: frigivelsen af de israelske fanger i en gradvis fangeudveksling med Hamas. Dette gavner Netanyahu, da de tilfangetagne israelere har været den største årsag til hans upopularitet i Israel. Alle de store demonstrationer i Tel Aviv, hvor hundredetusinder israelere går på gaden i protest mod Netanyahus regering, har ikke handlet om, hvor synd det er for palæstinenserne, at de bliver bombet sønder og sammen og deres ‘menneskerettigheder’ bliver krænket. Nej, protesterne i Israel har handlet om, hvor dårligt det er, at Netanyahu ikke har reddet de tilfangetagne israelere endnu, og at det er uacceptabelt, hvis de dør. Så der har været pres på Netanyahu om at indgå en aftale med henblik på at få israelerne tilbage.
Frigivelsen vil nu fjerne et stort pres fra hans skuldre. Det vil betyde, at hele det israelske samfund endnu engang kan forenes om at genoptage målet om at etnisk udrense palæstinenserne fra Gaza og på sigt Vestbredden. Netanyahu har reddet ansigt både over for det ekstreme højre i Israel ved at hævde, at det er Præsident Trump, som har ‘tvunget’ ham til at indgå en aftale med Hamas, og han har også fjernet enhver kritik fra de venstreorienterede ved nu at have fået fangerne hjem. Således kan vi nu krydse Netanyahus første store hovedproblem af listen: gidslerne.
Dette efterlader Israel med muligheden for at genoptage bombningen af Gaza og bryde våbenhvilen. For andre lande ville det være en PR-katastrofe, at man bryder sine aftaler, men Israel har vist, at de kan gøre, som det passer dem, og selv hvis det gør dem upopulære, så synes de ikke at være påvirkede af verdenssamfundets syn på dem. Man kan jo altid trække antisemitismekortet, hvis man bliver kritiseret.
Sociale medier
Det andet store problem for den zionistiske stat har været sociale medier og den manglende kontrol med narrativet omkring Israel og Palæstina. En platform som især har været en torn i øjet på Netanyahu er TikTok, som tillod sine brugere at vise indhold, der udstillede folkemordet og den etniske udrensning af palæstinensere. Dette blev der sat en stopper for af tidligere præsident Biden, som bandlyste Tiktok. Med et svuptag mistede 170 millioner amerikanere deres adgang til et medienarrativ, som var kritisk over for Israel, og som var en seriøs trussel mod de etablerede medier.
Nu har Trump genindført TikTok med et krav om, at 50 % af dens ejerskab skal overgå til USA. Derudover er det blevet forbudt at sige “free Palestine” på platformen. Hvis du skriver det, vil din kommentar automatisk blive slettet som “hadtale”.
Sidst men ikke mindst er Elon Musk, som til at begynde med tillod X at være et frit forum for spredningen af ikke-mainstream nyheder, nu blevet pro-israelsk efter hans rundtur i Israel. Efter hans møde med Netanyahu har han ændret holdning til “konflikten” og pro-palæstinensiske konti har sværere ved at komme ud med deres budskab.
Hvis du taler for et frit Palæstina, så er det hadtale, og hvis du kritiserer Israel, så er det hadtale. Ved at komme antizionistisk kritik under “hadtale”-paraplyen, kan man censurere og begrænse spredningen af nyheder og informationer, som ikke passer med det vestlige narrativ.
Dermed er sociale medier og den trussel de udgør mod det israelske narrativ effektivt blevet elimineret og neutraliseret.
FN og ICJ / ICC
Sydafrika har indbragt en sag for Den Internationale Domstol (ICJ), hvor de anklager Israel for at begå folkemord mod den palæstinensiske befolkning. En ødelæggende sag for Israel, som kan have alvorlige konsekvenser for deres i forvejen blakkede ry. Med Trumps indsættelse som præsident er dette problem imidlertid blevet løst. Han har således indført sanktioner mod Den Internationale Straffedomstol (ICC), så Israel (og USA) kan undgå at blive undersøgt for forbrydelser mod menneskeheden i fremtiden.
Derudover har Trump standset amerikansk støtte til UNRWA (FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten) hvilket er, hvad zionisterne har ønsket lige siden 7. oktober. De hævder, at UNRWA er en terrororganisation, fordi de forsyner de palæstinensiske flygtninge med hjælp. Efter Trumps indsættelse er der nu ikke mere hjælp at hente fra USA.
Iran og arabiske allierede
Ekspræsident Joe Biden indførte et stop for leveringen af bomber til Israel grundet “bekymring for civilbefolkningen i Gaza”. Dette stop har præsident Trump nu ophævet, så Israel igen kan bombe civilbefolkningen med 1000 kg tunge bomber.
Hvorfor har Trump så travlt med at sikre, at Israel får leveret bomber, hvis der er en våbenhvileaftale igang?
Ligeledes havde Joe Biden indført sanktioner mod visse ulovlige jødiske bosættelser, som Trump nu har løftet.
Er dette i overensstemmelse med “fred i Mellemøsten”? Trump hævder, at han ønsker fred i Mellemøsten, at han ønsker at trække amerikanske soldater hjem og fokusere på at gøre USA “stort” igen, men alligevel ser vi ham løfte sanktioner mod bosættere og forsyne Israel med endnu større og farligere våben. Hvordan skal dette føre til fred?
Optimisme, pessimisme eller realisme?
Med våbenhvilen med Gaza og Libanon, har Netanyahu købt tid. Han havde ikke regnet med, at Gazas befolkning var i stand til at modstå 15 måneders konstant bombardement, og han havde ikke regnet med, at Libanons befolkning kunne modstå hans angreb. Samtidig har Houthierne været succesfulde med at afskære Israels forsyning fra det Røde Hav. Sidst men ikke mindst har en bølge af antizionistisk kritik på sociale medier, universitetsdemonstrationer og FN’s udstedelse af arrestordre mod ham og medlemmer af hans regering, overrasket ham. Han havde ikke regnet med at møde så stor modstand både militært og civilt over hele verden.
Med den nye våbenhvileaftale køber Israel sig tid til at tage sig af disse fire store problemer en efter en. Når alle gidslerne er kommet hjem, er det første store problem løst. Når sociale medier effektivt er blevet censureret fra at poste om krigsforbrydelser, når ICC er kommet under sanktioner, og når ICJ-sagen er trukket i langdrag og Iran og dens allierede er blevet neutraliseret, kan Netanyahu genoptage sine planer om at etnisk udrydde og annektere mere af palæstinensernes jord.
Selvom vi fejrer, at palæstinenserne nu har fået en smule pusterum til at genopbygge og vende tilbage til deres hjem, skal vi også være realistiske. Det er ikke passende for muslimer at være blinde overfor det spil, som bliver spillet ikke kun i Mellemøsten, men alle steder. Nogle gange er vi optimistiske, andre gange er vi pessimistiske, men uanset hvad, bør vi altid være realistiske. Der er tale om en taktisk manøvre fra Israel, så de kan samle sig igen og angribe på ny uden at møde kritik og modstand.