Nogle gange reflekterer jeg over, om jeg med god samvittighed kan vælge Danmark til, som det land, mine fremtidige børn skal vokse op i. Det er det samme spørgsmål, vores forældre måtte stille sig selv, før de udvandrede fra det hjem, de elskede. Vil der komme en dag, hvor jeg også må forlade mit elskede land?
I den seneste tid har debatten om danskhed, tilhørsforhold og minoriteter igen fyldt meget. Dagbladet Information har blandt andet lavet serien “Er jeg dansk?”, hvor danske borgere med minoritetsbaggrund fortæller om deres forhold til Danmark. En ung mand skrev, at han håber, at hans børn kan vokse op i Danmark uden hele tiden at skulle bevise deres danskhed. Han frygter, at hans børn vil føle sig afvist af Danmark og derfor søge mod ekstreme fællesskaber.[a]
I et andet debatindlæg i Politiken skriver en 28-årig mand, at han holder af Danmark, men at Danmark lige nu ikke er det land, han og hans hustru ønsker at opfostre deres børn i. De kan ikke bære tanken om, at deres børn skal bøde for problemer, de ikke selv har skabt, eller for en retorik, de ikke selv fortjener.[b]
Det er tanker og overvejelser, jeg, og mange andre, har haft; samtaler, jeg har delt med familie og venner. Jeg har flere gange tænkt over, om jeg kan retfærdiggøre at få børn i Danmark, når jeg ved, at mine børn vil skulle vokse op med den modstand, racisme, islamofobi og diskrimination, som følger med at være muslim i dagens Danmark. Mine børn vil skulle bøde og straffes for synder, de ikke selv har begået, og de vil skulle forsvare og beskytte sig i en krig, de aldrig har valgt at deltage i. De risikerer at vokse op med en følelse af konstant at skulle forsvare deres plads i det land, de selv betragter som deres hjem.
Hvilken barndom er det egentlig, vi ønsker at give vores børn? En barndom, hvor de skal frygte chikane på gaden? Hvor de skal forholde sig til, at en forsker med muslimsk baggrund er blevet truet og fysisk overfaldet på Aarhus Universitet?[c] Og forholde sig til, og måske selv opleve, lignende på egen krop? For jeg har hørt om flere, der er blevet overfaldet, chikaneret, fået deres hijab revet af, uden at det er nået de danske nyhedsmedier, eller haft deres interesse, for den sags skyld.
Udviklingen peger ikke i den rigtige retning. Langt fra. Særligt når man samtidig ser den retning, dele af den offentlige debat bevæger sig i. Den 5. september blev der inviteret til demonstration under parolen “for Danmark, for frihed, tryghed, dansk kultur og nationalt sammenhold” med modstand mod sharia-lovgivning og religiøs social kontrol som omdrejningspunkt. Den 17. oktober blev der igen inviteret til demonstration, denne gang af Det Danske Folk, med slagord som “fair og realistisk remigration” og “imod nazisme, kommunisme og islamisering”.[d] Når begreber som islamisering og remigration fylder i den offentlige debat, er det også nødvendigt at spørge, hvilket signal det sender til danske muslimer, der allerede oplever, at deres tilhørsforhold bliver betvivlet.
Jeg er dansk. Jeg har mit liv her. Danmark er mit hjem. Men oftest opleves det, som om danskhed for nogle af os aldrig helt bliver noget, vi kan tilskrives. Vi skal forklare vores baggrund. Vores forældres baggrund. Vores religion. Vores holdninger. Vi skal vise, at vi er integrerede. At vi taler dansk. At vi arbejder. At vi bidrager. At vi tager afstand fra ekstremisme. At vi er loyale over for Danmark. Alligevel oplever mange af os, at selv disse ting ikke er nok til at blive betragtet som danske. Den seneste tids offentlige debat, herunder debatten efter TV2’s udsendelse af Højskolen,[e] har kun forstærket denne følelse. Bare det faktum, at du tror på Allah betyder, at uanset hvor god en samfundsborger og integreret du er, vil du aldrig være af det danske folk.
Det mest alvorlige er måske, at det ikke længere kun er en følelse af ikke at høre til. For nogle bliver det en beslutning. Der er unge, veluddannede danske borgere med minoritetsbaggrund, som overvejer at flytte til udlandet. Mange gør det, for udvandringen fra Danmark er fortsat stigende blandt borgere med udlandsk statsborgerskab, og en tilnærmelsesvis stabil udvandring blandt borgere med dansk statsborgerskab de sidste årtier.[f]
Jeg kan ikke dokumentere, at den politiske debat er årsagen til den samlede udvandring fra Danmark. Men i mit eget netværk alene er der flere, der har valgt at bosætte sig uden for landets grænser, og som beskriver det som en lettelse at slippe for konstant at skulle forsvare deres tilhørsforhold, hvilket er ret så sigende.
Læs også: Skik følge eller land fly
Og det bør bekymre os. For når mennesker, der er født, opvokset og uddannet i Danmark, begynder at se deres fremtid et andet sted, mister vi mere end arbejdskraft. Vi risikerer at miste mennesker, familier, kompetencer og perspektiver, som er en del af det danske samfund. Hvad sker der med Danmark, hvis de mennesker, der er født, opvokset og uddannet her, begynder at føle, at deres fremtid ikke er her? Det kan blive en ond cirkel. Hvis mennesker føler sig afvist, søger nogle væk. Når mennesker søger væk, mister samfundet ressourcer og kompetencer. Og hvis debatten samtidig bliver mere polariseret, kan endnu flere føle, at de ikke hører til.
Nogle vil måske mene, at det netop er positivt, hvis muslimer vælger at forlade Danmark, og at det decideret er håbet. Men den tankegang overser, hvad det danske samfund faktisk bygger på. Mennesker med minoritetsbaggrund er ikke blot borgere, der kan undværes; de er også læger, sygeplejersker, lærere, pædagoger og medarbejdere i de organisationer og institutioner, der får samfundet til at fungere. Hvis mennesker presses ud af Danmark af en stadig mere fjendtlig debat, risikerer vi at svække og lægge pres på de fællesskaber og velfærdsinstitutioner, som vi alle er afhængige af.
Læs også: Når stilheden larmer
Jeg ønsker at kunne give mine fremtidige børn det samme, som jeg selv har fået: et hjem. Et sted, hvor de ikke behøver vælge mellem deres danske identitet og deres muslimske identitet. Et sted, hvor de kan være begge dele uden at skulle forklare eller forsvare det. Jeg ønsker et Danmark, hvor man godt kan have rødder et andet sted og stadig have begge fødder plantet her. Et Danmark, hvor danskhed ikke er noget, man skal bevise eller forsvare.
Danmark har ikke brug for, at unge danske minoriteter igen og igen bliver gjort til fremmede i eget hjem. For hvis vi en dag står tilbage med et Danmark, hvor vores egne borgere rejser, fordi de ikke længere føler, at der er plads til dem eller deres børn, så bør det vække bekymring i hver en afkrog af samfundet. For det er et tab for Danmark.
[a] Information: Han håber, at hans børn kan vokse op i Danmark
[b] Politiken: Jeg holder af Danmark, men…
[c] Omnibus, Aarhus Universitet: Forsker udsat for trusler og fysisk overfald