Gæsteindlæg af Mohamed | Reads
På trods af den omfattende debat om den mislykkede integration, fastholder én gruppe af politikere stadig en forestilling om, at alle muslimer over tid vil blive omformet til sekulære liberale kulturmuslimer. En anden gruppe af politikere taler om assimilation, men kæmper i virkeligheden for en fremtid, hvor muslimer ikke er at finde indenfor danske eller vestlige grænser.
Når muslimer til stadighed vedholder at praktisere deres religion, hævder højrefløjen fejlagtigt, at Islam ikke kan sameksistere med et anderledes tankesystem. Sandheden er at muslimer ikke lader sig friste eller kue af sekulær liberalisme. De ser nemlig, hvad Vesten fik ud af at indgå en faustisk handel, hvor de udvandede kristendommen i håb om ubegrænset autonomi og håb om evig økonomisk tryghed.
Læs også: Folketinget vil undersøge Danmark for ”islamisk infiltration”
Assimilation i et samfund i krise
Tidligere på året udgav filosofiprofessor Bent Meier Sørensen sin seneste bog “De grænseløse”. I værket retter han blandt andet kritik mod postmodernismens livtag om universiteterne, tech-giganternes indflydelse på samfundet, og hvordan den ældre generation har svigtet de unge ved ikke at konservere deres religion og europæiske identitet. Nu er det overladt til den enkelte at finde sin egen identitet og sandhed. Vi lever, så at sige, i en tid præget af kaos og grænseløshed.
Konsekvensen af grænseløsheden og formålsløsheden har været, lyder diagnosen, at den almindelige vesterlænding lever i dyb meningskrise, foragt for overleverede vestlige værdier og mistro overfor enhver autoritet.
Listen af problemer er lang og tæller blandt andet rekordhøj selvmordsrate, udbredt stofmisbrug og pornografi, ensomhedsepidemi, stigende kønsdysfori, flere og flere sindslidelser, fraværende forældre, unge efterladt til selvdannelse, historisk lav fødselsrate, maskulinitetskrise, etc.
Billedet er klart. Disse symptomer vidner om en desillusioneret og dekadent civilisation.
Professoren påpeger korrekt, at kernen af problemet er Gudløsheden. Han citerer Nietzsche flittigt for at illustrere sin fine pointe om, at fjerner man Gud, fjerner man mennesket. Ifølge Nietzsche, som selv var en nihilistisk ateist; eliminerer man Gud fra sind og hjerte, vil man ikke kunne skelne op fra ned. Et sådant menneske, mente han, nødvendigvis måtte overtage Guds plads og fremover skabe sine egne værdier ex nihilo.
Læs også: Iman Kurdi: Det moderne samfund ødelægger familien
En religion uden sandhed – og en sandhed uden religion
Da de såkaldte ”New Atheists” blev en del af den offentlige samtale i 2001, blev en generation af unge i Vesten forført af deres retorik. Dette var en bevægelse ført an af “the four horsemen” Sam Harris, Daniel Dennett, Christopher Hitchens og Richard Dawkins. Disse var folk der nærede dybt had til Gud, som skrev bøger og artikler om, at vejen til sandhed kun er gennem videnskabelig materialisme. Deres kritik af religion kunne dog ikke fremføre et alternativt verdenssyn, andet end en nihilistisk en af slagsen.
Ny-ateismen efterlod et eksistentielt og socialpolitisk vakuum i de samfund, hvor dens nivellering af sandhed og mening fik fodfæste. Ud af dette steg et nyt kulturelt fænomen op. Unge på venstrefløjen, som længtes efter økonomisk og social retfærdighed, fandt deres alternativ til kristendommen i wokeisme.
Woke-ideologien affødte et modpres fra højreorienterede karakterer som Jordan Peterson. Peterson opnåede berømmelse, fordi han i 2016 modsatte sig en Canadisk lov, der ville stadfæste fængselsstraf for det bevidste valg at bruge en ”forkert” kønsbetegnelse for individer, der identificerer sig selv som transpersoner.
Peterson er siden blevet en faderfigur for millioner af unge mænd i Vesten. De fandt i ham nogle retoriske modsvar til kulturrelativisme, politisk korrekthed og feminismens frontalangreb mod patriarkatet. Hvis disse unge mænd ikke allerede havde nogle ret konservative tilbøjeligheder, så blev de nu udtalt højreorienterede.
Om unge højreorienterede i Vesten bliver tilbudt mere end sofisme er et nærværende spørgsmål. Peterson mener, at de bibelske historier er nogle sæt af nyttige myter, og er i flere omgange gået viral for ikke at svare på, om han virkelig tror på kristendommen. Han har tilmed indrømmet, mens han har udskammet de, der insisterer på et svar, at han “lader som om han tror”. Men det var jo netop denne subjektivistiske og relativistiske tænkning, som han og de øvrige kulturkristne var så oprørte over i forhold til venstrefløjens postmodernisme.
Peterson har unægteligt medvirket til en fornyet interesse for kristendommen i Vesten. Det samme har Tom Holland, historiker og selverklæret kulturkristen ateist, som for nogle år siden skrev i sin bestseller bog “Dominion”, at Vesten havde været sekulær så længe at de ikke længere kunne se, at de svømmede i kristne værdier. Læs blot menneskerettighederne og diverse vestlige landes forfatninger, og du vil bemærke deres religiøse overtoner.
Bogens tese er populær blandt de nationalkonservative, fordi den giver legitimitet til deres platform om tradition og vestlig kulturs overlegenhed. Samtidig bruges den til at slå de progressive oven i hovedet, da den efterviser, at selv venstrefløjens tilbøjelighed til revolution, lighed og social retfærdighed skyldes deres kristne instinkt.
Tilslutningen til denne kulturkristne bevægelse viser sig muligvis ikke i statistikkerne over kirkegang, men kan ses i den kulturelle elites prægning af den offentlige samtale. Internationalt ser vi dette gennem figurer som Elon Musk, Peter Thiel, og Joe Rogan. Herhjemme er den kulturkristne bølge større end nogensinde, hvor centrum-højre-partierne er rykket tættere omkring et kristent nationalkonservativt værdifællesskab. Det er værd at bemærke, at fremtrædende figurer i dansk politik, herunder Alexander Vanopslagh og Kaare Dybvad, mødtes med Peterson med henblik på at lade sig inspirere af hans evne til at appellere til unge mænd. Peterson har nemlig vist et særligt talent for at formidle traditionelle holdninger på en måde hverken kirken eller konservative politikere har formået hidtil.
En af de mest fremtrædende ateister de sidste 25 år, Ayaan Hirsi Ali, har med sin konvertering til den kristne tro taget afstand til sin centrale rolle i populariseringen af den ny-ateistiske bevægelse. Hun begrunder sin konvertering med, at kun kristendommen kan værne om Vesten og modstå en krybende Islamisering og den postmoderne ideologi. Det er et standpunkt mange danske politikere også tager, som promoverer konspirationsteorier om “Islamogauchisme” og “Broderisme”. Tom Holland beskriver, hvorledes frygten for det fremmede skyldes, at verden ikke længere fremstår for Vesten som modellervoks det kan forme efter sig selv.
Læs også: Den store befolkningsudskiftning: Interview med Kasper Mathiesen
Islam kan redde vestlig civilisation
Det står altså klart. Intet af det, disse individer har udtalt herom, viser en autentisk religiøs overbevisning. Det er snarere afgudsdyrkelse af fædrelandet og civilisationen, end det er et ønske om at komme sandheden og Gud nærmere. Ingen af dem har turdet træde frem og forsvare kristne dogmer, sådan som muslimer står op for deres. I virkeligheden har de mere tilfælles med de postmoderne end de tør indrømme. De bør søge selvransagelse, og reflekterer over det faktum, at overlevelsen af et system er afhængig af, hvorvidt dens følgere anerkender og udlever dets centrale værdier.
De selvsamme mennesker, der har hånet muslimer for at tro på en transcendent sandhed og religiøs praksis, erkender nu vigtigheden af dette.
Religion skal for disse mennesker først og fremmest have en nytteværdi. Sandhed er sekundært. Dette er grunden til, at unge i Vesten oplever identitetskrise. Den vestlige civilisation har ikke en sunnah at efterleve. Hver generation er i stedet efterladt til at skabe sin egen sandhed, og konstruere sit eget ideal om “det gode liv”. Denne formløshed, forklarer Syed Naquib Al-Attas i mesterværket “Islam and Secularism”, har rod i kristendommen.
Vor tids grænseløse ånd blev skabt af det kristne oprør mod autoriteterne, som siden reformationen har opdraget generationer i Vesten til at værdsætte følsomhed og autonomi over fornuft og tro. Efter mange århundreders undertrykkelse lykkedes det Vesten at fuldende oprøret mod kirken. Men i kampen for tankefriheden smed man, så at sige, barnet ud med badevandet. Vesten afviste kirkens autoritet i forhold til fortolkningen af troen, men blev i processen også antireligiøs.
Vesten er, ifølge Al-Attas, i en tilstand af kontinuerlig tilblivelse. Den er i konstant oprør mod tradition og det transcendente. Intet får lov at transcendere over individet. Dermed nægtes hierarkiske strukturer, som mellem barn og forælder, ekspert og lægmand, sandhed og falskhed, godt og ondt, og ultimativt mellem Gud og menneske.
Venstrefløjens oprør mod vestlig civilisation er således blot en forlængelse eller naturlig konsekvens af de kristnes oprør mod Gud. Det er derfor ikke kristendommen, der vil kunne værne om nogle af de værdier, som de kulturkristne ønsker at konservere. Hvis blot de forstod, at muslimernes paradigmatiske ståsted faktisk er den eneste garant mod den grænseløse ånd, som vesten er grebet af.
Politiske ønsker om assimilation eller remigration af muslimer er derfor helt malplaceret og et decideret selvmål.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?