Af Asiya Ahmed
En række vestlige lande stod i kø til håndvasken ved FN’s generalforsamling i slut september, da de endelig anerkendte en palæstinensisk stat. Men er anerkendelse vejen frem? I praksis er håndvasken for længst gået i stykker, og de vestlige statslederes forgæves forsøg på at dreje på håndtagene, uden der kom en eneste dråbe vand ud, er et vidnesbyrd om, at verdenssamfundet for længst har forrådt palæstinenserne.
Lad os starte med det, som reelt er positivt. Anerkendelsen af en palæstinensisk stat er en lussing til de zionistiske kræfter, som siden Israels oprettelse har benægtet palæstinensernes eksistens både som folk og nation.1 Det har sendt en chokbølge over Israel, at de selvsamme lande, der bidrog til etableringen af det zionistiske projekt – såsom Storbritannien og Frankrig – har anerkendt palæstinensernes ret til at have deres egen stat. Med anerkendelsen følger også, at Israel i højere grad bliver isoleret i det internationale samfund.
Læs også: Knipler og tåregas
Vestlige landes regeringer kan ikke længere ignorere presset fra den offentlige opinion, som gradvist bliver mere anti-israelsk, og har derfor været nødt til at markere et markant negativt skifte i deres syn på Israel. Et Israel, som ironisk altid har positioneret sig selv som en forlængelse af vestlig civilisation i Mellemøsten. Omend, at den symbolske gestus er alt for lidt og alt for sent, er det stadig et tegn på, at politikerne er tvunget til at lytte til offentlighedens folkedomstol.
Den israelske herskerstat
Med anerkendelsen følger dog et altafgørende ‘men’ af flere årsager.
For det første blev det i landenes anerkendelse af Palæstina understreget, at tostatsløsningen er den eneste vej frem. Den israelske forfatter og historiker, Ilan Pappé, skrev i 2017 i sin bog “Ten Myths About Israel”, at tostatsløsningen er en israelsk opfindelse, som kan sammenlignes med et lig, der med jævne mellemrum tages ud af lighuset, klædes pænt på og præsenteres som noget levende. Når det endnu engang er bevist, at der ikke er mere liv i det, bliver det returneret til lighuset og hverdagen fortsætter som sædvanligt.2 Med andre ord fortsætter Israels besættelse, aggression og annektering af land, mens verdenssamfundet glemmer alt om palæstinenserne.
Tostatsløsningen er en israelsk afledningsmanøvre, som konstant bliver gentaget for at overdøve, hvad der sker i den virkelige verden: nemlig en israelsk enstatsløsning. I den virkelige verden, fra floden til havet, fastholder Israel kontrol over alle palæstinensere: de har ikke lige rettigheder eller lige repræsentation, og lever under et system skabt for at opretholde jødisk overlegenhed. I årtier har menneskerettighedsorganisationer kaldt systemet for apartheid, senere bekræftet af Den Internationale Domstol.
Læs også: Netanyahu står ikke alene: Ansvaret er israelsk
En fremtidig palæstinensisk stat som fiktiv suverænitet
For det andet intensiveres bosættervolden på daglig basis på Vestbredden imens den israelske regering fortsat godkender flere ulovlige bosættelser – senest i E1-området, som de facto likviderer ideen om en palæstinensisk stat, idet planen splitter Vestbredden i to dele. Palæstinensisk suverænitet under en såkaldt to-statsløsning vil derfor i virkeligheden være en række Bantustaner – områder under israelsk apartheid, som udgives for at være “selvstændige”, men hvor palæstinenserne tvinges til at bo uden reelle rettigheder eller selvbestemmelse.
En sådan palæstinensisk stat vil være svag, afkræftet og domineret af et Israel, som vil bruge den nye stats sårbare position til at fremme egne militære, politiske, økonomiske og strategiske interesser.3 Det vil eksempelvis give Israel anledning til at gøre palæstinensisk statsdannelse til den første forsvarslinje for det folkemorderiske regime. Dette ved, at en palæstinensisk politistat – som de facto er kontrolleret af Israel – vil kvæle ethvert forsøg fra palæstinenserne på at gøre oprør mod uretfærdigheden, ghettoiseringen og hindringen af fordrevne palæstinenseres ret til at vende hjem.
Anerkendelse er ikke en sejr
Anerkendelsen af Palæstina er i praksis dét, som den israelske journalist Gideon Levy kalder for en “snyde-gave”. Det er og forbliver udelukkende symbolpolitik, alt imens palæstinensere fortsat bliver dræbt dagligt af Israel i Gaza, og de israelske bosættere sammen med den israelske hær fortsat terroriserer palæstinensere på Vestbredden. Som Levy skrev: “anerkendelse har ikke reddet og vil ikke redde et eneste barn i Gaza fra bombningerne”.4 Imens bruger de vestlige landes regeringer det som et PR-stunt for at begejstre deres oprørte befolkninger, vise at har vasket hænderne, og derfor nu ikke behøver at gøre mere. Selvom mange forstår, at anerkendelsen er symbolsk, bunder begejstringen alligevel i, at den palæstinensiske sag sjældent oplever international medvind.
Læs også: Er våbenhvilen ubetinget god?
En palæstinensisk stat er apartheid i symbolpolitiske klæder. Det er derfor ikke mindre end vrangforestillende og i værste fald decideret ondskabsfuldt at anerkende en palæstinensisk stat lige nu. En tostatsløsning er fuldstændig umulig og uretfærdig: vi har et folkemord i sønderbombede Gaza, en Vestbred, hvor der kun kan være plads til Bantustaner, og et radikaliseret Israel, som har stålfast fokus på at gøre dets plan om ‘greater Israel’ til virkelighed og ikke er bange for at benytte alle de forbudte midler for at opnå dette.
Symbolpolitik kan ikke dække over folkedrab
Det er i den forbindelse også bemærkelsesværdigt, at anerkendelsen er den eneste koordinerede gestus fra samtlige lande, som vi ser nu efter to år med intensivt folkedrab i Gaza og en igangværende opløsning af Vestbredden.
Af alle de mulige tiltag er anerkendelsen den absolut mindste indsats, som disse vestlige lande har valgt at “straffe” Israel med. Palæstinensernes sag skal og må ikke reduceres til at handle om en de facto fiktiv stat anerkendt af de selvsamme imperialistiske magter, som har bidraget til deres fordrivelse. Et palæstinensisk flag over et åbent fængsel er ikke frigørelse, men en hån mod alle dem, som har givet deres liv for drømmen om et frit Palæstina.
- Golda Meir, en af grundlæggerne af den zionistiske stat og senere premierminister i Israel, er kendt for sit citat “There was no such thing as Palestinians”, som siden er gentaget af samtlige israelske ministre. ↩︎
- Pappe, Ilan (2017): “Ten Myths About Israel”. Verso Books. ↩︎
- Kanafani, Ghassan (1971). “The specter of the Palestinian state”. ↩︎
- Levy, Gideon (2025). “Recognition Without Rescue: The World’s Hollow Gift to Palestinians”. ↩︎