Iman Kurdi: Det moderne samfund ødelægger familien

Denne artikel er skrevet af: Iman Kurdi (gæsteskribent)

Verden lider i dag under konsekvenserne af diaspora – et fænomen, der i de fleste tilfælde er opstået som følge af den vestlige verdens kolonisering, invasioner og økonomiske udplyndring. Millioner af mennesker er blevet tvunget væk fra deres hjemlande, enten som følge af krig, økonomisk nød eller politiske omvæltninger, mange af dem direkte skabt af vestlige regeringers beslutninger. Danmark er ingen undtagelse i denne fortælling.

Danmark – en aktør i den globale splittelse

Danmark har gennem historien bidraget til tvungen migration og diaspora, lige fra den transatlantiske slavehandel til nyere tiders militære interventioner. Koloniseringen af De Vestindiske Øer, hvor Danmark var medansvarlig for at drive slavehandel i århundreder, skabte massive forflytninger af afrikanere, som blev tvunget væk fra deres oprindelige hjemlande.

Grønland

Koloniseringen af Grønland, der begyndte i 1721, skabte en diaspora i eget land og fik alvorlige konsekvenser for grønlændernes identitetsgrundlag. I 1950’erne og 60’erne blev Grønland “moderniseret” gennem centralisering, hvor mange bygder blev lukket, og beboerne tvunget til at flytte til byerne, hvilket brød deres traditionelle livsformer. En tragisk del af denne periode var den såkaldte “spiralsag”, hvor grønlandske kvinder blev tvunget til at få indopereret spiral, uden samtykke eller ordentlig oplysning¹. Denne tvang med svangerskabsforebyggelse og kontrol over befolkningens reproduktion var en metode til at udviske og kontrollere den grønlandske kultur. Derudover blev grønlandske børn tvangsfjernet, som i 1951, hvor 22 børn blev sendt til Danmark for at blive “fordansket”². Assimilationspolitikken førte til sprogtab og identitetskrise, hvilket skabte en dyb kulturel adskillelse.

Mellemøsten

Under Anders Fogh Rasmussens regering (2001–2009) gik Danmark med i invasionen af Irak i 2003, baseret på falske påstande om masseødelæggelsesvåben³. Det bidrog til at destabilisere regionen og udløste en massiv flygtningekrise. Tilsvarende har beslutninger truffet under Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens regeringer været med til at opretholde politisk ustabilitet i lande som Afghanistan, Libyen og Palæstina. Danmarks militære engagement i Mellemøsten har tvunget tusindvis af mennesker på flugt. Ironisk nok forsøger Danmark samtidig at standse de flygtningestrømme, som det selv har været med til at skabe. Vores såkaldt frie, liberalistiske og demokratiske system, der hævder at være forkæmper for menneskerettigheder, ender med at påføre endnu et lag af lidelse på uskyldige mennesker, som blot ønsker at leve i fred.

Men diaspora handler dog ikke kun om mennesker, der fordrives fra deres hjemlande af krig og uretfærdighed. Vi står midt i en anden form for diaspora – en mere subtil, men mindst lige så ødelæggende form: en indre diaspora, hvor mennesket bliver fremmed for sig selv, sine værdier, sin kultur – og ikke mindst for sin familie.

En generation af diaspora i eget hjem

I takt med at kapitalismen har opslugt alle aspekter af vores liv, er familien blevet en af dens største ofre. Økonomien tvinger begge forældre ud på arbejdsmarkedet, hvor chefen er blevet den nye gud, da han udbetaler lønnen – de penge, hvis mængde angiveligt bestemmer, hvor lykkelig man er. I den kapitalistiske ånd bliver man slave af overforbrug, “luksusliv” og materielle goder, hvor man uundgåeligt ender med at miste blikket for det essentielle, der ikke kun sikrer vores fysiske og mentale trivsel men hele samfundets trivsel – nemlig familien.

De unge opfordres til at “leve livet”, før de forpligter sig i et forhold. De skal først skabe en karriere, eje en lejlighed, have en bil og en opsparing – alt sammen nødvendige skridt, inden de kan tage den “kedelige” beslutning om at starte en familie, som i sidste ende nok blot vil begrænse dem og slide dem op – har de fået fortalt.

Den skjulte omkostning ved ligestilling

Et afgørende punkt for familiens opløsning var industrialiseringen i midten af 1800-tallet, der lokkede moderen væk fra hjemmet, hvor hun traditionelt havde en central rolle i at skabe tryghed, omsorg og stabilitet. Kvinder udsættes i dag for et hidtil uset pres fra både arbejdsmarkedet og hjemmet. Biologisk er de mere sårbare over for kronisk stress, hvilket øger risikoen for hormonelle forstyrrelser, autoimmune sygdomme, depression og hjerte-kar-sygdomme⁴ . Forskning viser, at kvinder generelt har lavere stress-tærskel og er mere sårbare over for langvarige belastninger – særligt når kravene fra både arbejdsliv og familieliv kolliderer. Det er ikke en holdning. Det er biologi.

Den moderne samfundsstruktur har således maskeret den øgede byrde på kvinden (læs: forsørgelsespligt) som selvrealisering, kvinderettigheder, ligestilling og frihed. Kvinden er blevet pålagt et ansvar, hun ikke oprindeligt var tiltænkt, hvilket har resulteret i alvorlige sundhedsmæssige udfordringer som følge af den overbebyrdelse.

Men det er ikke kun kapitalismen, der har skabt denne familiefragmentering. Feminismen har overbevist kvinden om at hendes værdi er afhængig af, hvor godt hun kan efterligne mandens rolle. Det traditionelle moderskab og familielivet reduceres ofte til “bagstræberisk” eller “undertrykkende”, mens karriere, selvstændighed og økonomisk uafhængighed fremstilles som den eneste vej til succes. Det efterlader mange kvinder i et paradoks: De skal gøre alt det manden gør, men samtidig være den perfekte kvinde og mor.

Spørgsmålet er ikke, om kvinder skal have rettigheder – det er givet. Spørgsmålet er, hvorfor vi har så travlt med at udviske forskelle mellem mænd og kvinder, som naturen selv har gjort tydelige?

Manden – Overflødig og overhørt

Denne udvikling sætter selvfølgelig også sine spor på mændene. Nogle vælger at fralægge sig ansvaret som forsørgere og familieoverhoveder, hvilket fører til manglende engagement i hjemmet, flere opløste parforhold og et øget fravær af fædre i børns liv. Når mænds traditionelle rolle udvandes, føler mange sig overflødige og mindre værdsatte. Ifølge WHO er selvmord den næsthyppigste dødsårsag blandt unge voksne globalt, og i højindkomstlande som Danmark er det tre gange så mange mænd som kvinder, der dør af selvmord⁵. Dette vidner om en dyb krise i mænds mentale sundhed – en krise, der ofte ignoreres i ligestillingsdebatten, hvor mændende bliver marginaliseret i familielivet, fordi deres rolle ikke længere er klar.

En generation af drenge vokser op uden mandlige forbilleder – og samfundet betaler prisen. Polariseringen mellem mænd og kvinder vokser – de ser hinanden som konkurrenter frem for partnere. Nogle mænd søger mod ekstreme fællesskaber i opposition til ligestillingsdagsordenen, mens parforholdsdynamikker forstyrres, fordi moderne kønsroller hverken skaber tryghed eller balance.

Skærmens stille revolution

Et centralt element i denne forfaldsproces er tv’ets og internettets indtog i vores hjem. Disse medier fungerer ikke som neutrale informationskilder, men som redskaber for en kapitalistisk og ideologisk dagsorden, der målrettet forsøger at forme vores værdier og verdenssyn. Under dække af underholdning bliver vi og vores børn dagligt hjernevasket af budskaber, som fremmer overforbrug, kønsforvirring og normopløsning – ført af den frie, liberalistiske tankegang med støtte af den radikale feminisme og LGBTQ-ideologien. Disse dagsordener er ikke længere marginale, men gennemsyrer næsten alle reklamer, film og serier. Budskaberne er måske subtile, men deres konstante gentagelse nedbryder vores dømmekraft og får os til at internalisere værdier, der i sidste ende underminerer både familien og vores samfunds sammenhængskraft.

Den såkaldte frie verden giver tilsyneladende individet frihed til at vælge sin egen rolle, men i praksis bliver vi udnyttet som køn og skubber ansvaret over på det modsatte køn. I ligestillingens navn er vi endt et sted, hvor begge køn forventes at gøre det samme på samme tid – på trods af, at vi er skabt forskellige.

Familiens opløsning i det postmoderne samfund

Denne udvikling har skabt en familiediaspora – en opløsning og adskillelse af familien, hvor forældrene outsourcer børneopdragelsen til fremmede voksne i institutioner. Her opdrages den næste generation til at blive de kommende slaver til den “frie”, kapitalistiske verden, hvor den ultimative succes er at være en trofast 37-timers arbejdende maskine. Hjemmet er ikke længere familiens trygge centrum for omsorg og opdragelse, men blot et sted, man lader op, inden man genoptager løbet i det umenneskelige, menneskeskabte hamsterhjul.

De beslutninger, som individuelle mænd og kvinder tager, har ødelæggende konsekvenser for vores samfund. Vi ser stigende mentale lidelser blandt unge⁶, en eskalering af ensomhed⁷ og en samfundsstruktur, hvor individet prioriteres over fællesskabet.

Resultatet? En generation af børn, der vokser op uden følelsesmæssig forankring, med kønsforvirring, uden stabil voksenkontakt, uden en oplevelse af samhørighed – og uden et hjem, der føles som et hjem. De formes i institutioner frem for i familien, opdrages af fremmede i stedet for forældre, og vokser op i en virkelighed, hvor tilhørsforhold og identitet er flydende begreber snarere end faste holdepunkter. Dette er ikke bare en social krise – det er en civilisatorisk erosion.

Hvor er vores politikere?

Ligesom de danske regeringer har bidraget til den globale diaspora, har de ved at svigte familien – også skabt en indre, national diaspora: en fremmedgørelse i eget samfund, hvor hjemmets rolle som kulturelt og følelsesmæssigt anker gradvist er blevet udhulet.

I stedet for at beskytte og styrke familiens fundament, har de skubbet forældrene længere væk fra deres børn. Mette Frederiksen kan på ingen måde forstå, hvorfor nogle forældre ønsker at arbejde mindre end 37 timer, for at være mere sammen med deres børn.⁸

Faderens rolle som tryg forsørger og familieoverhoved samt moderens rolle som den primære omsorgsperson er blevet nedvurderet og gjort sekundært fremfor anerkendt som samfundets centrale funktion.

I stedet for at skabe økonomiske rammer, der giver mulighed for, at én forælder – især moderen – kan være hjemme og sikre tryghed og nærvær for børn i deres mest sårbare alder (1-3 år), tvinges begge forældre ud på arbejdsmarkedet hamsterhjul.

Under dække af “ligestilling” og “frihed” skal de finansiere et liv dikteret af forbrug og prestige.
I jagten på at opretholde det kapitalistiske system glemmer politikerne, at samfundets vigtigste bidrag er mentalt stabile mennesker – og at vores egentlige opgave er at forme den næste generation, ikke at finansiere den næste iPhone.

Vi må begynde at tale om, hvordan vi genopretter vores familier. Hvordan vi kan skabe en kultur, hvor både mænd og kvinder værdsættes i deres naturlige roller. Hvordan vi kan bekæmpe denne familiediaspora, før vi mister det allervigtigste: vores hjem, vores børn, vores fællesskab.

Hvis det herskende frie, liberalistiske system forsømmer at bevare den fundamentale enhed, der holder samfundet intakt, er det måske på tide at vende blikket mod andre samfundsmodeller – dem, hvor familien står i centrum, og hvor alle dens medlemmer får deres ret, uden at blive udslidt, udnyttet, tilsidesat eller hjernevasket til at tro på en illusion om lykke og egoistisk selvrealisering, der i virkeligheden bidrager til vores civilisations undergang.

Referencer

Del artiklen: