20 demonstranter blev mandag anholdt efter en demonstration ude foran Mærsks hovedkontor, hvor de protesterede mod Mærsks involvering i at forsyne den israelske krigsmaskine med våben. Demonstranterne blev mødt med tåregas og knipler, og det har skabt en debat om, hvorvidt politiets brug af magt var nødvendig.
Mærsk har transporteret flere tusinde tons våbendele til Israel i perioden efter Israels folkedrab på Gaza i oktober 2023. Ifølge eksperter er disse våben blevet brugt i folkemordet på Gazas befolkning, hvor Israel har begået krigsforbrydelser ifølge FN. Det bryder med FN’s og Mærsks egne retningslinjer for overholdelse af menneskerettighederne. Det er denne medvirken til det igangværende folkemord, som demonstranterne protesterede imod.
Politiets hårdhændede og fysiske brug af magt har efterfølgende startet en debat om, hvorvidt politiet har brugt unødig magt, og om demonstrationen overhovedet var lovlig. Argumentet synes at gå på, at hvis demonstrationen var ulovlig, så bad demonstranterne selv om den behandling, som de fik.
Men hvornår er en forsamling lovlig, og hvad skal der til for, at den kan opløses? Og er der i virkeligheden tale om at lukke munden på kritikere af den zionistiske stat ved at statuere et hårdhændet eksempel overfor dem, som demonstrerer?
Forsamlingsfrihed
Forsamlingsfriheden hævdes sammen med ytringsfriheden og foreningsfriheden at udgøre de vigtigste politiske frihedsrettigheder i demokratiske samfund. Beskyttelsen af forsamlingsfriheden fremgår af grundlovens § 79, som siger:
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Grundloven sikrer borgernes ret til at forsamle sig uden forudgående tilladelse. Borgerne skal altså ikke anmelde en demonstration forud for dens afholdelse. Denne ordlyd i grundloven forhindrer dog ikke, at der kan stilles visse krav om, at optog og møder på veje anmeldes til politiet.1 Det skal dog bemærkes, at det er politiets opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig, og at påbud og vilkår derfor kun kan fastsættes, hvis der er “begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.”2
Politiet skal derfor udvise så stor imødekommenhed som muligt overfor arrangørers ønsker om tid og sted, således at forsamlingen får størst mulig gennemslagskraft i overensstemmelse med sit formål.
Hvis forsamlingen tænkes afholdt et sted, der stemmer overens med dens formål, f.eks. at demonstrere mod Mærsks våbentransport ude foran deres hovedkontor, så skal politiet strække sig langt for at demonstrationen kan afholdes på det ønskede sted.
Anmeldes en demonstration ikke på forhånd til politiet, så medfører dette ikke, at forsamlingen bliver ulovlig, da dette ville være i strid med grundlovens § 79.3
Hvornår kan en forsamling opløses?
For at offentlige forsamlinger skal kunne forbydes, skal der foreligge fare for den offentlige fred. Med begrebet “den offentlige fred” skal man ikke forstå mindre forstyrrelser af den offentlige orden. Derudover skal faren være af “konkret og nærliggende karakter”.4 Det er således ikke nok til at forbyde en forsamling, at den udtrykker sig i “samfundsomstyrtende” eller “revolutionære” vendinger.
Forsamlingen skal i sig selv udgøre en fare. Det er altså ikke nok, at enkeltpersoner optræder voldeligt, da disse uroelementer kan fjernes fra forsamlingen.
Der kan også afholdes demonstrationer på pladser, som er privatejede, hvis disse normalt er åbne for almindelig adgang, som f.eks. pladsen foran Mærsks hovedindgang, også uden ejerens tilladelse.5
Ved vurderingen af, om politiet må opløse en forsamling, skal der foretages en afvejning af hensynet til at sikre en vidtgående forsamlingsfrihed (dette gælder særligt for politiske emner som Mærsks facilitering af transport af våbendele til Israel) og på den anden side de hensyn, der taler for at begrænse forsamlingsfriheden (f.eks. trafikale hensyn, beskyttelse af ejendomsretten, sikring af den offentlige orden).
Forsamlingsfriheden er så grundlæggende en rettighed i “demokratiske” stater, at hensynet til opretholdelsen af forsamlingsfriheden er udgangspunktet, og der skal således være tungtvejende grunde til at begrænse denne frihedsrettighed.6
Forsamlingsfriheden omfatter alle, der opholder sig i Danmark – også selvom de blot er i Danmark for at deltage i en demonstration, som f.eks. Greta Thunberg, som deltog i den omtalte demonstration ude foran Mærsk.
Var politiets reaktion proportional?
Politiet begrunder deres opløsning af demonstrationen med, at aktionen ikke var anmeldt til politiet, hvilket den som sagt ikke behøver at være, da det ville være et brud på grundlovens § 79, samt at aktivisterne opholdte sig ulovligt på området, og at virksomhedens drift var væsentligt forstyrret af blokaden.7
Som udgangspunkt gælder, at politiets opløsning af en igangværende forsamling er et vidtgående indgreb i forsamlingsfriheden, fordi forsamlingen hermed helt afskæres/standses. Opløsning kræver derfor meget tungtvejende grunde i form af fare for den offentlige fred, men kan også finde sted, hvis en forsamling som helhed krænker andre vægtige hensyn end den offentlige fred – herunder andres ejendom eller den offentlige orden (f.eks. en fysisk blokade).8
Derfor tillader dansk lovgivning, at en forsamling i særlige tilfælde kan blive opløst, selvom forsamlingen ikke udgør en fare for den offentlige fred, men hvor andre væsentlige hensyn gør det nødvendigt.
Derfor bliver det en afvejning, om man i det konkrete tilfælde mener, at der var andre væsentlige grunde til at opløse Mærsk-demonstrationen end fare for den offentlige fred, herunder om politiet brugte unødig magt.
Ifølge demonstranterne oplevede de en “pludselig og uventet eskalering” fra politiets side, efter demonstranterne havde sagt, at de ville forlade stedet inden for kort tid, hvortil politiinspektøren anerkender, at politiet ikke udviste tilstrækkelig tålmodighed i det konkrete tilfælde.9 Han afviser også, at politiet skulle have følt sig truet eller angrebet af demonstranterne.
På den anden side havde aktivisterne blokeret indgangen til Mærsks hovedkvarter, ligesom en mindre gruppe havde kravlet op på bygningens tag.10 Dette er ikke i sig selv nok til at gøre en demonstration til “fare for den offentlige fred”, da disse elementer kan fjernes individuelt, og da hensynet til forsamlingsfriheden vejer tungere end enkelte uroelementer.
Trods ordlyden i grundlovens § 79, kan opløsning af en forsamling i særlige tilfælde blive aktuelt, selvom forsamlingen ikke udgør en fare for den offentlige fred, herunder andres ejendom og fysiske blokader, hvilket var tilfældet her. Generelt gælder, at politiet – hvis indgreb måtte blive nødvendigt for at beskytte andre vægtige interesser – vælger den mindst indgribende af flere egnede løsninger.
Brugen af knipler og tåregas virker umiddelbart unødvendigt over for en fredelig demonstration, hvor politiet ikke har følt sig truet eller angrebet, og spørgsmålet bliver, om politiet kunne have taget mindre indgribende midler i brug for at opløse forsamlingen. Har de f.eks. i tilstrækkelig grad talt med lederne af demonstrationen, og har de i tilstrækkelig grad givet demonstranterne mulighed for selv at opløse forsamlingen, inden de greb til knipler og tåregas?
– Vi forsøger jo altid at bruge magt i den mildeste grad, og det har vi også gjort i dette tilfælde. Og hvad der så afstedkommer det her, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt sige, fortæller Jakob Hansen, vicepolitiinspektør Københavns Politi.11
Man kan spekulere i, om politiet har grebet for hurtigt til magtanvendelse, og at der måske har været en lavere grad af tolerance overfor demonstrationer, som specifikt handler om Palæstina og danske virksomheders involvering i facilitering af det igangværende folkedrab. Forsøger man at kvæle modstanden i den danske befolkning ved at statuere et eksempel, eller er der tale om helt legitime metoder?
- Christensen, Jens Peter et al.: Dansk Statsret, 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2020, s. 415. ↩︎
- Ibid. ↩︎
- Ibid., s. 416. ↩︎
- Ibid., s. 418. ↩︎
- Ibid., s. 420. ↩︎
- bid., s. 421. ↩︎
- https://www.dr.dk/nyheder/seneste/politiet-fjerner-aktivister-ved-maersks-hovedkvarter-med-fysisk-magt-og-gas#!/ ↩︎
- Jens Elo Rytter, Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 4. udgave, 2021, s. 350. ↩︎
- https://www.dr.dk/nyheder/indland/birgitte-fik-baade-taaregas-og-knippelslag-politiet-skulle-have-stoettet-os ↩︎
- https://www.dr.dk/nyheder/seneste/politiet-fjerner-aktivister-ved-maersks-hovedkvarter-med-fysisk-magt-og-gas#!/ ↩︎
- Ibid. ↩︎