Dette er første del af en serie på to, der udforsker israelske ‘falsk-flag-operationer’ – dvs. falske terrorangreb iscenesat af Israel til fremme af målet om skabelsen af et Storisrael – fra Irgun til 9/11 og til 7. oktober 2023. I denne del takler vi King David-bombningen i 1946 samt Lavon-Affæren i 1950’erne, og i del 2 kigger vi på 9/11, 7. oktober og Flydubai-episoden.
Hvis du har fulgt med i det seneste show af iscenesatte nyheder fra Tel Aviv, så er du umiskendeligt faldet over den nyeste actionfilm kendt som “Flydubai-episoden”. En historie med et script så dårligt, at selv den værste Hollywood B-film kunne have gjort det mere overbevisende.
Selvom denne senest manipulerede nyhedshistorie ikke kommer som en overraskelse for os, der efterhånden er veteraner i at genkende israelsk propaganda, så er der heldigvis også millioner af mennesker verden over, som langsomt vågner op til Israels virkelige ansigt takket være de chokerende billeder, folkedrabet i Gaza har efterladt på deres nethinde.
De begynder at kunne se et mønster og genkende de falsk flag-operationer, som bliver produceret af den israelske krigs- og propagandamaskine. Det går langsomt op for dem, at den historie, som de er blevet fortalt om Israel, var et fatamorgana, en løgn, et fupnummer; at hele den moderne israelske stat er bygget på et blodigt bedrag af falsk flag-begivenheder.
Så af hensyn til sådanne nyligt vågnede elever af denne undertrykte historie, vil vi i dag gennemgå nogle af de mest vigtige falsk-flag-terrorbegivenheder, som israelsk historie bygger på.
Bombningen af King David Hotel
Den 22. juli 1946 bombede terrorister fra Irgun – en jødisk paramilits ledet af Menachem Begin, som senere blev premierminister i Israel – Kong David-hotellet i Jerusalem. Terrorangrebet skete som en reaktion på “Operation Agatha”, en sikkerhedsoperation udført af britiske tropper et par dage tidligere, som havde resulteret i anholdelsen af 2700 jødiske agenter, spioner og terrorister.
Operation Agatha havde ført til beslaglæggelsen af beviser, der dokumenterede, at “The Jewish Agency for Palestine”, en underafdeling af Verdens Zionistorganisation (på engelsk World Zionist Organization), havde godkendt udførelsen af sabotageangreb mod briterne i Palæstina. Der var med andre ord tale om inkriminerende beviser, som dokumenterede, at zionisterne havde godkendt udførelsen af terrorangreb mod briterne – dem som havde tildelt zionisterne landet til at begynde med, og som havde faciliteret forflytningen af tusindvis af jøder fra Europa til det hellige land. Men nu ønskede zionisterne dem ud, så de kunne overtage landet.
Irgun-terrorbanden gik ud fra, at de konfiskerede papirer, som indeholdt beviser for godkendelsen af angreb mod britiske mål, gemte sig i Kong David-hotellet i Jerusalem, da det var her, at sekretariatet for briternes regering i Palæstina befandt sig, og da hotellet samtidig var hovedkvarteret for de britiske væbnede styrker i Palæstina og Transjordanien.
Hvad skete der
Kort efter middag, mandag d. 22. juli 1946, kørte en varevogn ind ad sideindgangen til Kong David-hotellet i Jerusalem. Ud trådte otte bevæbnede mænd forklædt som arabiske arbejdere. Efter at have overmandet personalet og tvunget sig vej ind i hotellets værkstedshal, læssede de syv mælkejunger af fyldt med 350 kilo TNT-sprængstof af og slæbte dem én efter én ned i hotellets kælder lige under den sydlige fløjs afdeling, som husede både civilt og militær personel. Her blev de mødt af en britisk hærofficer, som de skød og dræbte. Mens nogle af de udklædte jødiske “arbejdere” fungerede som udkigsposter, placerede de andre mælkejungerne ved siden af to bærende søjler i kælderen og tændte deres 30-minutters lunte.[1]
Eksplosionen fandt sted kl. 12.37 og forårsagede, at halvdelen af hotellets sydlige fløj kollapsede. Redningsarbejdet pågik uafbrudt de næste tre døgn, og den sidste overlevende blev fundet 24 timer efter at bygningen havde kollapset. Alt i alt døde 91 mennesker som et resultat af eksplosionen, hvoraf flertallet var enten hotelpersonale eller maskinskrivere, budbringere eller sekretariatsmedarbejdere.
I dag bliver Irgun-angrebet på King David Hotel fejret i Israel som en stor begivenhed. F.eks. deltog Benjamin Netanyahu i 2006 til en stor fejring ved Menachem Begin Heritage Centeret, hvor en mindetavle blev afsløret i forbindelse med fejringen af 60-års jubilæet for bombningen.
Bortset fra forklædningen som “arabiske arbejdere”, som hjalp de israelske terrorister med at slippe igennem sikkerhedstjekket, så kan hotelbombningen ikke betegnes som en falsk flag-operation, da Irgun aldrig har benægtet deres involvering i angrebet, og da de, som vi kan se, faktisk praler af det.
Bombningen er dog gået over i historiebøgerne som et politisk terrormål, der blev en grundsten i skabelsen af den israelske stat, da begivenheden tvang briterne til at forlade Palæstina og overgive landet til israelerne.
Læs også: Mediernes Gaza har mange “døde”, men få mennesker
Lavon-affæren (også kendt som Operation Susannah)
I 1950’erne stod den spæde israelske stat overfor en ny trussel, nemlig fremkomsten af Panarabismen som en modvægt til jødisk dominans i Mellemøsten. Helt specifikt var det Gamel Abdel Nasser i Egypten, som stod i spidsen for denne bevægelse, som særligt bekymrede israelerne.
Efter at have taget magten ved et militærkup i 1952, promoverede Nasser en ny vision for regionen – en vision, hvor araberne skulle samles under den arabiske nationalismes flag som en modvægt til islamismen og kommunismen. Denne politik var med til at sikre ham amerikansk og britisk støtte, og han var endda i snak med briterne om at overgive deres militærbase i Suezkanalen.
Israelerne, som begyndte at anse denne panarabiske forening som en større og større trussel mod deres sikkerhed, etablerede en række hemmelige terrorceller i Egypten, som kunne aktiveres, når tiden var inde. Planen fik navnet Operation Susannah, hvor egyptiske jøder, som var blevet rekrutteret af den israelske efterretningstjeneste, planlagde en række spektakulære terrorangreb i Egypten. Idéen var, at skylden for disse angreb skulle skydes på det Muslimske Broderskab og kommunisterne og dermed overbevise amerikanerne og briterne om, at Egypten var et usikkert sted, og at Nasser ikke havde styr på landet.
Dog gik planen ikke helt som forventet. Den første bombe, som de plantede i Alexandrias hovedpostkontor, gik af som planlagt og det samme gjorde den anden bombe i form af et simultant angreb på det amerikanske bibliotek i Cairo og Alexandria. Det var deres tredje bombeangreb, et ambitiøst forsøg på at bombe to biografer i Cairo, to i Alexandria samt Cairos hovedbanegård, som fejlede og dermed afslørede operationen. Ti medlemmer af terrorcellen blev fanget, hvoraf to af dem begik selvmord, to blev henrettet, og seks blev idømt fængsel og flygtede til Israel efter deres løsladelse.
Operation Susannah blev en kæmpe skandale i Israel og endte med den daværende israelske forsvarsminister Pinha Lavons fratrædelse og senere den israelske premierminister Ben Gurions valgnederlag.
Lavon-affæren er et klassisk eksempel på en falsk flag-terroroperation orkestreret af en stat for at fremme en politisk agenda. Den israelske regering brugte efterretningsagenter til at udføre terrorangreb for at bebrejde nogle andre for det efterfølgende kaos og dermed destabilisere en politisk modstander i form af Nasser.
Et logisk tænkende individ ville måske på den baggrund foranlediges til at tro, at Israel, som konstant elsker at minde verden om, at de står over for en nådesløs, voldelig og barbarisk terrortrussel fra muslimer, må have undskyldt for denne beskidte og uhæderlige handling, men ak nej. For problemet er, at Israel ikke handler ud fra almindelige medmenneskelige moralske principper. I stedet anerkendte den israelske regering kun formelt operationen i 2005, et halvt århundrede efter affæren, og først efter, at ni af agenterne var blevet tildelt hædersmedaljer for deres tjeneste.
Læs også: Sådan underminerede FBI den sorte borgerrettighedsbevægelse
Konklusion
King David-hotelbombningen og Lavon-affæren viser, at Israel var villige til at begå terror, dræbe uskyldige, og skyde skylden på andre end dem selv, alt sammen for at fremme deres egen nation og “sikkerhedsinteresser”. Begivenheder der viser, at de ikke skyr nogen midler for at opnå deres mål, og at de er blevet specialister i at udføre falsk-flag-operationer, hvor man orkestrerer et angreb og skyder skylden på en anden for at fremme et politisk mål.
Så hvorfor er det, at vi regner med, at disse operationer stadig ikke finder sted i dag, og at de måske endda er blevet forfinet og fuldkommengjort efter års erfaring? Er det på tide, at vi stiller større spørgsmålstegn ved de nyheder, som vi bliver præsenteret af Tel Aviv, og som danske journalister, reportere og nyhedskanaler gentager uden filter, uden kritik?
I næste artikel kigger vi på nogle af de mere nutidige falsk flag-begivenheder i form af 9/11 og Flydubai-episoden. Vi kommer også ind på begivenhederne omkring 7. oktober 2023, og stiller spørgsmålet, om Israel havde forudgående viden om angrebet, men alligevel lod det ske. Sidst men ikke mindst kigger vi på, om Hannibal-direktivet blev implementeret den 7. oktober, og i så fald, hvilken effekt det har haft på dødstallet på den skæbnesvangre dag.