På Socialdemokratiets årsmøde d. 12/9 henvender Mette Frederiksen sig direkte til muslimske mænd og kvinder. Hun fortæller dem, hvem den gode muslimske mand er. Hun fortæller, hvilken kvinde der er den rigtige; blandt andet den, der vender “de reaktionære kræfter” ryggen; kræfter, der tilsyneladende bliver knyttet til den muslimske kvindes ophav, identitet og tro.
Hun siger blandt andet: “Derfor også en direkte hilsen til nogle af jer i dag. Dig, der er en moderne mand, som ikke kunne drømme om at slå på dine børn. Som ikke kunne drømme om at tvinge din datter til at bære et tørklæde, eller i øvrigt blande sig i, hvem hun skal være kæreste med. Dig, der er muslim, som bor i Danmark, og som aldrig kunne drømme om at sympatisere med terrororganisationer eller sharialovgivning. […] Hvor må I være trætte af imamer, der efterhånden er mere reaktionære, end det, man hører i mange moskeer i Mellemøsten. Og hvor må I være trætte af unge, der udøver den dominanskultur i Danmark, som jeres egen familie er flygtet fra. Sig fra, bland jer og vis, at I er de fleste. Den pige, der vender de reaktionære kræfter ryggen, vi har din ryg.”
Nej, Mette. Ellers tak. Vi skal ikke gøres ansvarlige for handlinger, vi ikke selv har begået. Jeg skal ikke gøres ansvarlig for en mands handlinger, blot fordi vi deler religion, hudfarve eller nationalt ophav, ligesom jeg heller ikke forlanger af dig, at du skal fordømme hver kriminel handling begået af en kristen, hvid person. Det ville nemlig være religiøs framing og racisme. Vi, de fleste, har det godt, når ingen politiker forsøger at blande sig i, hvem vi er. Vi har det godt, så længe mennesker med magt ikke forsøger at presse os til at give afkald på det, vi tror på, og det, vi står for.
Læs også: Er den muslimske mand farlig?
For hvad er det egentlig, hun siger til den “muslimske mand”? Hun beskriver ham først og fremmest ud fra alt det, han ikke må være, og på den måde skaber et narrativ af, hvordan en muslimsk mand ser ud eller opfører sig på. Hun tager bestemte forestillinger om den muslimske mand og gør dem til en ramme, som han skal definere sig selv inden for. Og selvom det med højst sandsynlighed er gjort for at appellere til sit parti og henvende sig til sine vælgere og det, hun anskuer som værende deres fordomme, er det samtidig med til at legitimere og reproducere netop disse fordomme. Ligesom hun gennem årene har problematiseret den muslimske mand som et retorisk middel, brugt til at føre sin skræmmekampagne. Og vi betaler prisen. Og når man så forsøger at sige fra, sådan som statsministeren selv opfordrer til, men siger fra over for en racistisk eller diskriminerende politik, eller over for de ting, vi faktisk selv er trætte af, så risikerer man pludselig at blive fremstillet som problemet. Det er paradoksalt.
Hun siger afslutningsvis: “De fleste mennesker er søde, når man møder dem i virkeligheden. Og det umiddelbare indtryk, man får fra billeder på sociale medier, fortæller sjældent hele sandheden.” Det er måske den mest dobbeltmoralske del af talen. For ord skaber også billeder. Retorik skaber fortællinger. Og fortællinger kan blive til sandheder i offentligheden, også når de ikke fortæller hele sandheden.
Når man igen og igen beskriver den muslimske mand gennem alt det, han ikke må være, skaber man samtidig et billede af, hvad en muslimsk mand er. Det er et skadeligt retorisk greb. For det rammer ikke bare en abstrakt gruppe. Det rammer mennesker. Det rammer mig. Det rammer min far, min bror og min mor. Det skaber et narrativ om mit folk, min religion og mine værdier, som jeg ikke kan genkende.
Den sande glemte kvindekamp
Ikke kun omtaler hun den muslimske mand som værende en, der slår sine børn, men associerer ham med hans tilstedeværelse, der har gjort det danske samfund “mere usikkert og mere utrygt”.
Det er interesant, at dette er koblingen og konklusionen på den muslimske mand, når man tager statistikken i betragtning, der tydeligt peger på, at “Flere etniske danskere end udlændinge, både vestlige og ikke-vestlige, der har oprindelse uden for landets grænser, begår grov vold, voldtægt og mord, flere etniske danskere end udlændinge har en dom, og flere etniske danskere end udlændinge afsoner i de danske fængsler.”
Og det samme gælder den muslimske kvinde. I årevis har man talt om hendes tørklæde, hendes frihed, hendes rettigheder og hendes frigørelse, som om hun først bliver fri, når hun træffer bestemte valg. Som om hendes frihed først bliver virkelig, når hun træffer de valg, andre mener er rigtige. Det er ikke frihed. Samme udtalelser om den muslimske mand kom hun med til den muslimske kvinde, da statsministeren blev spurgt, hvilken kvinde hun ser op til og svarede blandt andet, at hun så op til minoritetskvinder, der tager tørklædet af. Hvorfor problematiserer hun og mange andre mit tørklæde? Hvorfor har de glemt den “glemte kvindekamp”?
Kære muslim, vær uapologetisk og stolt
Så her er min hilsen til den muslimske mand og kvinde: Vær unapologetisk muslim. Du skal ikke skjule dig selv. Du er et produkt af generationer af mennesker, historier, styrker, erfaringer og kulturer. Det er noget, du kan være stolt af. Det er ikke noget, du skal skamme dig over eller forsøge at gemme væk for at passe ind i en kasse, som andre har bygget til dig. Du skal ikke skære dele af dig selv væk for at passe ind i et sted, der aldrig var skabt med plads til hele dig.
Læs også: Staten ejer ikke min moral
For hvis du alligevel aldrig bliver “god nok”, før du har givet afkald på dele af dig selv, hvorfor så ikke i stedet være mere end god, ved at stå fuldt og helt ved den, du er? Og ved du hvad? Du er absolut god nok. Du er mere end den fortælling, andre har skabt om dig. Jeg, samt dine medmennesker, ser, hvor hårdt du arbejder. Hvor langt du er kommet. Vi ser, hvordan du uddanner dig, knokler dobbelt så hårdt som dine etniske medborgere. Ikke kun fordi du skulle vokse op med flere sprog, flere kulturer, som i øvrigt ikke er en forhindring, men en berigelse, men fordi du er i krig med, hvem, du gerne vil være, og hvad statsoverhoveder ønsker dig at være. At du altid skal arbejde dobbelt så hårdt, for at blive anerkendt. At du skal sende dobbelt så mange ansøgninger, for at få jobbet. Altid arbejde dobbelt så hårdt, for at være god nok.
Jo mere man hviler i sig selv, sin religion, sin kultur og den historie, der har formet én, desto mere plads får man til at udvikle sig. Til at reflektere. Til at stille spørgsmål. Til at vokse. For selvrefleksion kræver ikke, at man først fornægter sig selv. Tværtimod, når man tør stå ved sig selv, bliver der plads til at se sig selv kritisk og ærligt. Man kan udvikle sig uden konstant at være optaget af at bevise over for andre, at man er “god nok”.
Uapologetisk. Uden skam. Uden at skulle accepteres eller godkendes af andre.