I det seneste afsnit af podcasten Det muslimer taler om, sidder en række passionerede muslimske mandlige fodboldfans i studiet sammen med værten. Overskriften over samtalen lyder: VM i Amerika – er USA-værtskabet værdigt?
Stemningen er let og munter. Der grines af interne stridigheder om de afrikanske landes svingende præstationer på grønsværen. Men under overfladen af sportslig hygge lurer en dybt sørgelig realitet. Som samtalen skrider frem, krakelerer facaden. Gæsterne begynder at opremse en række konkrete, rystende hændelser fra dette VM – hændelser, der ikke blot handler om logistik, men som vidner om en dyb, undertrykt muslimsk civilisation, der stiltiende finder sig i alt for blot at kunne bære en vinderpokal og blive kaldt verdensmestre.
Muslimer hånet ved grænsen
De nævner den somaliske dommer, Omar Abdulkadir Artan – kåret som den bedste dommer på det afrikanske kontinent – som blev nægtet adgang til landet uden en gyldig grund. USA’s ledelse har kaldt Somalia for et “fjerdeverdensland” og betragter somalierne som skrald, der ikke er værdige til at betræde den amerikanske jord.
Derudover er der det iranske fodboldlandshold, som er underlagt meget strenge amerikanske indrejserestriktioner. Holdet har ikke et almindeligt visum til USA, men har i stedet fået tilladelse til at krydse grænsen fra Mexico på selve kampdagene for at spille deres kampe, hvorefter de omgående sendes tilbage til deres base i Tijuana, som ligger ved grænsen mellem Mexico og USA.
Men intet udstiller den vestlige magts arrogance og den muslimske verdens dybe selvbedrag klarere end den seneste sag, der har ramt den irakiske delegation. Den irakiske stjerneangriber, Aymen Hussein – manden, der med sine mål sikrede sit land en historisk plads ved dette VM – blev ved ankomsten til O’Hare-lufthavnen i Chicago tilbageholdt, isoleret og afhørt i hele syv timer af de amerikanske grænsemyndigheder. Landsholdets officielle fotograf, Talal Salah, blev tilbageholdt i mere end ti timer, hvor hans elektroniske enheder blev finkæmmet, for til sidst at blive nægtet indrejse.
Hvad er det for en ydmygelse? Hvordan kan alle disse mænd acceptere denne systematiske undertrykkelse? Og det store spørgsmål: For hvad?
Læs også: Sådan underminerede FBI den sorte borgerrettighedsbevægelse
Hvor er den muslimske stolthed?
Tænk over det absurde i denne scene: Den irakiske folkehelt måtte sidde i syv timer i et lukket afhøringsrum hos netop den magt, der invaderede hans fædreland på falske anklager om masseødelæggelsesvåben, jævnede byer med jorden og dræbte over en kvart million civile og var skyld i fordrivelsen af over 4 millioner irakere i en 20 år lang, nådesløs krig – sikke en gæstfrihed! Det er den samme vært, der har bombet, sanktioneret og bekæmpet det iranske holds landsfæller i samarbejde med Israel.
Når lande som Jordan, Egypten og Marokko ikke kan få armene ned af stolthed over deres deltagelse i et VM, der afholdes i det land, som forsyner apartheidstaten Israel med våben og milliarder af dollars, som bruges til at slagte deres brødre og søstre i Palæstina, så klinger den stolthed ufatteligt hult.
Lad os da antage – for ikke at tillægge nogen mennesker værdier, som de ikke står for – at fodboldspillerne ikke giver en rød reje for denne ummah, og at de i den henseende er fuldstændig værdiløse som forbilleder for muslimerne. Men hvad så med fansene? De fans, der står sammen på stadionerne og råber: “Med vores liv, med vores blod, ofrer vi os for dig, åh Gaza!”
Amerika, Vestens stormagt, har bekæmpet vores eksistensgrundlag, vores religion og vores Profet, fred være med ham, siden tidernes morgen. Men i dag skal de muslimske spillere pænt aflevere deres telefoner, bøje nakken og acceptere at blive behandlet som potentielle terrorister, før de får lov til at løbe ud og underholde det amerikanske publikum og tjene den vestlige verdens agenda og ideologi.
Lad os drage en parallel. Hvilken somalier, iraker eller iraner med sin ære i behold ville finde sig i at blive sorteret fra og ekskluderet ved indgangen til bønnen i moskéen? Hvis det skete, ville han aldrig sætte sine ben der igen. Hans karama – hans medfødte, gudgivne værdighedsfølelse – ville simpelthen ikke acceptere det.
Hvilken mand med respekt for sig selv ville acceptere at blive mistænkeliggjort på den måde i sit eget hjem? Hvis en hustru mødte sin mand i døren, gennemsøgte hans telefon, mistænkte ham for det værste og ydmygede ham foran hans egne børn, ville han aldrig acceptere det. Han ville ikke bare tilgive det. Han ville føle, at han var blevet så dybt krænket, at hans reaktion i yderste konsekvens kunne føre til talaq (skilsmisse).
Men når det gælder den globale, vestlige arena, pakker vi vores stolthed væk. Hvem af os ville frivilligt besøge og feste i det hjem, hvor ejeren har dræbt vores egen familie? Det er præcis det, vi gør nu. Vores indbyggede mindreværdskomplekser, vores dybe splittelse og den totale mangel på en fast forankret identitet får os til at sluge kamelerne og smile til kameraerne. Vi går på kompromis med det, som vil koste os dyrt i dunya (det verdslige liv) og akhira (det næste liv). Vi er villige til at ofre vores kollektive ære for at få lov til – måske – at røre en gylden pokal. Vi bilder os selv ind, at hvis vi bare gør det godt i fodbold, så vil vi vinde verdens respekt, så vil undertrykkelsen stoppe, og så vil ydmygelsen ende.
Læs også: Når tilpasning bliver ensidigt
Hvornår er nok, nok?
Det kan godt være, som det blev nævnt i slutningen af podcasten, at man godt kan se fodbold, “så længe man bare passer sine bønner”. Men ærlig talt: Hvad skal der til, før vi begynder at sige fra? Hvad skal der til, før vi vinder vores ære tilbage og kræver, at vores basale rettigheder som mennesker bliver overholdt?
I dag minder den globale verdensorden mere om junglens lov end om et civiliseret retssamfund. Den stærke invaderer, dræber og dikterer, mens de svage pænt venter i syv timer i lufthavnen for at få lov til at underholde herremanden.
Det er fint nok, at vi ser og taler om fodbold, lad os bare gøre det. Men lad os i det mindste stille de rigtige spørgsmål.
Spørgsmålet er ikke, om USA er værdigt til at afholde VM. Spørgsmålet er, om VM overhovedet er værdigt til at blive gæstet – når det i virkeligheden blot er et system, der tjener stormagternes politiske soft power, de kommercielle markedskræfters profit og en moderne nihilisme, der systematisk udhuler vores åndelige kompas.
For hvordan kan vi overhovedet retfærdiggøre at ofre vores dybeste værdier, vores dyrebare tid og vores ære? For hvad? Blot for at være en brik i deres spil?
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Sandheden er så simpel, som Omar ibn al-Khattab formulerede den:
»Vi var et folk i dyb fornedrelse, og Allah ærede os gennem islam. Hvis vi søger ære i andet end det, som Allah ærede os med, vil Allah ydmyge os.«