Det mest forbløffende ved stormen omkring Epstein-sagen er ikke nødvendigvis selve forbrydelsernes omfang, men derimod den selektive choktilstand, der har ramt verden. Offentligheden rasede, platformene glødede, og folk blev ramt af afsky af én primær årsag: At ofrene var børn. Denne vrede er prisværdig; den er et vidnesbyrd om resterne af en sund menneskelig natur, der instinktivt nægter at acceptere overgreb på uskyld og renhed.
Men vreden stopper også her. Den er selektiv, fordi man kun tør fordømme de yderste grene af ondskaben, mens man ignorerer det kulturelle klima, som gøder jorden for folk som Epstein og hans ligesindede.
Læs også: Fem ting, vi lærte af Epstein-filerne
Bag den ufuldkomne vrede gemmer der sig nemlig et mærkværdigt paradoks. Den verden, der i dag skriger op mod udnyttelse af mindreårige, har i årtier i stigende grad normaliseret – og i visse kredse endda idealiseret – sexindustrien. Man betragter udbredelsen af uforpligtende sex, prostitution og pornoindustrien som en uomgængelig del af den moderne livsstil. Selvom mange kritiske røster i dag peger på pornoens skadevirkninger og prostitutionens følgevirkninger, fastholder man som samfund en illusion: At man kan dyrke den totale, frie seksuelle lystdyrkelse, uden at vedkende sig de giftige rødder, som den henter sin næring fra.
Fødselsdagen afgør forbrydelsen
Det er naivt at tro, at man kan åbne døren for instrumentaliseringen af mennesket gennem pornografi og en global sexindustri, og så forvente, at dette “uhyre” lader sig tøjle af en juridisk lavalder. I dele af det moderne, sekulære samfund bliver adskillelsen mellem “frivillig sex” og seksuel udnyttelse primært behandlet som en juridisk grænse – og ikke altid som en dybere moralsk barriere. For hvordan tillader man den ene handling og forhindrer den anden, når de begge udspringer af den samme kilde: Dyrkelsen af lysten som den højeste autoritet?
Når man fjerner de åndelige principper, der indrammer menneskets seksuelle lyst, og samtidig lovliggør menneskekroppen som en liberalistisk handelsvare, baner man vej for de mest ekstreme former for forfald. Den, der i længere tid vænner sig til uforpligtende sex og stadigt stærkere stimuli gennem pornografi, risikerer gradvist at blive følelsesmæssigt afstumpet. For nogle kan det føre til en gradvis søgen efter mere ekstreme former for stimulation – i værste fald bevæger man sig mod de mørkeste afkroge, som vi så i Epstein-sagen.
Læs også: Skal begrebet islamofobi dø?
Epstein-fænomenet er dog ikke kun amerikansk. Vi har for nylig set det herhjemme med dommen over den tidligere minister Henrik Sass Larsen, der blev idømt fængsel for besiddelse af tusindvis af filer med overgrebsmateriale mod børn. Faktisk er 3.373 personer i Danmark dømt for sædelighedsforbrydelser mod børn i perioden 2010-2019, hvor besiddelse af børnepornografi er alarmerende repræsenteret og har været støt stigende. Det understreger, at vi ikke blot står over for enkeltstående afvigelser, men en tendens, der ikke kan bremses af en lovgivning, som kun skelner mellem det kriminelle og det acceptable baseret på fødselsattesten. Det er absurd at forestille sig, at menneskets værdighed og sårbarhed ændrer sig fundamentalt, blot fordi man er 18 år minus én dag frem for at være fyldt 18 år. Moral kan ikke reduceres til et spørgsmål om et enkelt døgn i en kalender, men kræver rammer, der rækker dybere end juraen.
Risikoen for at blive offer for typer som Epstein kan også være svær at undgå, når man som ung kastes ud i fællesskaber, nogle gange allerede som 13-14-årig, hvor alkohol og seksuelle grænser i nogle miljøer kan blive udvisket og opleves som en social norm. Vi placerer børn i situationer, hvor deres dømmekraft er svækket, og forventer samtidig, at de kan navigere rationelt midt i nydelse, gruppepres og biologiske drifter. Den forventning er ikke bare urealistisk; den er uansvarlig. Hvis du spørger mig, så er frihed uden rammer ofte bare et pænt ord for svigt.
Visdommen i at sætte grænser
Her tilbyder den islamiske tradition et perspektiv, som det moderne samfund ofte misforstår og hastigt affejer som værende undertrykkende, gammeldags eller i direkte modstrid med personlig frihed. Gennem konceptet Sadd al-Dhara’i (at lukke dørene til det onde) præsenterer Islam en præventiv logik, som ligesom inden for sundhed og sygdomsforebyggelse vil gavne opretholdelsen af de fælles normer, der beskytter mennesket i dets sårbarhed over for lyst og pres. Islam ser nemlig ikke umoralak adfærd som isolerede hændelser, men som et sammenhængende system. I Koranen lyder opfordringen: “Og nærm jer ikke utugt…” (17:32). Pointen er ikke blot at forbyde den ultimative handling, men at undgå de mange små skridt, der uundgåeligt fører dertil.
Læs også: Sådan underminerede FBI den sorte borgerrettighedsbevægelse
Denne tilgang understreger en universel sandhed: At mennesket er sårbart over for fristelser og socialt pres, og at forebyggelse altid er bedre end behandling. Sharia-principperne om at sænke blikket, blufærdighed, klare grænser mellem kønnene, fraværet af alkohol og værn om såvel det offentlige som det private rum er ikke skabt for at begrænse friheden, men for at beskytte individets værdighed.
Ligesom et gelænder på en bro ikke er der for at stoppe din rejse, men for at sikre, at du ikke falder i afgrunden, tilbyder disse principper et nødvendigt værn mod den tingsliggørelse, der baner vejen for typer som Epstein og hans ligesindede – og de beskytter de potentielle ofre mod overhovedet at ende i deres net.
En advarsel til egne rækker
Det mest smertefulde er, at denne epidemi ikke længere er forbeholdt det sekulære Vesten. Hos muslimske familier ses en stigende udbredelse af den samme afstumpethed, der har fundet indpas gennem skærmenes normalisering af det grænseløse. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest en manglende agtsomhed og svage hjerter, der har glemt, at Gud er den Altseende og Althørende, og at man vil blive stillet til regnskab for sine handlinger på Dommedagen – eller måske er de bare uvidende om effekten af de input fra den åndløse verden, som de frivilligt lukker ind gennem de uendeligt mange digitale indgange i deres hverdag.
Læs også: Rufayda al-Aslamiyya: Verdens første sygeplejerske
De sekulære normer og uanstændige adfærd når os på få sekunder via sociale medier midt i vores hjems fire vægge. Når vi normaliserer forstadierne, hvad enten det er manglende blufærdighed, forbudt sammenblanding eller at “bevidne” utugt gennem film, serier og musik under dække af underholdning, risikerer vi at skabe grobund for adfærdsmønstre, der i ekstreme tilfælde muliggør skabelsen af ofre og krænkere. Det er derfor vigtigt at være bevidst om, hvilket input vi lader trænge ind i vores hjem og til vores børn, og bære ansvaret med at praktisere de værdier, der har til formål at beskytte os som individer og som fællesskab, i hjemmet såvel som udenfor.
Epstein-sagen bør ikke blot være en kilde til midlertidig forargelse, men en anledning til at vågne op. Et centralt argument er, at umoral ikke uden videre kan fragmenteres. Islam tilbyder en præventiv tilgang med principper, der – selv hvis de implementeres uden den teologiske forståelse og tilgang – kan reducere dette moralske mørke ved at genindsætte respekten for de grænser, vi som mennesker har brug for. Man kan ikke pleje rødderne af et sekulært, liberalt rodsystem og samtidig undre sig over, at det bærer giftige frugter. Det er på tide, at vi vælger beskyttelsen og værdigheden frem for den form for absolut seksuel frihed, der for mange i praksis kan ende som et fangenskab af egne lyster.