Fordømt til den samme skæbne, om man stemmer højre eller venstre. Det er denne situation, en stor del af landets muslimer befinder sig i forud for folketingsvalget den 24. marts 2026. Mange muslimske vælgere stemmer på venstrefløjspartier – ikke fordi de hører naturligt hjemme i denne fløj eller ser sig enige i de sociale- eller økonomiske aspekter i disse partiers politik – men rettere fordi venstrefløjen historisk har udvist større tolerance i spørgsmålet om integrations- og udlændingepolitikken. Disse partier har historisk advokeret for minoriteters rettigheder. Men linjerne mellem rød og blå blok er blevet så udvisket de sidste 10–15 år som følge af den markante højredrejning fra centrum-venstre-partierne, at det er tæt på umuligt at træffe en beslutning om, hvor man skal placere sin stemme som dansk muslim. Udviklingen, som fortsætter folketingsår efter folketingsår, bliver fulgt med stor alvor af landets muslimer. Hver gang bliver der lovet strammere integrationspolitik og mindre islam i Danmark og man undres hver gang, hvor langt politikerne er villige til at gå, hvor mange love og konventioner de vil omgå, før de vil gøre livet som muslim umulig i Danmark.
S står for Stram udlændingepolitik
Valget i 2026 er ikke anderledes, men den åbenlyse fremmedgørende og fjendtlige retorik er blevet værre. De politiske partier konkurrerer endnu engang med hinanden om, hvem der har det strammeste udlændinge- og integrationsudspil for at vinde vælgernes gunst. Hvis man ser bort fra de gamle kendinge, som Dansk Folkeparti og de Konservative, så har Socialdemokratiet også oppet sin konkurrenceevne med absurde forslag i deres udlændingeudspil. Udspillet indebærer bl.a. sindelagskontrol (at nye statsborgere skal abonnere på et sæt værdier defineret af magthaverne, før de kan få tildelt statsborgerskab), tildeling af “karantæne” til udlændinge, hvor de bliver forvist fra sundhedsvæsnet, hvis de er dømt for vold, samt gøre flere erhvervsordninger landespecifikke for at presse udenlandsk arbejdskraft fra Mellemøsten ud af ligningen. Vi skal ikke lade os narre af, hvad disse forslag egentlig handler om. For selvom Socialdemokratiets udlændingeudspil ikke nævner islam eller muslimer eksplicit har udlændingeminister Rasmus Stoklund (S) gjort det tydeligt, at intentionen er at ramme mennesker fra det, han kalder ‘Stormellemøsten’ – et begreb, som er synonymt med muslimsk indvandring i dansk politik. Det er ikke kun den ydre højrefløj, som har gjort det til deres mission, at gøre livet surt for muslimer i Danmark.
Læs også: Mette Frederiksen til muslimer: I er uønskede
Hvem er den muslimske vælger?
De muslimske vælgere i landet er ikke ‘one size fits all’. Vi har forskellige hverv, stillinger, interesser og går op i forskellige politiske emner, men er forenet ved at vi arbejder, betaler vores skat, bidrager til foreningslivet, er gode kollegaer og hjælpsomme naboer. Det er kun naturligt, at de muslimske vælgere rent økonomisk og på sociale issues er spredt på de fordelings- og værdipolitiske akser. I den politiske og historiske kontekst, som vi befinder os i, er vi både højreorienterede og venstreorienterede. Ligesom resten af samfundet.
Men hvis man analyserer den muslimske vælger ud fra traditionel vælgeradfærdsteori, er det tydeligt, at teori ikke matcher virkelighed. Ud fra klassisk vælgeradfærdsteori er alle rationelle vælgere egennyttemaksimerende individer, som primært afgiver deres stemme ud fra deres økonomiske situation. Mange muslimske vælgere passer ikke ind i denne klassiske konstellation, fordi vi ofte tager det teoretisk ulogiske valg. Det er ikke fordi vi er irrationelle, men fordi vi er mange, som sætter vores kryds baseret på, hvad der maksimerer vores frihedsrettigheder, vores ret til at være i landet og praktisere vores religion, frem for at sætte vores kryds baseret på, hvad der gavner vores individuelle økonomi.
Læs også: Politisk hjemløshed: et strukturelt vilkår?
Damned if you do, damned if you don’t
Det kan næppe komme som en overraskelse, at værdipolitik er det første, mange muslimske vælgere orienterer sig mod, når de sætter deres kryds. For hvad nytter en lavere skat, hvis man som udgangspunkt vurderes som fjendtlig og uønsket? Hvad nytter omfordeling, hvis ens identitet bliver kriminaliseret? Alligevel er der dele af det såkaldte islamkritiske segment, som mener, at der eksisterer en ‘uhellig alliance’ – en konspiration ved navn islamogauchismen – mellem venstrefløjen og landets muslimer, som har til formål at sikre ‘islam-venlig’ politik i Danmark.
Den absurde idé om, at landets muslimer er i et hemmeligt forbund med venstrefløjen for at undergrave det danske samfund og bruger venstrefløjen som nyttige idioter har dybe islamofobiske rødder, spredt af ildesindede intrigemagere og slugt råt af politikere, som har gjort det til deres levebrød at gøre en islamisk tilværelse så tæt på umulig i Danmark. Det er endnu mere absurd at sætte lighedstegn mellem denne konspirationsteori og den menige muslimske borger, som blot ønsker at leve sit liv og praktisere sin religion i fred.
I et ‘ideelt’ demokrati ville muslimer, ligesom majoritetsbefolkningen, kunne vælge frit mellem hele den politiske palette – fra venstrefløj til højrefløj. Den luksus har vi desværre ikke. Vi lever med politisk hjemløshed og skal altid veje mellem to onder hver gang vi skal til stemmeurnerne. Derfor ender mange med at stemme på det parti, der ligger tættest på den politiske retning, de ønsker, og som har den mest respektfulde og humane retorik over for landets muslimer – også selvom de er uenige med stort set resten af partiets politik.
Læs også: Når muslimske stemmer kriminaliseres, før de forstås