Forestillinger om Østen i det 19. århundrede var ikke neutrale beskrivelser af en fremmed verden, men fungerede som et redskab, hvor Vesten kunne definere sig selv som det normative subjekt. Gennem uddannelsessystemer og akademiske discipliner blev Orienten gradvist “orientaliseret”, hvilket bidrog til at reproducere orientalistiske forestillinger i både teori og praksis. Orienten fremstod dermed ikke som et objekt, der blot eksisterede og blev beskrevet, men som en konstruktion, der fik sin form og betydning gennem vestlige diskurser.
Edward Saids begreb orientalisme kan anvendes som analytisk ramme til at sætte fænomenet i en bredere kulturel og historisk kontekst. I værket Orientalism argumenterer Said for, at Vesten historisk har søgt at “forstå” Østen gennem en proces, hvor Orienten defineres, kategoriseres og systematiseres. Disse fortællinger indebar generaliseringer, autoriseret viden og en omformning af Orienten til et objekt, der fremstår genkendeligt og kontrollerbart for Vesten. Said definerer orientalisme som “en måde at forholde sig til Orienten på, baseret på dens særlige plads i den europæisk-vestlige erfaring.”1 Orientalisme refererer således ikke til Orienten som et selvstændigt og neutralt objekt, men reduceres til de repræsentationer og betydninger, som Vesten har konstrueret i sine forestillinger om Østen til egne kulturelle og politiske formål.
Said mener, at forholdet mellem Occidenten (Vesten) og Orienten (Østen) ikke kan forstås uden Michel Foucaults teori om diskurser – som han beskriver som noget, der former den genstand, de taler om. Said påpeger, at Vesten ikke kun dominerede Orienten gennem politik og magtudøvelse, men at dominansen også manifesterede sig gennem gradvis samtykke – en form for “blød magt” i civilsamfundet, hvor ideer, holdninger og institutioner blev etableret og udbredt. Som Said skriver: “Kulturen findes naturligvis inden for civilsamfundet, hvor idéers, institutioners og menneskers indflydelse virker ikke gennem tvang, men gennem (…) samtykke.”2
Vesten fungerede dermed ikke kun som politisk aktør, men også som storproducent af en sociokulturel forståelse af Orienten. Sproget og kulturen blev afgørende redskaber til at definere og mystificere Orienten, især i det 19. århundrede, hvor indtryk og følelser opstod i litteratur, kunst og debatter. Orienten måtte derfor blive til og kom også til at være det ’Andet’ – et flerdimensionelt billede, hvormed Vesten kunne positionere sig som normativt, civiliseret og bedrevidende. Det er, ifølge Saids argumentation, et bevis for, at Orienten blev “orientaliseret” – ikke fordi den var orientalsk, men fordi den blev gjort orientalsk. Disse diskursive forestillinger kan iagttages i Jean- Léon Gerômes maleri The snake charmer (1879)
Læs også: Afkolonisering af det muslimske sind
Orientalisme i praksis – visuelle og litterære repræsentationer
“The Snake Charmer” af Jean-Léon Gérôme fra 1879 er et konkret udtryk for den orientalistiske vidensproduktion som Said beskriver. Maleriet skildrer ikke blot en scene i Orienten, men iscenesætter Orienten som eksotisk, seksuel og mystisk, der fremmer en entydig og misvisende forståelse hos anskueren.
Den nøgne dreng, slangen og de observerende mænd rummer alt sammen et sanseligt fordærv og moralsk afvigelse, hvilket skaber afstand og usammenhængende følelser mellem beskueren og det fremstillede subjekt.
Mønsteret, hvor fascination og væmmelse sameksisterer findes også i samtidens litterære beskrivelser.
Gustave Flauberts møde med en egyptisk kurtisane, “Kuchuk Hanem”, gjorde et stort indtryk på ham på sin rejse i Egypten i 1853. Han beskriver i sine breve, at den orientalske kvinde blot er en maskine og intet mere end det. Hun besøger badehuse, smører sine øjenlåg til, ryger og drikker kaffe. Hun kendes ikke ved de mange mænd som hun er sammen med, men de tænker altid på hende. Ultimativt bliver hele hendes eksistens sammenkoget ned til denne forhærdede billedbeskrivelse.
Læs også: Simone de Beauvoirs arv i nutidens debat om moderskab
Det civiliserede vs. det ‘uciviliserede’
Ifølge Lisa Lowe fungerer orientalistiske fremstillinger af kvinder som ’Kuchuk Hanem’ ikke primært som beskrivelser af orientalistiske samfund, men som en spejling af de spændinger og usikkerheder som prægede Frankrig i det 19. århundrede. I en periode kendetegnet ved politisk ustabilitet, hastig industrialisering og overgangen fra imperium til nationalstat, blev forestillingen om en stabil national identitet udfordret og de eksisterende sociale hierarkier samt bourgeoisiets selvforståelse var under opløsning.3
I denne kontekst blev den orientalske kvinde et centralt orientalistisk symbol. Ved at fremstille hende som eksotisk, irrationel og usammenhængende kunne den franske nation indirekte positionere sig selv som civiliseret, rationel og moderne. Modsætningen mellem det “civiliserede” og det “uciviliserede” fungerede således ikke som en neutral beskrivelse af kulturelle forskelle, men som et redskab til national selvdefinition. Flauberts reduktion af Kuchuck Hanem til en “Maskine“4 illustrerer denne proces. Metaforen fratager hende enhver form for menneskelighed og individualitet og omdanner hende til en projektion af de sider ved moderniteten og industrialiseringen, som det europæiske samfund både var afhængigt af og frygtede. Den orientalske kvinde bliver dermed ikke blot et objekt for begær, men fungerer som Frankrigs egen skygge – et selv som samfundet ihærdigt forsøger at undslippe.
Vestens forestilling om den orientalske kvinde kan derfor forstås som en strategi til at konsolidere en allerede skrøbelig national identitet. Konstruktionen siger mindre om kvinder som Kuchuk Hanem og mere om den franske nations behov for at definere sig selv i opposition til Østen. I forsøget på at fremstille Orienten som det “andet” bliver den kulturelle og politiske ustabilitet i Frankrig blot mere synlig.
Det er vigtigt at forstå, at orientalisme ikke bare blev til – men blev opretholdt gennem politiske såvel som kulturelle diskurser, der afslører Vestens underliggende magtstrukturer. Ifølge Said er disse diskurser ikke tilfældige abstrakte idéer, men noget som blev aktivt inkorporeret i et komplekst vestligt uddannelsessystem, hvor tilsyneladende neutrale akademiske videnskabsdiscipliner medvirker til at opretholde orientalisme i teori og i praksis. Han skriver følgende: “Den vedvarende investering gjorde orientalisme til et accepteret system af viden om Orienten – et filter, hvorigennem Orienten blev oversat til vestlig bevidsthed.”5
Den historiske produktion af viden om Orienten som beskrevet i Gérômes maleri og i Saids analyse af orientalisme er ikke kun et vindue ind til fortiden – det har også sat rammerne for, hvordan muslimer og personer med ikke-vestlig baggrund bliver repræsenteret og forstået i vestlige samfund. Konsekvensen er, at Orienten blev forstået og repræsenteret på måder, der tjente vestlige interesser og selvforståelse.
Hvordan påvirker dette den muslimske identitet i Vesten?
Den historiske orientalisme har konsekvenser for nutidens repræsentationer. Selvom ’’The Snake Charmer’’ er et historisk kunstværk, fungerer det som en baggrundsramme for, hvordan muslimer og ikke-vestlige grupper fortsat fremstilles i vestlige medier, politik og populærkultur. Saids pointe om, at orientalistiske diskurser ikke blot skaber viden, men også former opfattelser og magtrelationer, er stadig relevant: Nutidige stereotyper af muslimer kan forstås som en fortsættelse af den historiske orientalisme, hvor forestillingen om “det andet” opretholder et hierarki mellem Vesten og Østen.
Det ses oftest i eksisterende stereotyper om hvordan en muslim eller ikke-vestlig person er eller bør være, frem for det faktiske menneske der lever bag etiketten. Igennem vedvarende og ofte problembaserede diskurser bliver muslimer reduceret til stereotypiske billeder, som i højere grad afspejler vestlige forestillinger end muslimers egne erfaringer og selvforståelse. Et aktuelt eksempel er den mediehistorie om Inger Støjberg, der angiveligt blev “presset af motorvejen” af to indvandrermænd – hvilket efterfølgende viste sig at være usandt. Alligevel blev mændene fremstillet som farlige og kriminelle, og hændelsen blev brugt til at cementere eksisterende forestillinger om muslimer som trusler. Det viser hvordan politiske og mediemæssige diskurser fortsat fungerer som et filter, hvorigennem personer med ikke-vestlig baggrund tingsliggøres og reduceres til symboler på en fare, som samfundet skal beskytte sig imod. Historisk orientalisme er derfor ikke isoleret til fortiden og lever videre i moderne repræsentationer og magtrelationer.
Derudover anerkender Said, at forholdet mellem Vesten og Orienten er præget af magt og dominans – et udtryk for den europæisk-atlantiske magt over Østen. I den forstand afspejler Gérômes maleri netop den relation, Said beskriver: Værket indgår i en bredere eurocentrisk diskurs, der dominerer, omformer og iscenesætter Orienten for vestligt forbrug og fascination.
Når Østen bliver gjort til den ’Anden’, gøres Vesten samtidig til en konstrueret standard. Men der er findes også en vigtig nuance. Ved at definere sig selv som det bedre alternativ og modsætning til Østen undergraver Vesten sin egen grundforståelse og konstruerer samtidig en standard, der både er afhængig af og begrænset af samme kontrast.