Denne artikel er oversat fra engelsk og gengivet med tilladelse fra forfatteren.
Genopdagelsen af al-Attas’ verdensanskuelse
Nutidens muslimske verden står i dag ved en skillevej med en krise i tro, identitet og politisk orden. Den politiske og intellektuelle lammelse, der præger store dele af den muslimske verden, skyldes ikke kun ydre faktorer, men udspringer også af en intern fragmentering: Udhulet intellektuel selvtillid, tabet af en sammenhængende livsforståelse og overtagelsen af kategorier og begreber, der er fremmede for islam. På et så afgørende tidspunkt fremstår Syed Muhammad Naquib al-Attas’ tænkning og værker — særligt Prolegomena to the Metaphysics of Islam og Islam and Secularism — som en dybdegående ressource. Hans vision for islamiseringen af viden (forstået som en omordning af viden ud fra islamiske erkendelsesprincipper) handlede aldrig om blot at hæfte islamiske referencer på vestlige konstruktioner, men om at genopbygge selve vidensstrukturen på dens autentiske fundamenter: Tawḥīd, adab og Guds forrang.
Dette indlæg argumenterer for, at de udfordringer, den moderne muslimske ummah står overfor, ikke kan løses gennem politiske slogans, tekniske lovindgreb eller kulturelle genrejsninger alene. I stedet kræver situationen en dyb afkolonisering af det muslimske intellekt — en epistemologisk transformation, der genopliver adab og genetablerer viden i dens rette hierarki. Som al-Attas bemærkede:“Islam er en religion der er baseret på viden, og en fornægtelse af videnskabens muligheder og objektivitet ville svare til at ødelægge selve det fundament, som ikke kun religionen, men alle videnskaberne hviler på.” 1At tilsidesætte dette svarer til at miste det kompas, der orienterer både det muslimske samfund og individets sjæl.
Kolonialismen begrænsede sig ikke til grænsedragning eller udplyndring af ressourcer. Dens mest varige aftryk var epistemisk: Påtvingelsen af vestlige rammer, akademiske discipliner og filosofier som universelle normer, samtidig med, at islam blev reduceret til hjemmets fire vægge. Fremkomsten af den sekulære nationalstat, fragmenteringen af viden i adskilte discipliner og at religionen blev begrænset til at fungere som identitetsmarkør blev et afgørende kendetegn for muslimske samfund efter kolonialismen.
Denne arv skabte en usædvanlig form for skizofreni. Mens de fleste muslimske samfund bevarer stærke symbolske og kulturelle bånd til islam, fungerer deres institutioner, uddannelsessystemer og politiske strukturer efter paradigmer baseret på metafysiske præmisser, der er fremmede for islam. Det betyder, at selv når muslimer tilstræber reformering, sker det ofte gennem perspektiver lånt udefra – fra vestlige og sekulære forståelsesrammer.
Som al-Attas advarede:“Forvirring og fejltagelser i viden, fører uundgåeligt til uretfærdighed i handling.”2
Konsekvensen er det paradoks, vi ser i dag: Muslimske nationer, der hævder islam som deres fundament, men som regerer samfundene ud fra en sekulær forståelsesramme, der splitter og fragmenterer tilværelsen.
Det moderne universitet står som et symbol på denne opdeling. I stedet for at fremme en sammenhængende forståelse af virkeligheden baseret på tawḥīd, producerer det specialister, der er fremmedgjorte fra metafysik, separeret fra etik og som bliver trukket ind i globale netværk af kapital og magt. Når man studerer økonomi uden reference til Gud, politik uden åbenbaringens vejledning eller filosofi uden profetisk indsigt fastholdes koloniseringen af den muslimske bevidsthed. Derfor rækker afkolonisering ud over politisk suverænitet — den handler også om intellektuel frigørelse.
Adskillige historiske eksempler illustrerer dette. Efter 1947 arvede det som vi kender som Pakistan i dag, et bureaukratisk og uddannelsesmæssigt system stærkt præget af britiske koloni-modeller. Det akademiske fokus blev rettet mod teknisk ekspertise på bekostning af den islamiske intellektuelle tradition. I Nordafrika etablerede lande som Egypten og Algeriet universiteter efter et fransk forbillede, hvilket skabte en samfundsklasse, der var fagligt kompetent, men åndeligt uforankret. I Sydøstasien førte tilpasningen til vestlige uddannelsesmodeller ofte til kandidater, der var afkoblet fra deres egne filosofiske traditioner — en form for epistemisk afhængighed, som al-Attas konsekvent kritiserede.
Tab af adab
Centralt i al-Attas’ analyse står begrebet adab. Han forstod ikke blot adab som høflighed eller gode manerer, men som erkendelsen og bekræftelsen af, at alt har sin rette plads – begyndende med Gud. Adab bringer orden i sjælen, i viden og i samfundet; det repræsenterer harmonien mellem forståelse, væren og handling.
Efter hans opfattelse var den moderne muslimske ummahs krise grundlæggende “et tab af adab”, hvilket førte til fremkomsten af falske ledere, institutionel korruption og vidensmæssig forvirring.
Som han bemærkede: “Den største krise i den muslimske ummah er ikke fattigdom eller politik, men tabet af adab, for med det følger tabet af retfærdighed og forvirringens sejr inden for viden.” 3
Dette tab er tydeligt i de muslimske samfund, hvor rigdom erstatter visdom, tyranni træder i stedet for legitim autoritet, og retorik overtager sandhedens plads.
At genoplive adab handler ikke om nostalgi eller om at genindføre middelalderlige skikke; det handler om at genetablere den metafysiske struktur, der understøtter menneskelivet. Uden adab forfalder viden kun til information, politik reduceres til manipulation, og religion bliver til tomme slagord. Al-Attas understreger, at kultiveringen af adab må begynde i individet og derfra forankres i institutioner og fællesskaber. Et menneske, der er oplært i adab, tilegner sig etisk dømmekraft, ydmyghed og evnen til at skelne mellem sandt og falskt — egenskaber, der i sidste ende former lederskab, intellektuel dannelse og social sammenhængskraft.
Islamisering af viden
Begrebet “islamiseringen af viden” er ofte blevet misforstået. Nogle har reduceret det til blot at tilføje Korancitater til sekulære discipliner, mens andre har afvist det som urealistisk idealisme. For al-Attas var det imidlertid hverken overfladisk islamisering eller eskapisme. Det var derimod et ontologisk og epistemologisk projekt; at rense viden for påvirkninger, der er fremmede for den islamiske verdensforståelse, og at omstrukturere akademiske discipliner i overensstemmelse med de sandheder, Gud har åbenbaret.
Al-Attas beskrev denne mission som “menneskets frigørelse fra magiske, mytologiske, animistiske og nationalkulturelle traditioner, der strider mod islam, og fra sekulær styring af hans tænkning og sprogbrug.” Det er en appel til at frigøre det muslimske intellekt fra rammer, der forvrænger virkeligheden, og om at genetablere fornuftens rette forhold til åbenbaringen.
Det handler ikke om at afvise vestlige videnskaber eller filosofier som helhed; snarere forudsætter det en kritisk tilgang, forankret i den islamiske metafysiske forståelse. Denne tilgang kræver dømmekraft: At omfavne det, der er sandt, forfine det der er ufuldstændigt, og forkaste det, der er usandt. Islamisering er derfor ikke en ekskluderende proces, men en omstrukturering — et forsøg på at føre viden tilbage til virkelighedens hierarki, sådan som Gud har åbenbaret det.
Islamisk epistemologi forudsætter en integration af moralske, åndelige og praktiske former for viden. I økonomi ses rigdom for eksempel som et spørgsmål om tillid og forvaltning, ikke blot ophobning. I politik bør magt udøves med ‘adl (retfærdighed) og ansvarlighed. Denne helhedsorienterede tilgang står i skarp kontrast til de fragmenterede vestlige modeller, der ofte prioriterer effektivitet frem for etisk integritet.
Den sekulære fælde
En betydelig del af den muslimske intellektuelle klasse er fanget i det, man kan kalde “den sekulære fælde”. I deres stræben efter modernisering accepterer de sekulære kategorier som neutrale og tror, at islam uden videre kan rummes i sekulære kategorier. Resultatet er, at islam fremstilles som “islamisk demokrati”, “islamisk feminisme” eller “islamisk kapitalisme” — hvor islam blot fungerer som et tillægsord til et vestligt koncept. Derved underlægges åbenbaringen de eksterne rammer, i stedet for at åbenbaringen selv får lov at fastlægge sine kategorier.
Al-Attas advarede konsekvent mod denne fare: “Faren ligger ikke i videnskab eller filosofi i sig selv, men i deres fortolkninger, der hviler på verdensbilleder, som fornægter det transcendente.” At acceptere sekulær rationalitet som neutral er i praksis at opgive tawḥīds grundlag.
Dette forklarer, hvorfor forsøg på reformering så ofte ender som imitationer. Uanset om det er politiske bevægelser, der gentager vestlige ideologier, universiteter, der kopierer vestlige pensumlister, eller kulturelle initiativer, der efterligner vestlig æstetik, forbliver muslimer reaktive frem for kreative. Ægte uafhængighed kræver en intellektuel revolution, der begynder indefra islam selv.
Hvor tænkere som Muhammad Iqbal pegede på den åndelige stagnation i muslimske samfund, tilbyder al-Attas en mere systematisk epistemologisk løsning. Fanon og Edward Said undersøgte koloniseringens psykologiske og kulturelle konsekvenser, men al-Attas væver disse indsigter ind i en samlet metafysisk ramme, der viser, hvordan tabet af viden og adab fører til dybere strukturel dysfunktion i samfundet.
Tawḥīd som verdensanskuelse
Kernen i al-Attas’ vision er overbevisningen om, at tawḥīd ikke blot er en teologisk påstand, men en verdensanskuelse — det forenende princip for virkelighed, viden og liv. Tawḥīd bekræfter sandhedens enhed, integrationen af fornuft og åbenbaring samt uadskilleligheden mellem det hellige og det verdslige.
At opbygge samfund på tawḥīd kræver en afvisning af opdelingerne af tilværelsen i separate domæner — religion, politik, videnskab, kunst — som om hver styres af en separat ultimativ sandhed. Det indebærer erkendelsen af, at al sand viden i sidste ende peger tilbage på Gud.
Denne vision har dybdegående konsekvenser for uddannelse. I stedet for blot at uddanne kandidater til at konkurrere på globale markeder, bør muslimske institutioner danne mennesker gennem adab, så de kan opfatte sandhedens enhed og leve i overensstemmelse hermed.
Som al-Attas formulerede det: “Formålet med uddannelse i islam er ikke at producere gode borgere, men gode mennesker… for det gode menneske er det menneske, der besidder adab” 4
En sådan vision står i skarp kontrast til moderne uddannelsesparadigmer, der reducerer mennesket til økonomiske aktører eller politiske subjekter. For al-Attas handler uddannelse ikke om nytte, men om at forberede sjælen på at opfylde sin pagt med Gud.
En udvidet civilisatorisk diagnose
Al-Attas’ kritik rækker ud over uddannelse og viden. Han identificerer fire indbyrdes forbundne dimensioner af civilisatorisk krise:
- Styring og lederskab: Moderne politiske systemer mangler ofte et etisk fundament. Vestlige modeller, der importeres ukritisk, kan skabe teknisk effektive, men moralsk mangelfulde styringsformer. Lederskab uden adab er sårbart over for korruption, autoritarisme og en prioritering af det materielle frem for etiske mål.
- Kulturel identitet og offentlig debat: Vestlige rammer dominerer de offentlige samtaler og marginaliserer islamiske perspektiver. Kulturel efterligning skaber mindreværdskomplekser og fragmenterede identiteter. Al-Attas fastholder, at generobringen af islamiske fortællinger er afgørende for at genopbygge en sammenhængende civilisatorisk selvforståelse.
- Social og åndelig fremmedgørelse: En løsrivelse fra de islamiske intellektuelle traditioner fører til fremmedgørelse. Rigdom uden mening, frihed uden ansvar og uddannelse uden visdom skaber eksistentiel desorientering.
- Økonomisk og teknologisk afhængighed: Samfund kan godt tage avancerede teknologier og økonomiske systemer i brug, men hvis disse er forankret i rammer, der er fremmede for islam, styrker sådan udvikling kun afhængighed i stedet for at fremme selvstændighed.
Set gennem disse linser tilbyder al-Attas en omfattende forståelse af den civilisatoriske krise, som overgår politiske analyser ved at placere problemet solidt inden for epistemologi og etik.
Intellektuel og åndelig afkolonisering
Vejen frem kræver reformer på flere niveauer:
- Omstrukturering af pensum: Universiteter bør indlejre islamisk epistemologi på tværs af alle discipliner. Økonomi, statskundskab, filosofi og naturvidenskab må inkludere etiske og åndelige dimensioner.
- Etisk dannelse: Både forskere og studerende må internalisere adab. Viden uden karakter kan ikke føre til retfærdige samfund.
- Institutionel reform: Oprettelsen af universiteter og forskningscentre forankret i islamiske traditioner sikrer systemiske forandringer frem for isolerede forbedringer.
- Kulturel genrejsning: Muslimer må genvinde litteratur, kunst og offentlig debat, så de ikke længere formes af vestlig imitation, men i stedet udvikles som autentiske udtryk for islamisk tænkning.
Al-Attas minder os om, at “islamisering af viden ikke er tilføjelsen af islamiske elementer til et fremmed begrebssystem, men frigørelsen af viden fra fortolkninger baseret på sekulære og materialistiske verdensbilleder” 5
Det første skridt mod fornyelse kræver erkendelsen af disse principper frem for et fokus på overfladiske fænomener.
Refleksioner og implikationer
Implementeringen af al-Attas’ vision kræver tålmodighed, kreativitet og mod. Det forudsætter mere end konferencer, manifester eller politiske justeringer; det kræver den daglige kultivering af sind og institutioner, der er forankret i tawḥīd. Dette projekt har global betydning. Et muslimsk samfund, der er forankret i sin egen epistemologi, er langt bedre rustet til at engagere sig i den moderne verden med selvtillid og originalitet. Det kan tage nyttige innovationer til sig uden at falde i intellektuel afhængighed, kritisere uretfærdige systemer uden at internalisere dem og forme ledere, der forener etisk, åndelig og praktisk visdom.
Genoplivningen af intellektuel selvtillid
Krisen i den muslimske ummah skyldes ikke mangel på materielle ressourcer eller politisk indflydelse, men et tab af intellektuel selvtillid. Kolonialismen fratog ikke blot muslimer deres territorier, men også begrebsrammer og overbeviste dem om, at modernitetens paradigmer var universelle og uundgåelige. Al-Attas’ appel om islamisering af viden er fortsat presserende, fordi den adresserer det centrale spørgsmål; at generobre en islamisk vision af virkeligheden.
At følge hans opfordring er at genvinde troen på, at islam ikke blot er en kulturel identitet eller en samling ritualer, men en fuldstændig måde at erkende og eksistere på. Det er at afvise fragmenteringen af tilværelsen, genskabe adab og genordne viden i overensstemmelse med tawḥīd. Dette er ikke en afvisning af moderniteten, men en overskridelse af dens begrænsninger — en insisteren på, at det muslimske sind må frigøres for at kunne opfatte virkeligheden, som den i sandhed er.
Som al-Attas minder os om: “Sand frihed, er frihed fra fejl. Og fejl opstår, når viden tages ud af sin rette plads og gives en plads, der ikke tilkommer den”6
At afkolonisere det muslimske sind er at føre viden tilbage til sin rette plads og dermed genoprette ummahens værdighed.