Af Ahmed Talat – Imam, underviser og religiøs vejleder for Munida
Hver gang et valg nærmer sig, opstår den samme diskussion blandt mange muslimer:
“Er det tilladt at stemme, eller skal jeg lade være?”
Der cirkulerer mange meninger på de sociale medier, hvor man desværre ser flere, der ikke hviler på et solidt grundlag, som vores lærde og tradition har stadfæstet. Derfor er det vigtigt, at vi vender tilbage til vores tradition for at finde klarhed, ved at søge råd hos vores lærde.
Denne artikel gør ikke krav på at være en dybdegående, akademisk behandling af emnet, der udtømmer alle beviser og argumenter for og imod stemmeafgivning. Denne artikel er derimod skrevet til dig, der står på vippen. Dig, der oprigtigt gerne vil vide, hvordan vores lærde faktisk behandler denne sag, og give en balanceret, lærdomsbaseret vejledning, som kan hjælpe den almindelige muslim til at forstå nogle af de principper, som de lærde har lagt til grund for deres vurderinger, og hvordan vi som almene muslimer skal tilgå sådanne komplekse emner.
Artiklen er ikke skrevet for at starte en debat, men for at give et nuanceret svar, forankret i de principper, som vores lærde altid har taget udgangspunkt i, i spørgsmål af kompleks karakter.
Allah siger i Qur’ānen:
﴿يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَطِيعُوا اللَّهَ وَأَطِيعُوا الرَّسُولَ وَأُولِي الْأَمْرِ مِنكُمْ ۖ فَإِن تَنَازَعْتُمْ فِي شَيْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى اللَّهِ وَالرَّسُولِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ ۚ ذَٰلِكَ خَيْرٌ وَأَحْسَنُ تَأْوِيلًا﴾
“I, som tror! Adlyd Allah og adlyd Sendebuddet og dem blandt jer, der har autoritet. Og hvis I strides om noget, så henvis det til Allah og Sendebuddet, hvis I virkelig tror på Allah og den yderste dag. Det er det bedste og mest rigtige udfald.”
(Surah an-Nisā’, 4:59)
Når et samfund står over for udfordringer, der påvirker retfærdighed, tryghed og moral, må vi sætte følelserne til side og se på de løsninger, som vores lærde — de sande arvtagere af profeterne — har udledt i mere end 1.400 års tradition. For når det kommer til komplekse emner, der kræver ekspertviden, bør vi altid vende tilbage til vores lærde.
Profeten ﷺ sagde:
«وَإِنَّ الْعُلَمَاءَ وَرَثَةُ الْأَنْبِيَاءِ، وَإِنَّ الْأَنْبِيَاءَ لَمْ يُوَرِّثُوا دِينَارًا وَلَا دِرْهَمًا، وَإِنَّمَا وَرَّثُوا الْعِلْمَ، فَمَنْ أَخَذَهُ أَخَذَ بِحَظٍّ وَافِرٍ»
“De lærde er profeternes arvinger. Profeterne efterlod sig hverken dinarer eller dirhams, men de efterlod viden; den, der tager imod den, har taget imod en stor del.”
(Berettet af Abu Dāwud, Tirmidhī og Ibn Mājah)
Derfor er det første råd, at vi ikke søger svar i overfladiske debatter på sociale medier eller andre forsamlinger, hvor der ikke refereres tilbage til vores tradition. En muslim skal altid finde svar hos de lærde, der har arvet profeternes lys og ansvar.
Startpunktet: al-maṣlaḥah og al-mafsadah — Sharias realistiske kompas
En af de største lærde indenfor Hanbali retsskolen, Ibn ʿAqīl sagde noget meget indsigtsfuldt:
“Politik (as-siyāsah) er enhver handling, der bringer folk tættere på retfærdighed og længere væk fra korruption — Selv hvis den ikke er direkte fastsat af Profeten ﷺ eller åbenbaret gennem wahy (åbenbaring).Hvis du med dit udsagn ‘der findes ingen politik undtagen det, som stemmer overens med sharīʿah’ mener, at det skal forstås som ‘alt, der ikke strider imod det, sharīʿah har udtalt’, så er det korrekt.
Men hvis du mener, at politik kun er det, som sharīʿah direkte har udtalt (nævnt eksplicit), så tager du fejl — og det er en fejlopfattelse af sahābahs forståelse.” citat slut.
Vores siyāsah sharʿiyyah bygger derfor i høj grad på princippet om gavn og skade: at tiltrække gavn (maṣlaḥah) og afværge skade (mafsadah). Det er vigtigt at nævne, at det ikke er for den almene muslim at udlede hvor gavn og skade ligger. Det skal altid refereres tilbage til vores anerkendte lærde indenfor de 4 retsskoler.
Nogle vil måske sige: “Men dette princip kan jo misbruges til at opnå verdslige interesser.”
Hertil må vi svare, at vurderingen af, hvad der reelt er gavn (maṣlaḥah) og skade (mafsadah), ikke er den almindelige muslims opgave.
Det er et ansvar for de lærde, som besidder den nødvendige viden, metode og indsigt i Sharias formål.
Desværre ser vi i dag mange unge, velmenende muslimer, der udtaler sig om spørgsmål, som udelukkende bør behandles af folk med ʿilm og fiqh.
At kende sin rolle og overlade komplekse vurderinger til dem, der er kvalificerede, er i sig selv en del af adab over for viden og lærde.
De klassiske lærde har nemlig slået fast, at når en muslim ikke kan vælge det fuldkomne gode, skal han vælge det, der nærmer sig det og undgå det, der er værst.
- Imam al-Ghazālī (al-Mustasfā): “Hvis det onde ikke kan fjernes helt, men kun mindskes, er det påbudt at vælge det, der reducerer det.”
- Imam ʿIzz ibn ʿAbd al-Salām (Qawāʿid al-Aḥkām): “Når to onder står over for hinanden, er det en pligt at vælge det mindre for at undgå det større.”
- Imam al-Shāṭibī (al-Muwāfaqāt): “Sharia er fuldt ud baseret på at opnå maṣlaḥah og fjerne mafsadah.”
- Ibn Taymiyyah (Majmūʿ al-Fatāwā, 28/390): “Når valget står mellem to ledere, er det obligatorisk at støtte den, der bringer mest retfærdighed og mindst skade.”
- Og han skriver også i as-Siyāsah ash-Sharʿiyyah: “Enhver handling, hvorved man fremmer lydighed mod Allah eller mindsker ulydighed mod Ham, er en handling, som Allah elsker.”
Disse fiqh-principper er udviklet til situationer, hvor man ikke kan vælge det fuldkomne gode. Islam er realistisk og pålægger os at søge det, der fører os tættest på retfærdighed, selv når fuld ret ikke kan opnås.
Derfor er argumenter som “Allah alene har ret til at lovgive” ikke relevante i vores kontekst i Danmark. Den ideelle lovgivning står ikke på bordet for os at implementere. Vores ansvar er at fjerne større onder og fremme goder inden for den virkelighed, vi faktisk lever i. Her får stemmeafgivning sin plads. Ikke som accept af systemet, men som et middel til at beskytte retfærdighed, moral og fællesskab. Det er essensen af Sharias visdom: at handle, ikke trække sig tilbage.
En ijtihādī sag: lægmanden bærer ikke en muftis byrde
Når vi har forstået ovenstående kan vi nu etablere, at dette emne hører hjemme i fiqh og ijtihād (udledning af en juridisk afgørelse), ikke i ʿaqīdah, hvor mange desværre går ind og betvivler folks Imaan og Kufr.
Når det er en juridisk afgørelse der skal udledes, er det derfor ikke den almene muslims opgave, at udstede selvstændige domme her. al-Juwaynī klargør i al-Ghiyāthī, at komplekse offentlige anliggender hører til ahl al-ʿilm (kompetente lærde). Den almene er ikke syndig, når han følger pålidelige lærdes ijtihād (juridiske afgørelser) i sådanne spørgsmål.
Konklusion: Dette er en ijtihādī sag. Følg ulama, og bevar adab. Ingen har ret til at fordømme lægfolk for at følge anerkendt ijtihād i et komplekst samfundsanliggende.
Nutidige lærdes vurdering og fiqh-råd
Denne forståelse er ikke blot teoretisk. Den er blevet genbekræftet i vores tid, af en lang række anerkendte lærde. Som almen muslim er det vigtigt at vide, at dette spørgsmål er blevet grundigt behandlet af lærde, både tidligere og nutidige, samt af flere fiqh-råd.
Når man negligerer eller underkender et stort antal lærde, der kommer fra forskellige fiqh-skoler og ʿaqīdah-retninger, begår man en alvorlig fejl. Det, der er tættest på intellektuel og åndelig integritet er, at være ærlig om, at der findes en reel, videnskabelig uenighed blandt vores lærde i dette spørgsmål:
- Nogle er nået frem til, at det er tilladt, ja endda obligatorisk i visse situationer,
- andre er nået frem til, at det ikke er tilladt at deltage i stemmeafgivning.
At anerkende denne uenighed, i stedet for at udviske eller dæmonisere den ene side, er en del af adab al-khilāf og respekt for vores lærdes arbejde og ijtihād.
Derfor er det vigtigt, at man som almen muslim ikke skal lade sig skræmme af de ensidige udlægninger af denne sag, som man desværre ser på sociale medier og fora.
Med blot en kort søgning i de klassiske og nutidige kilder bliver det hurtigt klart, at et overvældende flertal af lærde, fra forskellige fiqh-skoler, geografiske regioner og teologiske retninger, har udtalt sig for tilladeligheden – og i visse tilfælde forpligtelsen – af at stemme, når der findes en sandsynlig og forventet gavn (maṣlaḥah).
Disse udtalelser kommer ikke fra én bestemt retning, men fra et bredt spektrum af respekterede lærde:
- Ibn Bāz: “Hvis det er kendt, at en kandidat vil støtte retfærdighed, beskytte de undertrykte og mindske skade, så er det tilladt og endda ønskværdigt at stemme på ham.” (Fatāwā Ibn Bāz, vol. 9)
- Ibn ʿUthaymīn: “At stemme på den, der kan forhindre skade eller bringe gavn, er en pligt, hvis man ved, at ens stemme har indflydelse.” (Liqāʾ al-Bāb al-Maftūḥ, nr. 210)
- Mufti Taqi Usmani (Ḥanafī, Deobandi): “At stemme på den, der er mere retfærdig, er ikke deltagelse i et sekulært system, men et middel til at udføre vores pligt i amr bi-l-maʿrūf wa-nahy ʿan al-munkar.” (Fiqh al-Buyūʿ, 2/712)
- Sh. Haitham al-Haddād: Fremhæver, at stemmeafgivning i vestlige samfund er en del af den kollektive ansvarlighed (masʾūliyyah jamaʿiyyah) for at beskytte muslimers rettigheder og modvirke uret.
- Sh. Saʿīd al-Kāmilī: Har understreget, at hvis deltagelse fører til maṣlaḥah for muslimerne, kan det være en form for kollektiv forpligtelse (farḍ kifāyah).
- Sh. Muḥammad al-Ḥasan ad-Daddū: Klargør, at stemmegivning i nutidens sammenhænge falder ind under siyāsah sharʿiyyah og er tilladt, ja påkrævet, når det tjener retfærdighed og beskytter Ummah.
Derudover har flere store fiqh-råd og institutioner udstedt lignende vurderinger, herunder:
Islamic Fiqh Council, Fiqh Council of North America, European Council for Fatwa and Research og Dār al-Iftāʾ al-Miṣriyyah.
Alle konkluderer, at deltagelse i valg er tilladt og til tider påkrævet, når den tjener gavn, beskytter rettigheder og mindsker uretfærdighed.
Med andre ord: det er ikke et isoleret synspunkt, men en bred enighed blandt nutidige lærde, som bygger på århundreders fiqh-principper om skade og gavn og på Sharias dybe realisme i mødet med virkeligheden.
Uenighed er tilladt, men måden man er uenig, er essentiel (Adab al-Khilāf)
Når alt dette er forstået, står det tydeligt, at spørgsmålet om at stemme ikke handler om troens fundament (ʿaqīdah), men om et fiqh-spørgsmål, hvor de lærde har udledt forskellige konklusioner gennem ijtihād.
I sådanne spørgsmål har vores tradition fastlagt et klart etisk og metodisk princip:
“Der er ingen fordømmelse i spørgsmål, hvor der findes legitim ijtihād.”
(Imam al-Nawawī)
At angribe, nedgøre eller mistænkeliggøre en muslim, fordi han følger en anerkendt lærds ijtihād, er ikke fromhed — det er uvidenhed.
Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī skrev:
“At nedgøre den, der følger en anden lærds ijtihād, er uvidenhedens adfærd.”
(Fatḥ al-Bārī, 13/319)
Vores lærde har givet os forbilleder i, hvordan uenighed håndteres med hjerte og adab. Al-Dhahabī og Ibn Kathīr beretter, at Yūnus al-Ṣadafī sagde:
“Jeg har aldrig set nogen mere fornuftig end al-Shāfiʿī. Vi diskuterede et spørgsmål, og da vi senere mødtes, tog han min hånd og sagde:
‘يا أبا موسى، ألا يستقيم أن نكون إخواناً وإن لم نتفق في مسألة؟’
‘O Abu Mūsā, kan vi ikke forblive brødre, selvom vi ikke er enige i en sag?’”
(Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ, 10/16)
Dette er ikke blot en smuk anekdote. Det er et princip i vores lærdomstradition, at uenighed aldrig må ødelægge broderskab.
Som Ibn Taymiyyah skrev:
“Uenighed i forståelse er naturlig, men det er forbudt, at den fører til fjendskab.”
(Majmūʿ al-Fatāwā, 3/421)
Derfor må vi som fællesskab lære at adskille saglig uenighed fra splittelse.
At stemme eller ikke stemme i denne kontekst, er et ijtihād-spørgsmål, hvor man kan være uenig uden at være fjender.
Vores opgave i denne tid er ikke at vinde diskussioner, men at bevare enheden, styrke tilliden mellem muslimer og handle ud fra det, der bringer mest gavn og beskytter Ummah.
For det er i adab al-khilāf — uenighedens etik — at sand modenhed, viden og hjertets renhed viser sig.
Derfor vil jeg endnu engang understrege, at den almindelige muslim ikke begår en synd, når han følger en anerkendt lærds ijtihād i et spørgsmål, hvor der findes legitim uenighed.
“At stemme er ikke alt” — men det er noget
Det er vigtigt at bemærke: At stemme er en handling af ansvar, men det er ikke hele løsningen. Vi må aldrig reducere vores kamp for retfærdighed og værdighed til blot et kryds på en stemmeseddel. At stemme er ét værktøj blandt mange i et større arbejde.
Hvis vi tror, at pligten slutter når vi har stemt, har vi misforstået vores rolle som bærere af profetens arv. Vores ansvar fortsætter: at uddanne, organisere, støtte, oplyse og stå fast på sandhed og moral i alle livets arenaer.
Motivet bag at stemme bør være, at gavne muslimerne, både ved at fremme de særskilte forhold, der muliggør praktiseringen af islam og ved at sikre de generelle goder.
Allah siger:
﴿كُنتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ﴾
“I er den bedste nation, der er frembragt for menneskene: I befaler det gode og forbyder det onde.”
(Āl ʿImrān, 3:110)
Stemmen er et middel, og midler mister værdi uden handling, viden og kald til sandheden. Samtidig er der en stor mulighed, som politiske kommentatorer ofte påpeger. Nemlig, at valg i Danmark ofte afgøres af få stemmer. Når vi ikke stemmer, går momentum til den anden side. Det giver derfor ingen mening at sige: “Se, I sagde, at vi skulle stemme, men der skete intet,” hvis vi faktisk ikke mobiliserede.
Der er flere eksempler på, at valg i danske kommuner er blevet vundet af partier med stærkt islamkritiske holdninger — udelukkende fordi blot få stemmer manglede fra den anden side.
Læs også: Et Gazavalg?
En tilbagevenden til profetisk visdom
Vi stemmer ikke, fordi vi sætter vores tillid til et menneskeskabt system, som den endelige vejleder.
Vi stemmer, fordi Allah har betroet os et ansvar. Ansvaret for at beskytte retfærdighed, menneskeværd og fællesskab, og for at stå som vidner for sandheden, selv midt i et ufuldkomment samfund.
Når vi handler for at mindske uret og fremme det gode, handler vi ikke på vegne af et parti, men på vegne af vores tro, vores samvittighed og vores Ummah.
Som Ibn al-Qayyim sagde:
“Sharia er i sin helhed retfærdighed, barmhjertighed og visdom.
Hver gang en sag fører til mere retfærdighed, mere barmhjertighed og mere visdom, er den tættere på Allahs lov.”
Til slut, vender vi tilbage til artiklens første og vigtigste pointe, nemlig der hvor alt bør begynde: at gå tilbage til vores lærde.
For i tider med forvirring og mange stemmer, er det ikke dem der råber højest, der bringer klarhed – det er ʿilm, viden med rødder, metode og gudsfrygt.
Vores lærde er dem, Profeten ﷺ beskrev som profeternes arvinger. De, der bærer lyset af forståelse, og viser os hvordan vi handler med balance, ikke med reaktion.
Når vi lytter til dem, handler vi ikke blindt, men med tillid til en tradition, der i over 1400 år har beskyttet vores Ummah mod kaos og vildfarelse.
At vende tilbage til de lærde er derfor ikke en svaghed. Det er en tilbagevenden til profetisk visdom, og det er dér, sand styrke og retledning findes.
Må Allah gøre os blandt dem, der søger sandhed med adab, handler med hikmah og samler, hvor andre splitter.
Må Allah vejlede os til det, Han elsker og er tilfreds med.