Af Mohamed | Reads
Dette er anden del af en artikelserie på tre afsnit. Læs første del her.
Bag retorikken om åndelig oprustning ligger et politisk projekt, der søger at instrumentalisere kristendommen til at definere det nationale tilhørsforhold — med muslimske medborgere som modbillede.
Når kriser fordrer åndelighed
Ligesom Harald Blåtand gjorde sig nøje politiske overvejelser, før han lod sig døbe, ser vi i disse år en politisk motiveret “vækkelse” af kristendommen. Igen er der tale om en omvendelse af folket ovenfra. Mens datidens beslutning om at gøre danskerne kristne skyldtes frygten for en snarlig invasion af det ekspanderende Hellige Romerske Rige, handler nutidens kald til åndelig oprustning om at genfinde troen på egne værdiers og kulturs overlegenhed i mødet med muslimer.
Den ydre trussel i form af den europæiske krig mellem Rusland og Ukraine, har intensiveret debatten om national sammenhængskraft. Her rettes skyts mod religiøs pluralisme og hyperindividualismen. Dermed fremstilles et indre trusselsbillede, hvor selve overlevelsen af det danske forbindes med kristendommens genopstandelse — bevares, det er ofte under eksistentielle kriser, at man får øjnene op for sin sårbarhed.
En velkendt politisk truisme er, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde. Det præsenterer nemlig en mulighed for at gennemføre en politik, som under normale omstændigheder ville være utænkelig. Det gør vi klogt i at huske, når regeringen til næste folketingsvalg vil puste en krisestemning op, i håb om at udkonkurrere Dansk Folkeparti i udlændinge- og integrationsdebatten.
Instrumentaliseringen af kristendommen
Som led i regeringens revitaliseringsprojekt for kristendommens rolle i samfundet, udtalte kirkeminister Morten Dahlin tidligere på året, at danskerne skal være beredt på at gå i krig for kristne værdier. Han fremhæver dog, at mange årtiers kulturrelativisme har eroderet troen på vestlige værdiers overlegenhed og dermed villigheden til at kæmpe for dem. Ministeren har om nogen været særlig tydelig og ærlig om regeringens ærinde.
Til spørgsmålet om, hvorvidt den siddende regering med udspillet om åndelig oprustning gør op med den tidligere politiske linje, der adskiller religion og politik, svarer kirkeministeren således: “Det kommer vi ikke udenom – og den forestilling er også blevet udfordret på to fronter. For det første af indvandringen fra muslimske lande. Pludselig har vi hundredtusindvis af mennesker i Danmark, der bestemt ikke mener, at religion er en privatsag. Det har vi brug for et modsvar til. For det andet af den dalende forsvarsvilje, der skyldes, at vi har glemt værdierne, ånden, kulturen og dermed også troen.”1
Følgelig synes det, at muslimernes tilstedeværelse har gjort særligt politikere og meningsdannere mere søgende og interesserede i kristendommen. “Pludselig” oplever den ene centrum-højrefløjspolitiker efter den anden nu en slags religiøs åbenbaring. Lytter man dog nærmere efter, omtaler mange af dem deres personlige tro i så vage formuleringer, at man må konstatere, at de endnu er agnostikere.
At være opmærksom på disse politikeres personlige trosforhold er egentlig kun interessant i den forstand, at det jo kan fortælle os noget om den bevægelse, de nu engang er bannerfører for. Derfor er det tragikomisk, at Biblen minder kristne om, at de skal tage sig i agt for falske profeter iklædt fåreklæder — de bør kende dem på deres frugter.
I al fald markerer det et klart brud med den politiske optimisme omkring sekulariseringens formodede positive indvirkning på samfundet. Skiftende regeringer har ellers i årtier fastslået, at religion er en privatsag særligt i kølvandet på karikaturkrisen i nullerne, hvor man prædikede over for muslimerne. Med kursskiftet bliver kristendommens primære samfundsfunktion fremover at skabe en grænsedragning til muslimer. Det er en indirekte erkendelse af, at sekularismen har haft en langt mere indgribende negativ effekt på ikke-muslimske gammeldanskere end på muslimske nydanskere. Derfor hører vi i disse år et ekko af Haralds erklæring — Danmark er et kristent land.
Problemet er, at man ønsker at nyde frugterne af religion, uden selv at plante frøene. Man er mere optaget af at tilegne sig flere verdslige magtbeføjelser i sin hetz af en minoritetsgruppe, end man er interesseret i at dyrke sin tro. Nu skal Gud ikke så meget vige for demokratiet, som at Han fremover skal tjene dens magthavere.
Nu skal Gud ikke så meget vige for demokratiet, som at Han fremover skal tjene dens magthavere.
Mohamed | Reads
Centrum-højrefløjspolitikere ønsker at ændre på den sociale orden. Det gør de fordi de ærgrer sig over konsekvenserne af sekularismen. De ser for sig et folkeslag, der ikke længere er forvissede om deres værdiers overlegenhed. Stadig flere unge gør oprør mod overleverede normer. Tomme kirker, faldende dåbstal, manglende interesse for den litterære kanon og bibelske lærebøger, der samler støv. Alt imens det muslimske mindretal fortsat afviser at assimilere sig og stortrives med religiøsiteten, trods de evindelige politisk-sanktionerede tiltag, de mødes med.
Det er i dette lys, at vi skal forstå revitaliseringen af kristendommen. Det er altså et middel til at genetablere en bestemt værdimæssig og kulturel orden, hvor kristendommen ikke kun skal fungere som en centripetalkraft, der trækker ikke-muslimske borgere mod en fælles national identitet, men samtidig som en centrifugalkraft, der skubber muslimer ud af fællesskabet.
Den åndelige oprustning lader til at være et påskud for at ekskludere muslimer fra danskheden. Derfor er forsøget på at genoplive kristendommen et udtryk for en underliggende frygt for, at Islam naturligt vil udfylde det tomrum et kristendomsløst dansk samfund efterlader. På sin vis kan man, ifølge forskeren Rune Stubager, “næsten ikke sige kristne værdier i forbindelse med politik, uden at du også reelt har sagt Islam.”2
Faktisk er dette et velkendt mønster i europæisk idéhistorie, hvor forestillingen om “europæere” udviklede sig i opposition til Islam. En religion, der er uløseligt knyttet til Europas opståen. Eksempelvis kan vi spore den tidlige fremkomst af nationalstaterne til inkvisitionen i datidens Spanien, hvor tilhørsforhold blev knyttet til kristendommen. Det forbandt nationens identitet til kristendommen og gjorde det dermed muligt, i sammenhængskraftens navn, at kunne kræve, at muslimer enten konverterede eller forlod landet.
Følger man de politiske strømninger rundt omkring i Vesten, vil man kunne se, at vi er på vej ind i en ny fase i udlændinge- og integrationspolitikken — det politiske fokus er nu rettet mod en endelig løsning på “det muslimske spørgsmål”.
Læs også: Den politiske elite kan ikke tolere islam
Nationalkonservativ strømning i Vesten
Vesten er grebet af en nationalkonservativ strømning, hvor muslimskfjendske partier buldrer frem i meningsmålingerne. Det er en bevægelse, hvis mål er at gøre livet utåleligt for muslimer i Vesten, så de “nudges” til at remigrere “frivilligt”.
Tager vi blot Danmark som case ser vi, hvorledes landets største parti engang mente, at DF aldrig ville blive stuerene. Alligevel kom de ind i varmen få år senere, med hjælp fra centrum-højre-regeringen. Socialdemokratiet kalkulerede derefter, at det ville være fordelagtigt at indtage en næsten identisk værdipolitisk position på udlændinge- og integrationsområdet. Under valget i 2019 lykkedes Socialdemokratiet med at gøre DF overflødigt.
Ikke længere – DF gør comeback i disse dage.
Ifølge den nationalkonservative debattør Kasper Støvring skal vi forstå den politiske genfødsel af DF i lyset af en større nationalkonservativ strategi i vestlige lande.3 En strategi, der er hentet fra blandt andet Trump og Orbán – at blive skandaliseret er en styrke, og det skal udnyttes. For var det egentlig ikke dét, som engang normaliserede Dansk Folkeparti. I givet fald skruer de nu bissen på. En strategi mainstream-partierne på nuværende tidspunkt er ilde rustet til at replikere.
Det er blot et spørgsmål om tid, før DF’s ekstreme politik om remigration bliver mainstream — etnisk udrensning kan blive en realitet i de såkaldte frihedselskende samfund. Fraværet af næstekærlighed overfor den fremmede røber, at den påståede religiøse vækkelse i Vesten slet intet har med tro at gøre, men handler i bund og grund om magt.
At vi er kommet til en så hadefuld samfundssituation vidner om, at vi lever i en tid præget af desillusion snarere end håb og optimisme.
Læs også: Assimilation eller remigration?
Følg med, når del 3 bliver udgivet i denne artikelserie.
- Berlingske 18/5/2025: V-ministeren Morten Dahlin: Danske soldater skal kæmpe for kristendommen ↩︎
- Berlingske, 26/7/2025: Danskerne holder sig væk fra kirkebænken, men vil have politikere, der sikrer kristne værdier ↩︎
- Berlingske, 12/10/2025: For kort tid siden ville man blive »skandaliseret«, hvis man sagde det, DF nu siger
↩︎