Af Zainab Nasrati
Selvom bombardementerne stopper, afsluttes terroren mod det palæstinensiske folk ikke; den erstattes af uforudsigelig frygt. Palæstinensere, der forsøger at vende tilbage til de nordlige dele af Gaza, oplever fortsat, at deres liv er i fare.
Journalisten Saleh Aljafarawi, der blev dræbt efter, at våbenhvilen trådte i kraft, illustrerer at faren for en voldelig død ikke forsvinder med de officielle kamphandlingers ophør. Frygten for missiler erstattes af den velkendte 77-årige frygt for IDF og israelskstøttede væbnede bander, foruden frygten for at løbe ind i ueksploderet ammunition, der ligger skjult i ruinerne. Alt det der forlænger krigens fare i såkaldt fredstid.
Våbenhvilen er indhyllet i et perfekt iscenesat vestligt hykleri, hvor ’fred’ portrætteres som formålet med de 67.000 dræbte mennesker og uhyrlighederne undervejs. Og hvor ’freden’ nu er genoprettet takket være USA og Israels stærke samarbejde.
Vi er tilbage til en uændret verdensorden. En verdensorden, hvor Israel fortsat agerer som en apartheidstat hævet over lov og orden. En verdensorden, hvor Israel fortsat legitimeres og nyder venskaber og alliancer med resten af verdenssamfundet – selv efter et internationalt bekræftet folkemord og brud på samtlige krigslove, som har efterladt Gaza og resterne af Palæstina i ruiner.
Vi har i løbet af ugen set klip af Trump, der ankommer til Knesset i pænt jakkesæt og slips. Han smiler og vinker og nyder at blive hyldet som den store helt bag våbenhvileaftalerne. Han fortæller stolt, at Israel har vundet ’krigen’ gennem deres evner til at bruge de topavancerede våben, som ‘Bibi’ løbende har ringet til Trump og bedt om. Han står på en rød løber et sted, der ikke bærer nogle tegn på den massive krig og ødelæggelse, som han og hans kollegaer har understøttet og sponsoreret.
Læs også: Er våbenhvilen ubetinget en god ting?
Det perfekte offer
Overdragelsen af de 20 israelske gidsler står i skarp kontrast til overdragelsen af de palæstinensiske gidsler. De israelske gidsler bliver fejret, og vi kender deres historier, vi kender deres familier, vi har set deres barndomsbilleder og hørt om deres drømme. Men medierne fortæller os ikke, at flere af dem er soldater, der har været med til at opretholde den ulovlige blokade af Gaza, hvilket per definition gør dem til krigsfanger.
På den anden side af den hermetisk forseglede jernmur, som blokerer Gaza fra resten af omverden, må palæstinenserne ikke fejre deres gidslers hjemkomst, og de vestlige medier fortæller ikke de palæstinensiske gidslers historier.
Palæstinenserne kommer hjem til ruiner og fordrevne, forsvundne, udsultede eller dræbte familiemedlemmer. Deres børn, der har overlevet hungersnøden, er permanent og irreversibelt skadet. Men skulle det alligevel ske, at en fange genforenes med sine kære i et øjebliks glæde og lykke, så affyrer IDF skud for at stoppe fejringerne.
De færreste af os ved, at der lige nu fortsat er omtrent 8.000 palæstinensiske gidsler tilbageholdt i israelske torturfængsler – uden rettergang eller lyse fremtidsudsigter. Nogle er taget til fange i løbet af de seneste to år, mens andre har været fængslet i mere end 30 år. Gidsler som den 18-årige autistiske dreng Omar al-Qarinawi, der blev fanget kort efter, at han blev skudt og såret nær Netzarim-aksen i det centrale Gaza, hvor han forsøgte at finde nødhjælp og mad til sin familie. Og gidslet Mahmoud Issa, der har været fængslet i 31 år – hvoraf han har tilbragt 13 af årene i isolation.
Fortællingen om Omar Yahya al-Qarinawi, der blev taget som gidsel under folkedrabet, tjener desværre også som et forfærdeligt godt eksempel på det, Muhammad El-Kurd beskriver som “The Perfect Victim” i sin bog af samme navn. Ifølge ham er “the perfect victim” de eneste ofre, vesten kan se som legitime – ofre, der ikke laver larm, som er sårbare og perfekte i deres uskyld. De må ikke vise tegn på vrede eller modstand, der gør dem til hele mennesker, hvis de skal gøre sig fortjent til sympati. Omar er netop dette: en autistisk, sårbar teenager, der blev skudt, såret og fængslet, mens han ledte efter nødhjælp til sin familie – og nu smiler af at være blevet løsladt.
Men vi må huske på, at hans slags ikke er de eneste legitime ofre i Gaza. Den medieæstetik, der husker Omar og Hind, men glemmer alle andre, fratager palæstinenserne deres ret til menneskelighed, til sorg, vrede og modstand – idet de kun må tale med en stemme, der ikke “krænker vestens blik på sig selv”.
Alle de 67.000 dræbte palæstinensere er liv, som er blevet taget på det land, de og deres forfædre er født på, og de har alle en historie, der er værd at fortælle.
Læs også: Jo, Morten Dahlin, palæstinensiske forældre elsker deres børn mere, end du aner
Vi skal holde liv i Gaza
Det anslås, at oprydningsarbejdet i Gaza efter de intense bombardementer vil tage flere år og vil være et livsfarligt arbejde. Våbenhvilen afhjælper på ingen måde den akutte sundhedskrise. Udbredelsen af smitsomme sygdomme og manglen på rent vand og sanitet fortsætter også med at udgøre en trussel. Den internationale politiske vilje til en fuld og retfærdig genopbygning mangler – hvilket fastholder befolkningen i en tilstand af humanitær krise.
Israels utilgivelige folkemord burde betyde, at de ikke længere havde legitim ret til alliancer og støtte. At alle investeringer og handelsaftaler blev afbrudt permanent. At Israel blev sanktioneret. At alle palæstinensere blev frigivet.
I stedet er Israel tilbage som en legitimeret, ulovlig besættelsesmagt, som indskrænker palæstinensernes bevægelsesfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og basale rettigheder ved fængsling og tilbageholdelse. Alt det, der fortsat gør dem til en moderne apartheidstat – mens resten af verden igen kan ånde op i falsk lettelse og sige, at der er “våbenhvile”, så de atter kan vende blikket bort og forglemme, at mens våbenhvilen træder i kraft, fortsætter udvidelsen af bosættelser på Vestbredden.
Så dér er det: Våbenhvilen er bittersød, fordi Gaza er tilbage til status quo. Faktisk langt værre end før. Israel er fortsat en besættelsesmagt, der har belejret Gaza fra luft, hav og land, og palæstinenserne har fortsat ingen bevægelsesfrihed, forsamlingsfrihed eller ret til at eksistere ligeværdigt med ikke-arabere. Folkemordet fortsætter – sammen med udvidelsen af bosættelser.
Læs også: ’’En nation, hvis leder er Muhammad ﷺ, vil aldrig bøje sig’’
Men nu vil den etablerede verden ikke længere følge med.
Det er derfor op til den enkelte, almindelige borger at blive ved med at gøre opmærksom på de fortsatte uhyrligheder, som finder sted i Palæstina, og sætte pres på lokale politikere. Stemme Palæstina, når muligheden byder sig, og udfordre narrativet gennem de eksisterende medier.