Ja, overskriften er provokerende.
Det er meningen.
Jeg har arbejdet med mennesker i mere end ti år. Som socialpædagog, mentor og familiebehandler.
Og jeg har lært én ting:
Hvis man virkelig vil et fællesskab, så må man også turde kritisere det.
Et fællesskab bliver ikke stærkere af, at vi hele tiden peger på andre.
Det bliver stærkere, når vi tør kigge indad og spørge: Hvad kan vi selv gøre?
Det er derfor, jeg skriver det her.
For misforstå mig ikke.
Jeg elsker mit fællesskab.
Netop derfor synes jeg også, at vi skylder hinanden at kunne tage den her debat.
Vi er over 300.000 muslimer i Danmark.
Prøv lige at tænke over det.
300.000.
Hvor mange læger har vi?
Hvor mange jurister?
Hvor mange lærere?
Hvor mange socialrådgivere?
Hvor mange politifolk?
Hvor mange soldater?
Hvor mange virksomhedsejere?
Hvor mange mennesker med stærke netværk og indflydelse?
Vi mangler jo ikke ressourcer.
Så hvorfor virker vi så svage, hver gang noget rammer os?
Det minder mig om en hadith, jeg ofte har tænkt over.
Profeten Muhammad ﷺ fortalte om en tid, hvor nationerne ville samle sig imod muslimerne, som mennesker samles omkring et fad og inviterer hinanden til at spise fra det.
En af sahaba spurgte, om det ville være, fordi muslimerne på det tidspunkt ville være få.
Profeten ﷺ svarede, at de ville være mange.
Men de ville være som skummet, der flyder med vandet.
Og da han blev spurgt, hvorfor det ville være sådan, beskrev han wahn: kærlighed til denne verden og modvilje mod døden.
Det er en voldsom beskrivelse.
For pointen er jo netop, at problemet ikke nødvendigvis er vores antal.
Problemet er, hvis vores antal ikke bliver omsat til noget.
Vi kan godt være 300.000.
Men 300.000 mennesker, der hver især passer deres eget, er stadig bare 300.000 mennesker.
Hvad kan 300.000 mennesker udrette, hvis de faktisk organiserer sig?
Hver gang der sker noget, reagerer vi næsten ens.
Vi bliver vrede.
Vi skriver opslag.
Vi deler videoer.
Vi demonstrerer.
Og så går vi hjem.
Jeg forstår det simpelthen ikke.
Allah siger:
“Og hold alle fast ved Allahs reb, og vær ikke splittede.”
(Koranen 3:103)
Det vers har vi hørt hele vores liv.
Men lever vi efter det?
Jeg ved godt, at muslimer i Danmark er forskellige.
Vi kommer fra forskellige lande.
Vi har forskellige kulturer.
Vi følger forskellige islamiske traditioner.
Og det er der en værdi i.
Det ville være fattigt, hvis vi alle var ens.
Men jeg kan ikke lade være med at spørge:
Er vores forskelligheder begyndt at fylde mere end vores fælles behov?
Behovet for at stå stærkere som muslimsk minoritet.
Behovet for at beskytte vores institutioner.
Behovet for at få en stærkere stemme.
Behovet for at investere i vores børn og unge.
Behovet for at bidrage endnu mere til Danmark.
Vi har ikke brug for flere muslimske foreninger.
Vi har allerede masser.
Vi har brug for, at de begynder at arbejde sammen.
Jeg drømmer om én stærk paraplyorganisation.
Ikke en organisation, der bestemmer over moskeerne.
Ikke en organisation, der afgør, hvem der er den bedste muslim.
Men en organisation, der samler os om det, vi allerede er enige om.
Hvordan styrker vi vores fællesskab?
Hvordan styrker vi vores børn?
Hvordan styrker vi vores bidrag til Danmark?
Lad mig give et eksempel.
Hvis 300.000 muslimer gav 20 kroner om måneden.
20 kroner.
Det er mindre end en kop kaffe.
Så ville vi have omkring 72 millioner kroner om året.
Prøv lige at tænke over det.
72 millioner.
Hvor mange muslimske plejefamilier kunne vi uddanne?
Hvor mange mentorordninger kunne vi starte?
Hvor mange unge kunne vi sende på uddannelse?
Hvor mange familier kunne vi hjælpe?
Hvor mange ældre kunne vi give bedre muligheder for at blive gamle med værdighed, tæt på deres børn, familie og fællesskab?
Hvor mange projekter kunne vi sætte i gang?
Og hvorfor ikke også hjælpe den muslim, der hele sit liv har drømt om at udføre hajj, men aldrig har haft råd?
Hvorfor skulle vi ikke kunne have en fond, hvor fællesskabet hjælper mennesker, der ellers aldrig ville få mulighed for at komme til Mekka?
Det er jo netop det, fællesskab også burde være.
At den, der har lidt mere, hjælper den, der har lidt mindre.
Vi mangler måske ikke ressourcer.
Måske mangler vi bare evnen til at samle dem.
Og her synes jeg faktisk, at fortællingen om Yusuf er interessant.
Da Egypten stod foran nogle meget vanskelige år, kom Yusuf ikke bare med fromme ord.
Han kom med en plan.
I Koranen siger han:
“Sæt mig over landets forrådskamre. Jeg er en god vogter og har viden.”
(Koranen 12:55)
Han kendte sine evner.
Han kendte sit ansvar.
Og han tilbød at bruge sine kompetencer til gavn for samfundet.
Det er også islam.
Så når vi har læger, jurister, lærere, socialrådgivere, økonomer, iværksættere og alle mulige andre kompetencer blandt 300.000 mennesker, hvorfor bruger vi dem så ikke mere organiseret?
Hvorfor skal hver muslimsk familie selv finde løsningen hver gang?
Hvis der er et behov…
Hvorfor bygger vi så ikke selv løsningen?
Vi ved, at flere moskeer gennem årene har været udsat for hærværk, graffiti og brandforsøg.
Hvorfor har flere moskeer ikke et organiseret frivilligt beredskab?
Frivillige, der er uddannet i konfliktnedtrapning.
Frivillige, der samarbejder med lokalpolitiet og SSP.
Frivillige, der kan skabe tryghed omkring fredagsbønnen.
Det handler ikke om at lege politi.
Det handler om at tage ansvar.
Jeg hører også flere og flere sige:
“Vi overvejer at flytte.”
Og jeg forstår dem.
Nogle oplever, at det er blevet sværere at være muslim i Danmark.
Men hvad nu, hvis vi brugte den samme energi på at bygge noget her?
Måske skal en del af forklaringen findes i historien.
Mange af de første muslimer kom hertil som gæstearbejdere eller flygtninge.
De troede, de skulle hjem igen.
For mange palæstinensere var det nærmest utænkeligt at købe en bolig, selv om de havde arbejde, og boliger dengang kostede en brøkdel af, hvad de gør i dag.
Det handlede ikke nødvendigvis om økonomi.
Det handlede om identitet.
Om ikke at give slip på håbet om en dag at vende tilbage til et frit Palæstina.
Den tankegang forstår jeg godt.
Men den passer ikke længere til virkeligheden.
Vores børn er født her.
Mange af vores børnebørn bliver også født her.
Hvis vi bliver ved med at tænke, som om vi er på gennemrejse, kommer vi aldrig til at bygge de institutioner, de næste generationer får brug for.
Og så er der vores khutbaer.
Jeg har hørt mange gode fredagsprædikener.
Men jeg savner flere, der handler om den virkelighed, vi lever i.
Om ansvar.
Om organisering.
Om lederskab.
Om institutioner.
Om vores børn.
Om vores rolle i Danmark.
Jeg siger ikke, at alle khutbaer skal handle om dansk politik.
Men hvis en moské hver fredag samler flere hundrede mennesker, så synes jeg også, at man har et ansvar for at tale om de udfordringer, de mennesker faktisk møder, når de går ud af moskeen igen.
Islam byggede ikke kun gode individer.
Islam byggede stærke samfund.
Der findes en fortælling om Umar ibn al-Khattab, som jeg altid har syntes var interessant.
Umar stod foran folket iført en kjortel, som umiddelbart så ud til at være lavet af mere stof, end hver enkelt havde fået ved fordelingen.
Salman al-Farisi spurgte ham derfor, hvordan det kunne hænge sammen.
Umar blev ikke vred.
Han bad sin søn Abdullah forklare, at han havde givet sin egen del til sin far.
Først derefter accepterede Salman forklaringen.
Det er ikke fortællingen, fordi jeg vil romantisere fortiden.
Det interessante for mig er princippet:
En leder skal kunne tåle at blive spurgt.
En leder skal kunne forklare sig.
Og kritik af den, der leder, behøver ikke være et angreb på selve fællesskabet.
Hvor er den kultur i dag?
Ikke kun hos regenterne i den muslimske verden.
Men også hos os selv.
Hvornår stiller vi krav til vores egne institutioner?
Hvornår spørger vi, om vores moskeer prioriterer det, vores børn og unge faktisk har brug for?
Hvornår tør vi sige tingene højt, fordi vi ønsker at styrke fællesskabet, ikke svække det?
Kritik er ikke illoyalitet.
Hvis man elsker sit fællesskab, må man også kunne kritisere det.
Nogle bliver sikkert provokerede af det, jeg har skrevet.
Det er okay.
Mit mål er ikke at provokere for provokationens skyld.
Mit mål er, at vi begynder at stille os selv de spørgsmål, vi alt for længe har forventet, at andre skulle stille.
For jeg tror ikke, vi mangler dygtige mennesker.
Jeg tror ikke, vi mangler penge.
Jeg tror ikke engang, vi mangler viljen.
Jeg tror, vi mangler modet til at bygge noget sammen.
Det er den forening, jeg drømmer om.
Ikke en forening, der skal gøre os ens.
Ikke en forening, der skal bestemme, hvordan alle muslimer skal tro.
Men en forening, der kan få os til at stå sammen, når det betyder noget.
En forening, der spørger:
Hvad mangler vi?
Hvad har vi?
Og hvad kan vi bygge sammen?
For hvis der er et behov…
Hvorfor bygger vi så ikke selv løsningen?
Hvis ikke vi gør det.
Hvem forventer vi så skal gøre det for os?